Miljøaktivistens erfaring

"VI HAR EN FÆLLES MODSTANDER I DE MULTINATIONALE OG DE STORE KAPITALISTER "

Pernille Hagedorn-Rasmussen

Over hele verden bliver flere mennesker aktive for at skabe en bedre verden for os alle. "Jamen her i Danmark er folk for sløve og solidariten er væk", lyder det. Men det er faktisk langt fra det billede, der tegner sig, hvis man gør sig den ulejlighed at se nærmere på, hvad der reelt sker. Det gør vi her. For der er noget nyt i luften. Flere og flere får selvtillid og tror på egne kræfter. Og de får erfaringer om, at det nytter at slås. Det gælder f.eks. pædagogerne i København, som vandt over Borgerrepræsentationen eller aktivisterne som med demonstrationer fik rejst deres dagorden ved de store internationale organisationers topmøder eller måske har været med til at lukke topmøderne. Attac, bevægelsen for en mere social verden er på vej til Danmark. Stemningen og klassekampen her i landet giver mange muligheder for socialister.


Det er stort at se sine kollegaer så engageret i noget der gavner andre arbejdspladser !

af Ida Jacobsen

Først på efteråret var der store pædagogstrejker i København. De strejkende ville have borgerrepræsentationen til at tage planlagte forringelser af bordet. Og pædagogerne vandt.

Socialistisk Arbejder Avis har talt med Ulf Svendsen-Tune, der er pædagog ved Thomas P. Hejles Ungdomshus i København

Hvorfor var det vigtigt for dig at gå med i strejken?
"Vi havde på min arbejdsplads diskuteret flere af de forslag, der skulle stemmes om i Borgerrepræsentationen inden strejken, og det var derfor nemmere at engagere sig, fordi vi var forberedt på, hvad der ville komme. Det kom meget naturligt for mig at være aktiv, fordi jeg altid har været meget politisk bevidst. Strejkevåbnet er ikke fremmed for mig. Det er et af de bedste kampmidler overfor arbejdsgiveren. Hvis man skal flytte noget som gruppe, nytter det ikke at sætte sig ned og tænke, at de andre nok laver noget. Det er vigtigt at alle kæmper en aktiv kamp, ellers flytter man ikke noget."

Vil I være klar til en ny konflikt, hvis det bliver nødvendigt?
"Både og. Det koster masser af kræfter og energi at strejke - og det koster økonomisk. Men jeg håber, at vi er klar, hvis situationen opstår igen - og det gør den jo, hvis tendensen til evige nedskæringer fortsætter. Jeg håber, erfaringerne fra strejken vil slå igennem. Det var tydeligt, at den lange strejke, informationsmængden undervejs og den brede opbakning lagde et stort pres på politikere og arbejdsgivere. Jeg håber da også, at strejken kan få andre grupper i landet til at tage strejkevåbnet i hånd. Og ikke kun til eendags strejkemarkeringer, det er ikke nok til at flytte noget. Det er nødvendigt at være standhaftig, og holde ud i en længere periode, hvis man skal kunne flytte noget.
På min arbejdsplads har strejken givet meget. Vi har været gode til at holde fast i hinanden. Det er stort at se sine kollegaer så engagerede, se at de yder frivilligt arbejde, fordi man tror, det vil gavne andre arbejdspladser. Strejken har givet godt sammenhold og har været rigtig god for fællesskabet."


Tilbage
Socialistisk Arbejderavis, Januar 2001