Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 8 – April 1985 – side 7

Marxismens betydning

Erfaringer der kan bruges i dag

Ole Mølholm Jensen

I de første dage af april måned har Danmark været skueplads for de mest omfattende massestrejker igennem mange år. Arbejdere har i løbet af få dage været inddraget i aktiviteter, som de aldrig havde drømt om, at de skulle blive inddraget i.

Der var i de første dage af april en kollektiv stemning af, at arbejderne havde magten til at ændre på tingenes tilstand. En utrolig oplevelse af styrke, når vi står sammen i kampen mod den borgerlige regering.

Spontanitet og bevidsthed

Hvis vi ser tilbage i historien, ser vi mange situationer, hvor arbejderklassen meget hurtigt er gået fra en meget defensiv situation til en spontan aktivitet og massestrejke. Den i historien, der mest af alle undersøgte spontanitetens betydning, var den store tyske revolutionære Rosa Luxemburg.

Rosa Luxemburg stod i spidsen for de revolutionære i den tyske arbejderbevægelse frem til sin død i 1919. Hun så, at enkeltstående økonomiske kampe mod den enkelte arbejdsgiver pludselig kunne udvikle sig til at være politiske massekampe mod den borgerlige stat. Rosa Luxemburg så, at der ikke er nogen kinesisk mur mellem økonomiske småkampe og politiske strejker. Sejre i økonomiske småkampe, der i arbejderklassen får støtte og opbakning, giver automatisk kampene mere og mere generel og politisk karakter.

Arbejderklassen henter selvtillid og er pludselig i stand til at rejse en bevægelse, der stiller magten over samfundet på dagsordenen.

Denne bevægelse i arbejderklassen er spontan, hvilket vil sige, at den ikke er kommanderet i gang af faglige ledere. Den udspringer direkte af et hurtigt stemningsskift i arbejderklassen. På den samme måde skete det i årene efter første verdenskrig og særlig i det sidste år af krigen. Arbejderklassens utilfredshed med krigen -store rationeringer på fødevarer, hårde elendige arbejdsforhold – udviklede sig pludselig spontant til en massebevægelse i hele Europa.

Rosa Luxemburg troede, at disse massekampe automatisk ville feje de reformistiske fagforeningsledere til side. Hun troede, at den spontane bevægelse automatisk ville fortsætte fremad, indtil arbejderklassen havde sat sin egen magt over samfundet igennem.

Men netop på dette punkt tog Rosa Luxemburg katastrofalt fejl. Sagen er nemlig den, at den spontane bevægelse for det første ikke bare er spontan. Der er altid et element af bevidst orientering i bevægelsen. Nogle arbejdere leder bevægelsen ud fra deres opfattelse af, hvordan kampen kan vindes. Deres ideer kan ofte være forkerte, da de ofte vil have for lidt erfaring og politisk overblik til at lede bevægelsen den rigtige vej. Dette betyder, at de spørgsmål, som hele tiden rejser sig i kampen, ikke bliver besvaret af en politisk ledelse. I stedet bliver de besvaret af folk, der giver de forkerte svar, fordi ledelsen er politisk svag.

Den bureaukratiske massestrejke

For det andet skubber en spontan bevægelse ikke bare de gamle fagforeningsledere til side. Mange gange bevarer de en stor opbakning fra arbejderklassen. Hardy Hansen bevarer en aktiv opbakning i aprildagene, selvom han går direkte imod strejkerne. Og samtidig er det eksisterende fagbureaukrati ikke bare en passiv faktor. De handler også i massestrejken.

I Tyskland i 1919 gik de således direkte ind for at smadre strejkebevægelsen, og de gik så vidt som til at organisere de tropper, der slagtede de revolutionære og militante arbejderledere.

En af de revolutionære, der blev offer for socialdemokraternes og fagbureaukraternes modangreb på strejken, var skæbnesvangert nok Rosa Luxemburg. Rosa Luxemburg blev myrdet af de socialdemokratisk organiserede frikorpstropper.

Rosa Luxemburg blev selv offer for troen på, at spontaniteten ville feje de gamle ledere til side.

Noget lignende oplevede i i Danmark i aprildagenes massestrejker. Det faglige bureaukrati og Socialdemokratiet forsøgte med fuld kraft at få kontrol med strejkerne. De forsøgte lige før påske at skrue helt ned for blusset ved at sige: »Nu skal vi have ro på arbejdsmarkedet«.

Strejkebevægelsen var ikke startet af et fagligt bureaukrati. De første dages overenskomststrejker var utroligt tamme, noget lignende kolonihavestrejkerne i 73. Først da regeringen greb ind, tog tingene fart. Regeringsindgrebet ramte den udbredte utilfredshed og harme, der er i arbejderklassen mod regeringens politik, og pludselig tog arbejderklassen selv affære over hele landet. Strejkebevægelsen var pludselig i gang trods LO-toppens forestillinger om et roligt overenskomstforløb.

Strejken kom totalt bag på både fagbureaukratiet og regeringen. Fagbureaukratiet kan handle hurtigt i sådanne situationer. De forsøgte at få kontrol over strejken ved at tilslutte sig protesten mod regeringen og ved at gribe ind mod aktiviteterne, lige så snart de så den mindste tilbagegang i spontaniteten. På denne måde, forsøger de at gøre den spontane bevægelse til en bureaukratisk massestrejke, hvor de selv kan lukke af, når de ikke længere vil have strejke.

Hvilket lederskab?

Dette forsøg, som de nu er i fuld gang med, behøver ikke at lykkes. Den spontane bevægelse kan springe frem igen uden om fagbureaukratiets kontrol. DKP-orienterede tillidsfolk og lavere venstredrejede fagbureaukrater vil så forsøge at lede strejken, men ikke frem til et egentligt opgør med regeringen. De vil stække aktiviteter, som de ikke kan kontrollere. Der vil komme en række spørgsmål om, hvordan de næste skridt skal tages. Dem vil de ikke kunne besvare, fordi de ikke baserer sig på arbejderklassens selvstændige aktiviteter, og fordi de ikke har noget svar ud over at dreje bevægelsen ind mod folketinget og den enkelte arbejdsgiver.

I den nuværende situation i Danmark er politiske argumenter og politisk lederskab af strejken hovedproblemet. Fordi de revolutionæres organisation er for svag til at være lederskab. Og netop et revolutionært lederskab er nødvendigt for at føre bevægelsen til sejr.

Hovedopgaven i dag er derfor at udbrede den revolutionære organisation og de revolutionære argumenter om, at strejken skal styres fra gulvplan, til så mange som muligt. Så vi i det næste opsving kunne føre bevægelsen til sejr uden om massestrejkens mange blindgyder.

Billedtekst:
Fagbureaukratiet forrådte arbejderklassen i Tyskland i 1919

Se også:
SAA 8: 1905: Fra massestrejke til revolution

Flere artikler i serien Marxismens betydning

Flere artikler fra nr. 8

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Massekamp

Se flere artikler af forfatter:
Ole Mølholm Jensen

Siden er vist 1186 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside