Kultursiden
af Ole Andersen
EM i fodbold er en begivenhed, som igen åbner op for nationalistisk hysteri i medierne og hos dele af publikum.
De udvalgte danske spillere vil, indtil starten af juli, blive nationens
samlingspunkt, og det er os, danskere, mod resten af Europa.
For mange er sportsnationalisme flygtig som en sommer-flirt.
Når tribunen er tømt, fjernsynet slukket og øllene drukket, forsvinder de store
nationale følelser, og vi er igen arbejdere, studerende og pensionister i et
klassesamfund.
Nationalisme
Men magthaverne bruger sportslig succes og store sportsarrangementer til at
få opbakning.
Det værste eksempel var de olympiske lege 1936 i Berlin, hvor nazisterne
brugte det til at vise deres potentiale.
Topsport er ikke kun negativ. Da Frankrig vandt VM i 1998 med et hold bestående
af hvide, sorte og arabiske franskmænd, lavede Front National selvmål ved at
sætte en racistisk eftertackling ind mod holdet.
Holdets sejr samlede franskmændene, uanset etnisk baggrund, og Le Pens front
gik tilbage i meningsmålingerne.
Et andet fænomen, der ledsager fodbold, er hooliganisme, senest set ved UEFA Cup
finalen i København, hvor det var nazister, der fremprovokerede mange af
slagsmålene.
Det er velkendt, at nazistiske organisationer intervenerer i fanmiljøet, hvilket
AGF's fan-gruppe White Pride er et eksempel på.
De fans, der tiltrækkes af nazismen, er unge med sociale problemer, som sparker
ned ad, i stedet for at skyde på systemet.
Gennem det voldelige miljø får de en identitet og position.
Løsningen på hooliganismen er ikke flere politi-registre; det er derimod en
politisk kamp for sociale forbedringer.
af Jens Loller
Når Tour de France starter, er det en noget ramponeret sportsbegivenhed
vi ser.
Anklagerne for dopingmisbrug bliver sværere og sværere at afvise, og de førhen
så beundrede cykelryttere står i dag nærmest som eksponenter for en usund og
uærlig sport.
Herhjemme fik det danske hold "Home- Jack & Jones" problemer, da Nicolai Bo
Larsen blev afsløret med en for høj hæmatokritværdi ved et løb i Belgien.
Men efter en del postyr og nye prøver, der pludselig dukkede op, blev Nicolai
Bo frikendt.
I Italien ruller skandalen næsten kontinuerligt, med nye anklager, som også
involverer Rolf Sørensen og Tour de France-vinderen Pantani.
Selvom skandalen til tider får et nærmest komisk skær, er problemet alvorligt nok.
Misbruget af det blodfortykkende EPO har medført flere dødsfald blandt ryttere,
fordi den blodfortykkende egenskab, der øger iltoptagelsen også medfører, at
blodet nemmere koagulerer og danner blod-propper hos rytterne.
At det overhovedet er kommet dertil, bærer den totale kommercialisering
hovedansvaret for.
Hvis vi skal lokalisere ondets rod, er det den totale underlæggelse af
markedskræfterne, som cykelsporten er blevet gjort til genstand for.
Cykling på eliteniveau er i dag en industri, hvor erhvervslivet sponsorerer et
cykelhold mod at få en masse reklame. Derfor skal holdet klare sig godt og det
betyder, at sponsorerne presser på for at alle midler skal bruges.
Måske ikke konkret ifht at bruge EPO, men ved at true med at trække støtten,
hvis ikke resultaterne forbedres.
Bandet Asian Dub Foundation (ADF) har udsendt deres andet udspil,
"Community Music".
Musikken er en blanding af punk, traditionel engelsk pop musik, tilsat jungle,
bass, reggae rytmer, og melodisk rap, med klare politiske undertoner.
The Clash møder Public Enemy, Bob Marley , og Zulu Nation. Så har du musikken.
Åbningsnummeret er et angreb på Tony Blair's Cool Britain.
"Not enough Schools, not enough homes, - and there's too many questions you're
not answering none".
Cd'en er fyldt med politiske udfald mod verdenskapitalismen, verdensbanken,
udbytningen og imperia-lismen, og opfordrer til oprør.
Sandheder kommer ud af højtalerne i insisterende rytmer.
"United we stand , devided we fall".
ADF er kendt for aktivt at deltage i politisk aktivitet. De bakkede bl.a. op
om "Reclaim the streets" 1.maj demonstration i London.
Det er opløftende at høre det stigende antal bands, der kombinerer fed musik med
politik og kamp.
Hvis du ikke allerede har spenderet dine surt tjente penge, så brug dem på
"Community Music".
Outlandish fra ghettoen Brøndby Strand har udsendt deres første CD
"Outlandish Official".
Bandet er en trio, som består af Isam Bacchiri fra Marokko, Waqas Qadri fra
Pakistan og Lenny Martinez fra Honduras. Bandets tekster er en herlig blanding
af engelsk, spansk og pakistansk, og musikken er præget af arabiske, asiatiske
og latinamerikanske rytmer.
Cd'en adskiller sig fra den strøm af holdningsløse plader, der udgives i
Danmark.
Sangene er vendt mod den stigende racisme og fordommene, men tager også fat om
arrangerede ægteskaber.
Cd'en udtrykker en generel tendens til stigende politisk bevidsthed blandt
tosprogede, der kæmper for accept i et diskriminerende samfund, som det danske.
Flere og flere ønsker et opgør med fordommene, og blander musikken fra
forskellige kulturer med et ønske om at få ungdommen til at mødes.
Outlandish leverer et godt udspil, men kædes kampen mod den stigende racisme
ikke sammen med kampen mod sociale nedskæringer, og for socialisme, bliver vi
aldrig fri for racisme, for den er en del af kapitalismen.
Anmeldt af Hans Verner Clausen
af Mikkel Jespersen
i de næste uger vil der hver tirsdag på DR2 være mulighed for at se komikeren Michael Moore vende USA på vrangen.
Hans systemkritiske satireprogram "The awful truth" tager fat om de værste,
mest groteske og åbenlyst uretfærdige sider af det amerikanske samfund og
udstiller dem, så man ikke kan lade være med at grine af, hvor irrationel og
absurd kapitalismen er.
Programmet er båret af en krystalklar klassebevidsthed, om at det er "os" imod
"de rige" - som når der f.eks. spilles "Beat the rich", en parat-vidensquiz, der
udstiller, hvor ekstreme kulturforskellene er mellem rige og fattige i USA.
"The awful truth" tegner et skarpt portræt af det USA, vi ikke hører om.
Programmet bør ses af alle.