Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 9 – Maj 1985 – side 6

DKP i 1945

Fra krig til klassefred

Jørgen Lund

Når DKP i foråret 1985 bruger sin indflydelse til at få drejet massestrejker og forventninger på arbejdspladserne ind på et sidespor under DKPs kontrol, til brug for den faglige og politiske bejlen til socialdemokratiet, er det ikke første gang det sker.

1985 er ikke blot 40-året for befrielsesjubel og national skvalder til alle mulige formål, det er også 40-året for de samme erfaringer med DKP.

Historien om modstandsbevægelsen og DKP under besættelsen og efter maj 1945, er også en historie om nederlag, hvor håb om nye sociale og politiske forhold ikke førte til noget opgør, men tværtimod blev brugt til genopbygning af de gamle borgerlige forhold.

Da Tyskland angreb sin russiske alliancepartner i juni 1941, ændrede DKP straks sit syn på krigen og på den tyske besættelsesmagt. Nu blev det en retfærdig krig, hvis indhold var en ren national kamp.

Dannelsen af Frihedsrådet i 1942 var en ren nationalistisk samling, hvor »partiskel og partiprogrammer må træde i baggrunden«, samtidig med at borgerskabet tjente tykt på krig og besættelse.

Og selv om arbejdernes skærpede kampe mod den politiske og økonomiske undertrykkelse gav resultater, forblev denne kamp underlagt det nationalistiske perspektiv, som var Frihedsrådets og DKPs. Den nødvendige diskussion af arbejdernes selvstændige interesser og kamp imod både tyske og danske kapitalister blev af DKP fejet af bordet som »tåbeligt tidsspilde«.

Genopretning

Samtidig kapitulerede Frihedsrådet og DKP over for de konservative og socialdemokratiske parlamentarikere. Nemlig ved at give dem mulighed for ny indflydelse og autoritet, som de bl.a. brugte til at sikre sig imod en dobbeltmagtsituation efter det forventede krigsophør.

De ville sikre sig imod, at arbejderklassens aktiviteter skulle true den nationale genopretningspolitik, som var deres linie efter krigen. Og som også var Frihedsrådets og DKPs politik »når Danmark atter blev frit«.

Uroen i arbejderklassen

Men politikerne var på grund af Frihedsrådets og DKPs kapitulation over for dem i stand til at opretholde »ro og orden« i tiden efter krigen. De klarede at undgå en voksende utilfredshed i arbejderklassen og at genopbygge statsmagten, administrationsapparatet, hær og politi, – men det kunne ikke lade sig gøre uden modstandsbevægelsens og DKPs medvirken.

Både Frihedsrådets og DKPs politik var at forhindre sammenstød mellem borgerskabet og arbejderklassen. Alle krav skulle lægges i parlamentarismens og klassesamarbejdets vægtskål, og folkeviljen skulle så tvinge retfærdigheden igennem. Så når der blev organiseret eller manifesteret noget af viljen til at få opfyldt krav, vejede samarbejdsprincipperne tungest.

Både det og den voksende utålmodighed og utilfredshed viste sig klart ved den store arbejderdemonstration 4. juli 1945.

Gennem strejker og resolutioner var der i de foregående måneder blevet rejst krav på arbejdspladserne, som under massedemonstrationen ved Christiansborg blev afvist af den socialdemokratiske arbejdsminister. Derefter udviklede der sig angreb mod Folketingets trappe, hvor den kommunistiske trafikminister Alfred Jensen opfordrede til at overlade arbejdernes krav til de valgte tillidsmænd, det ville sige en forsamling domineret af DKPs perspektiv om enhed og nationale økonomiske hensyn. DKP-politikere trådte kun frem på demonstrationen i iver efter at få den opløst og få folk til at gå hjem. Om generalstrejke sagde de, at den ikke var nødvendig, når der var folk i regeringen, som støttede arbejderne.

DKPs argument for at afspore kampen var, at ellers »ville denne uro slå over i en udvikling, som hverken arbejderklassen eller andre ønsker«. Uro på arbejdspladserne kunne udvikle sig og ville være i modstrid med DKPs erklærede mål om at bibeholde magten hos arbejdernes repræsentanter. Her lå deres loyalitet.

Det var således typisk, at trafikministeren aldrig opfordrede arbejderne inden for sit eget område til at bruge strejkevæbenet til at rejse og gennemføre økonomiske og politiske krav.

Aktiviteten på arbejdspladserne ville DKP bruge til at presse socialdemokraterne til samarbejde, til at demonstrere den brede enighed bag DKPs nationale krav og politik og endelig til at pege på et parlamentarisk alternativ til den reaktionære Venstreregering, der var kommet til i efteråret 45.

Manglende mobilisering

Dette perspektiv havde været centralt i DKPs politik fra det tidlige forår 45. Kravet om »enhedspartiet« i arbejderklassen, som DKP havde ført frem i forslag og resolutioner fra arbejdspladser og fagforeninger, var også udtryk for forventninger om ændringer i forhold til borgerskabet.

Men DKPs politik og ca. 10-dobbelte vækst var ikke udtryk for et opgør med den socialdemokratiske reformisme. Tværtimod havde DKP igen og igen understreget den fundamentale enighed mellem de to partier og fortsatte med at beklage sammenslutningsforhandlingernes sammenbrud, efterhånden som de selv blev ofre for de socialdemokratiske lederes manøvrer.

Men enhedsforhandlingerne havde givet socialdemokraterne mulighed for at overvinde, hvad de selv kaldte »tillidskrisen« i arbejderklassen. Og forhandlingerne var med til at svække mulighederne for at organisere og mobilisere arbejderklassen imod befrielsesregeringens ønske om at lægge låg på alle arbejderkrav fra besættelsestiden.

Overenskomsten i 46

Uroen og utilfredsheden på arbejdspladserne fortsatte, og overenskomstforhandlingerne i 46 var de første i 6 år, så forventningerne var store i forhold til besættelsestidens økonomiske undertrykkelse.

Men ved de »decentrale« forhandlingers afslutning på metalområdet anbefalede DKP medlemmerne at stemme ja til elendige resultater. Dette skete af frygt for regeringsindgreb, men også fordi man ikke ville uddybe modsætningen over for socialdemokraterne og for at lægge op til samarbejde ved kommunevalget i marts 46. Dette skete på bekostning af at appellere til modstand og mobilisering imod OK-resultaterne, der kunne feje både resultaterne og evt. regeringsindgreb af bordet.

Smedenes resultater fik den virkning, at næsten alle fag indgik elendige overenskomster.

Men det var slagteriforligets ophøjelse til lov i maj 46, der førte til storstrejker, der blev højdepunktet og afslutningen på mobiliseringen efter krigen.

DKP havde selv fra starten støttet kravet om, at indgrebet skulle væk. DKPs argument var, at indgrebet skabte uro, og »vi har brug for beskæftigelse og produktion«. Efter få dages storstrejke mente DKP, at nu havde arbejderne givet udtryk for deres harme og protest; og da strejkerne fortsatte, så det i København lignede generalstrejketilstand, opfordrede DKP åbent til, at man gik i arbejde.

Strejkernes formål med at få indgrebet af bordet blev således i løbet af få dage solgt til fordel for at føre parolerne om enhed mellem arbejderpartierne og samlingsregering frem igen.

Kampen blev et nederlag for arbejderne. Og ganske kort tid efter kunne regeringen lave et indgreb i den arbejdsmandsstrejke, som var startet lidt tidligere, men som havde været ført som en udmarvende bureaukratisk kolonihavestrejke. Og der kom ingen reaktioner fra arbejdspladserne.

På samme måde kunne slagteriarbejderne så isoleret fortsætte deres modstand mod regeringsindgrebet, indtil de bukkede under.

Men det, som bekræftede vendepunktet, var typografstrejken i 1947, hvor typograferne gik ud i en overenskomstmæssig strejke, der forblev faglig isoleret. Og efter 3 måneders kamp gik typograferne i arbejde uden at have fået andet end nederlag. Strejken var begyndelsen til et socialdemokratisk opgør med DKPs faglige styrkelse. Samtidig var den for borgerskabet beviset på, at arbejderklassens sammenhold og vilje til offensive og fælles krav og kamp, nu var, svækket og overvundet.

Arbejderklassen tabte

Det kapitalistiske Danmark havde overlevet risikoen i forbindelse med verdenskrigens ustabilitet, ligesom det gik i andre vesteuropæiske lande. Også i Danmark kom den efterfølgende »kolde krig« til at betyde en svækkelse af enhver modstand mod den kapitalistiske oprustning og rationalisering, og isolation af militante arbejdere og af kommunisterne. Denne isolation blev yderligere forstærket og selvforskyldt gennem den absolutte loyalitet overfor det stalinistiske Ruslands nye internationale politik. Genopretningslinien i Vesteuropa havde ført både kommunisterne og arbejderklassen ud i nederlag.

De sejre og den styrke, som blev opbygget under krigen, kom ikke til at leve op til forventningerne om sociale forandringer og radikale ændringer, men blev vendt til nederlag fordi der ikke var nogen anden politisk kraft i arbejderklassen, der var stærk nok til at udfordre kommunistpartiernes nederlagspolitik.

Netop i april 1985 – omkring 40 års dagenes jubelhykleri, som druknede i arbejderklassens storstrejker – var der heller ikke noget revolutionært alternativ, der kunne slå igennem over for DKPs kapitulationspolitik.

Billedtekst:
Carlsberg-arbejdernes krav i maj 1945 blev solgt i enhedsbestræbelserne
De store fisk beholdt deres jobs – trods protesten

Flere artikler fra nr. 9

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: Efter 1945
DKP

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 1474 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside