af Anders Schou
Nationalisme er ofte tragisk, som når Pia Kjærsgaard tager udgangspunkt i ældre menneskers reelle problemer og vender dem mod andre svage grupper, især mod de etniske minoriteter.
Men nationalismen kan også være latterlig på en morsommere måde. Det sker især,
når medier og meningsmagere oppuster en national stolhed over succeser, som i
virkeligheden mangler en national referenceramme.
Og hvor alle erkender, at succeserne netop skyldes deres internationale snit.
Jeg mener, socialister ikke vil benægte, at de fleste mennesker, som lever i
dette land har noget til fælles på tværs af andre skel - det underlige sprog,
for eksempel - og det taler vi endda forskelligt med dialekter og klasse-mæssige
udgaver.
Vores pointe er, at almindelige mennesker i Danmark har langt mere til fælles
med deres klassefæller i andre lande end med Mærsk McKinney Møller og de andre
beboere i velhaver-ghettoerne.
Når nationalismen er farligst tager den udgangspunkt i noget virkeligt, når den
er morsomst, mangler den enhver form for indre logik.
Skummede over
De to store - såkaldt danske - kultursejre i foråret er eksempler på fænomenet.
Aviser, Radio og TV og kulturministeren flød over af national stolthed, da Von
Triers "Dancer in the dark" vandt de gyldne palmer i Cannes. Endnu en triumf for
dansk film, jublede de.
Men nu er filmen bare ikke særligt dansk. Sproget er ikke dansk, og det er
hoved-rolleindehaverne heller ikke.
Og alle er enige om, at de såkaldt danske film netop får succes i udlandet, fordi
de har fået et internationalt snit.
En film som Susanne Biers "Den eneste ene" kan for eksempel højest få kultstatus
i udlandet. De færreste steder ville et bredt publikum acceptere en film, hvor
det romantiske højdepunkt foregår på briksen i en abortklinik.
Sejr til hvem og hvad
Man kan være stolt af Von Trier, hvis man kender ham personligt. -Man kan
være stolt af Zentropa, hvis man er firmamand og arbejder i selskabet, eller man
kan blot synes, at det er en fed film, som fortjener succes.
Men national stolthed over "Dancer in the Dark" er absurd, selv på nationalismens
egne fordrejende præmisser.
Det er vist kun kulturminister Gerner Nielsen, som er i stand til at forklare det.
Det samme gælder for Olsen-brødrenes Grand Prix-sejr.
Alle ved, at de aldrig havde vundet, hvis de skulle have sunget på et sprog, der
lyder, som om munden er fyldt med kartofler.
Reglerne blev netop ændret, fordi kravet om, at kunstnerne skulle synge på
nationalsproget, handicappede folk fra lande med ukendte og underlige sproglyde.
The Olsen Brothers sang på engelsk, er en glad, international popmelodi, som
kunne være lavet hvor som helst af hvem som helst og ha' vundet.
Hvordan det kan pirre den nationale begejstring går over min forstand.