Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 80 – Marts 1992 – side 3

Marxisme i hverdagen

Alle er velkomne!

Martin B. Johansen

Mediernes og politikernes skræmmebillede af millioner af fattige og sultende i Nordafrika, Mellemøsten og Østeuropa kan meget nemt sætte antiracister på en hård prøve.

På trods af 80’ernes øgede racisme har der hele tiden været rigtigt mange, der har forsvaret indvandrerne. Tamil-sagen og sagen om de udviste palæstinensere viser, at det ikke har været uproblematisk for regeringen at bruge flygtningene og fremmedhadet i de politiske hundeslagsmål.

Men hvor man nemt kan forsvare, at Danmark har råd til at tage imod nogle tusinde flygtninge, så er hundredtusinder af folk, der flygter fra fattigdom, en helt anden sag.

Der er ingen tvivl om, at selv mange antiracister vil acceptere, at det danske samfund må lukke grænserne over for disse flygtninge. Mange på venstrefløjen vil uden tvivl fastholde, at flygtningene generelt set er ofre for et udueligt system. Men alligevel føler de sig presset til at acceptere påstande om, at det danske samfund aktuelt ikke kan modtage disse “fattigdoms-flygtninge”.

Kynisme

For socialister er det vigtigt at afvise regeringens kynisme over for flygtningene. For det første er skræmmebilledet en vild overdrivelse. Det skal bruges til at aflede opmærksomheden fra de hjemlige problemer, som regeringen står i.

For det andet er det vigtigt at holde fast i, at flygtninge skabes af det umenneskelige system, vi lever i, og af de kyniske politikere, der administrerer det.

Der er i dag over 15 millioner mennesker i verden på flugt – det er 50 procent mere end for ti år siden. Men det er kun de færreste flygtninge, som er sluppet ind i "Fort Europa". Langt de fleste befinder sig i andre 3. verdenslande.

Den stigning er en målestok for dybden af den økonomiske og politiske krise, der hærger Afrika, Asien, Østeuropa og og Latinamerika.

Golfkrigen i vinteren 1991 er et tydeligt eksempel på, hvordan forsvaret for kapitalisme skaber flygtninge. Op mod tre millioner irakere – shiamuslimer og kurdere – flygtede i løbet af krigen. Hundredtusinder af palæstinensere og andre blev tvunget til at flygte fra Kuwait.

Oven i det betød de stigende oliepriser, at den økonomiske situation blev forværret i mange lande i Afrika, Østeuropa og Latinamerika. De tvinger de herskende klasser til at skære ned på levestandarden, og de politiske konflikter, der fremkaldes af levestandarden, skaber nye flygtninge.

Det er ikke de dårlige økonomiske og sociale forhold i sig selv, der skaber flygtninge. Folk flygter kun, hvis de tvinges til det, f.eks. på grund af krig, eller hvis de mister troen på, at forholdene i deres land nogen sinde kan blive bedre.

Men det er naturligt, at folk fra 3. verdens lande flygter til de vestlige lande. De placerer blot ansvaret for deres elendighed det rigtige sted. Det er nemlig vestens magthavere, som bærer ansvaret for den økonomiske og politiske elendighed, som tvinger flygtningene til at forlade deres hjem.

Følger pengestrømmen

Flygtningene fra den 3. verden følger blot pengestrømmen. Siden 1982 har landene betalt mere i renter og afdrag på gæld, end de har fået i bistand, lån og investeringer. Det betyder, at samfundene er så nær en kollaps, at gælden er vokset med 60% i perioden.

IMF og Verdensbanken presser bogstaveligt talt befolkningerne til sidste blodsdråbe. Betingelsen for nye lån er, at de herskende klasser i u-landene producerer til eksport og ikke til befolkningen. Og beskærer de i forvejen skrabede sundheds- og uddannelsesbudgetter.

UNICEF, FN’s børnehjælpsorganisation, vurderer, at 500.000 børn hvert år dør af sult som en direkte følge af gældskrisen. Når krybben er tom, bides hestene. Krige og konflikter har fået flygtningestrømmen til at eksplodere.

Også i den forbindelse spiller Vesten en vigtig rolle. Vesten er dybt involveret i de fleste af krigene i Afrika. Samtidigt har de vestlige ledere travlt med at prædike moderation og tilbageholdenhed over for de folk i Østeuropa og Afrika, der har kæmpet imod de statskapitalistiske regimer.

Tilbageholdenhed er dog præcis, hvad der kan få almindelige arbejdere i de lande til at miste troen på, at deres forhold nogensinde bliver bedre. Det var på ingen måde tilfældigt, at Bush, Schlüter m.fl. tøvede med at fordømme kuppet i Sovjet. Men en sejr til kupmagerne kunne have givet startskuddet til, at tusindvis af russere valgte at flygte.

Det vil være forkert at betragte flygtninge som et særskilt problem. Tværtimod skaber kapitalismens kriser og krige konstant nye strømme af flygtninge. Derfor er det vigtigt for socialister at holde fast i, at flygtningeproblemerne ikke kan afskaffes uden af afskaffe kapitalismen.

Men det betyder også, at vi skal fastholde vores modstand mod at lukke grænserne. Vi ønsker en fri verden, hvor folk kan bevæge sig frit.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 80

Flere numre fra 1992

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 998 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside