Kort sagt
ISU kæmper for et socialistisk samfund, hvor sult, arbejdsløshed,
racisme, nazisme, krig og forurening ikke findes.
Socialisme fra neden
Under kapitalismen er det arbejderne, der producerer alle værdierne i samfundet.
Et nyt og mere retfærdigt samfund kan kun skabes, hvis arbejderne kollektivt
overtager kontrollen med samfundet.
ISU mener derfor, at et socialistisk samfund skal baseres på reelt demokrati, hvor det er det store flertal af arbejdere og
studerende som reelt bestemmer, hvordan samfundet skal organiseres. Modsat i dag, hvor det er et lille mindretal, som sidder på den økonomiske magt, og reelt tager
beslutninger om, hvor mange der skal have job, hvad der skal produceres osv.
Markedsøkonomi skal afskaffes og erstattes af planøkonomi,
der tager udgangspunkt i, hvad der er behov for og ikke hvad der kan tjenes penge på.
Reform eller revolution
ISU tror ikke på, at vi kan stemme os til socialismen.
Vi tror ikke på, at dem der sidder på magten vil afgive magten frivilligt.
De vil bruge deres voldsapparat, - i form af militæret og politiet til at bevare deres magt.
NATOs krig på Balkan viste at magthaverne ikke skyer nogen midler for at sikre sig den økonomiske og politiske kontrol.
ISU mener der skal en revolution til - dvs. at det store flertal af arbejdere
gennem demonstrationer og strejker tager kontrollen over samfundet og fastholder den ved at opbygge et nyt samfund
baseret på direkte demokrati.
Arbejderstat
Arbejderklassen kan ikke bruge det nuværende folketing, militær, politi
og domstole,
da det er institutioner, som er skabt under kapitalismen for bl.a. at beskytte den
herskende klasse mod arbejderklassen.
Vi har brug for en helt anden type stat; en arbejderstat,
som bygger på arbejdernes egne organisationer, arbejderrådene.
Vi kan kun bruge folketinget som en talerstol mod det bestående system.
Internationalisme
Kapitalismen er international, derfor er kampen for socialismen
også international.
ISU arbejder derfor for international solidaritet mellem arbejdere i alle lande.
- Vi er derfor også helt imod nationalisme, som spiller arbejderne i en nation ud
mod arbejderne i en anden.
- Vi er imod racisme og imperialisme.
- Vi er for åbne grænser, og vi støtter alle bevægelser,
der kæmper mod national undertrykkelse.
- Vi er for kvindernes sociale, økonomiske og politiske frigørelse, og vi er imod enhver undertrykkelse af
seksuelle minoriteter.
Der findes ikke socialisme i noget land - ligesom der heller ikke har været det i Østeuropa eller i Stalins Rusland. -Tværtimod viser udviklingen i Rusland, at socialismen ikke kan opbygges i ét land. Disse samfund var statskapitalistiske, dvs. samfund hvor kommunistpartiet reelt udgjorde den herskende magtelite. Derfor støttede vi også revolutionerne i Østeuropa i 1989, da folk "væltede muren".
Bliv medlem af ISU
For at opnå et socialistisk samfund, må alle socialister organisere sig i et revolutionært, socialistisk parti, der kan slås for ideerne om et socialistisk samfund organiseret fra neden. ISU arbejder her og nu for at styrke kampene i hverdagen - mod racisme, nazisme, krig, forringelser på uddannelsesområdet osv. Igennem aktiviteter blandt flere og flere folk, kan vi reelt ændre de urimelige ting, der foregår i verden.
Skal det lykkes at få et socialistisk samfund kræver det, at vi er mange, som aktivt arbejder for det – det kræver organiserede socialister.
Derfor er du enig med os - så bliv aktiv socialist.
Brug vores formular, send os en e-mail på: isu@socialister.dk eller ring til Landskontoret på 35 35 76 03.
Internationale Socialisters Ungdom
|