Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 364 – 19. april 2018 (Kun online)

OK18

Vi er i begyndelsen af en ny tid med solidaritet

Charlie Lywood

Socialistisk Arbejderavis har interviewet to fagligt aktive om overenskomstforhandlingerne.

Carsten Sørensen er fællestillidsmand for HK’er i Silkeborg Kommune, tillidsrepræsentant for 50 økonomi- og IT-medarbejdere i kommunen. Carsten er medlem af både Enhedslisten og Internationale Socialister.

John Ekebjærg Jakobsen er formand for Stilladsarbejdernes Klub i København og Formand for Byggefagenes Samvirke i København. John er partipolitisk uorganiseret.

SAA: Hvordan vurderer I den nuværende klassekamps-situation set i lyset af både OK17 og OK18?

John: Jeg var en del med i centrum af aktiviteterne omkring OK17 på det private område. Der kom en stor vrede og mobilisering fra arbejdspladserne. Vi kunne mærke, at under ”Stem nej”-kampagnen var arbejdsgiverne rystede. Ligesådan fra fagtoppens side. De havde fejlvurderet stemningen ude på pladserne. Det er der ingen tvivl om.

Men hvis vi ser på OK18, så er der ingen tvivl om, at hele den politiske midte samt de store arbejdsgiverforeninger bredt set ser OK-forhandlinger som en mulighed for at trykke lønnen og forringe arbejdsforholdene.

Fagbevægelsen mistede et skridt i 2017. Metal og HK underlagde sig ”den nødvendige politik” dengang, så det er nærliggende at slutte, at regeringen og de kommunale arbejdsgivere har vejret morgenluft i 2018 over for de offentligt ansatte. De har konkluderet efter OK17, at det er det spor, vi går ud af i 2018.

Carsten: Det er jeg enig i. Arbejdsgiverne er gået i offensiven. De havde troet, at de kunne splitte den her “musketer-ed”.

Inden for det offentlige har arbejdsgiverne været i offensiven i en årrække. Det, vi har oplevet de sidste mange år, er nedskæringer og fyringer.Og selv om vi fik afvist det her omprioriteringsbidrag, som skulle give en procentvis nedskæring på 2 % pr. år, har vores budgetter her i Silkeborg Kommune været skåret ned med 1 % hvert år i mindst 10 år.

Det kommer ikke nødvendigvis på samme tidspunkt i alle kommuner, men det sker overalt. Og de fleste steder, også i Silkeborg, har man bare accepteret det.

Der har været meget lidt modstand, indtil Velfærdsalliancen så dagens lys for et par år siden. 11 fagforeninger i København skabte Velfærdsalliancen imod omprioriteringsbidraget, og det har betydning for den modstand, vi oplever i dag.

Men der er også sket en ændring i de offentlige arbejdsgiveres tilgang til overenskomstforhandlinger. Nu kobler de direkte statens finanser med de ansattes løn- og arbejdsforhold. Det startede med lærernes lockout i 2013, hvor man bevidst ville finansiere folkeskolereformen ved at skære i lærernes forberedelsestid.

De ting er ikke nye, da man altid har forsøgte at øge kapitalens andel af kagen ved at trykke løn- og arbejdsforholdene. Men trykket er forstærket og øget under krisen. Hele den statslige politik via tilbagetrækningsreform, dagpenge- og efterlønsforringelser til angreb på seniordagene, den betalte frokostpause og fleksibel arbejdstid er et forsøg på at få så meget som muligt arbejdskraft ud af den enkelte over et helt liv. De skal have mere ud af os.

John: Det er der overhovedet ingen tvivl om. Allerede sidste år forsøgte DR at tage de ansattes betalte frokostpause. Alle faggrupper var samlet om en fælles sag, og den blev vundet klokkeklart i en faglig voldgift. Men de offentlige arbejdsgivere vil ikke opgive kravet om på et tidspunkt at ændre det. Derfor kravet om, at det skal være en del af overenskomsten (i OK18, red.).

Det er to og en halv timer om ugen, de vil stjæle fra os. Det var og er et frontalangreb. Nok det største spørgsmål ved den her overenskomst. Der var og er ikke lagt op til at give lønkompensation. Man skulle bare give og ingenting have. Det var helt klart en prøve ved DR for at se, om den gik. Den gik ikke denne gang. Men den siger noget om arbejdsgivernes intentioner – også fremover.

Det, der sker ved den her overenskomst, er unikt

SAA: Denne offensiv, vi oplever, hvad har den betydet for stemningen på arbejdspladserne?

John: Det har betydet rigtig meget. Jeg har aldrig før oplevet, at tillidsfolk fra private arbejdspladser fra byggeriet og transporten, ringer til mig og siger ”Skal vi have generalstrejke, skal vi lave en hel dag, hvordan bakker vi op (om de offentligt ansatte, red.)”, mens forhandlinger er i gang.  

Det er folk fra OK17, som oplevede, at deres krav ikke blev taget alvorligt. At de blev kørt over af de store forbund Metal og HK, som stemte ja mens mange grupper stemte nej – byggeriet, 3F og Fødevareforbundet (NNF). Folk kobler det sammen, at det, som de offentlig ansatte udsættes for, er det samme, som de blev udsat for i OK17 sidste år. Det er nyt for mig. Det har jeg ikke set før. Den vredeskulle helst omsættes til handling.

Carsten: Det, der sker ved den her overenskomst, er unikt. Jeg har været på den offentlige arbejdsmarked i 15 år, og har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har været politisk aktiv i snart fyrre år, og det er meget anderledes, end det, jeg har oplevet før. Også i forhold til Påskestrejkerne i 1985.

Man siger, at man står sammen på tværs af sektorer og fag, hvilket i virkeligheden er fagbevægelsens DNA. At stå ”skulder ved skulder”, det går tilbage til fagforeningens start, hvor det var en kamp for at blive anerkendt.

Folk har pludselig opdaget, at det betyder noget. At der findes en styrke de vidste ikke de havde. Det er helt tydeligt, og det er helt anderledes at gå på arbejde.

I 1985 faldt tingene meget tilbage til før strejkerne. Det endte ikke godt, og man kan sige, at 1985 var de sidste krampetrækninger af det opsving, der havde været i arbejderklassens aktivitet gennem 70’erne og de tidlige 80’ere. I dag er vi i begyndelsen af noget nyt, en ny tid med solidaritet.

Men der er mange problemer ved det. På det lokale plan er der mange positive ting. Samtidigt er det tit tre skridt frem og to tilbage. Jeg har lige været til en fællestillidsmandsmøde i HK for vores område og måtte forlade mødet, da det, de snakkede om, var totalt ligegyldigt. Jeg kunne slet ikke holde ud at være der. De gad ikke snakke om, hvordan vi organiserer tingene. De var slet ikke på omgangshøjde med stemningen. HK har indkaldt til landsdækkende TR-møde, men det havde de ikke lyst til at deltage i. Så er de allerede hoppet af.

Fagbevægelsen har forsømt at styrke tillidsfolk til at være faglige aktive

SAA: Hvor ser I i dag de største svagheder i forhold til at kunne organisere en aktiv storstrejke?

John: Nedskæringer på det offentlige område har været et gennemgående tema siden midt-80’erne. Specielt på det pædagogiske område har der i starten været mange strejker, som har forhindret det værste, men har ikke betydet grundlæggende afvisning af den førte politik.

Det har betydet, at specielt BUPL (pædagogfagets fagforening) har brugt meget tid på at bygge sig selv op som fag-faglig organisation med mange pædagogiske kurser for medlemmer. Man har forsømt at styrke tillidsfolk til at være aktive fagligt. Modsat LFS (som organiserer både pædagoger og medhjælpere) i København, som har satset anderledes på at opbygge aktive TR-netværk. Forskellen er til at få øje på nu.

Et andet eksempel er lærerområdet. En af grundene til at lærerne tabte i 2013 var, at det var et uensartet billede, hvor der nogle steder var fagligt aktive TR-netværk, som organiserede forældre til at være aktive omkring lockouten med forældrevagter og dets lige. Der, hvor det blev gjort, gik det godt. Andre steder med mindre aktive TR gik det knap så godt.

Mere generelt kan man sige, at siden 1985 og nedgangen i faglig aktivitet er der ikke blevet opbygget eller fastholdt netværk af fagligt aktive folk. Kun i nogle “øer” som LFS og Byggefagene i København og visse andre steder. Men i de fleste områder mangler der et lag af fagligt aktive, som kan træde frem i sådan en situation som nu og tage ansvar for at organisere folk.

Carsten: Laget lige under bestyrelsesmedlemmer i afdelinger og tillidsfolk, som kan og vil organisere, findes ikke mere. De folk, som kan sige – ”nu går vi op i kantinen og holder møde i arbejdstiden og kalder på tillidsmanden” – de er der ikke. Når folk ikke er vant til at slås, kommer de bare til mig som TR og siger ”gør noget”.

De oplever ikke, at de selv skal handle. I dag skal man arbejde med helt basale ting, som ”hvad gør vi for, at folk føler, de er samlet om noget, hvor vi kan vinde”. Som fælles-TR har jeg sagt til mine TR’er; ”Det, I skal koncentrere jer om, er at bygge større fællesskaber op omkring jer selv. Med faglige klubber og flere fællesskabsfølelser, fordi det er det, vi kan bruge i fremtiden”.

Det handler også om at kunne ”træde frem”, som John siger. Jeg har sagt til mine TR’er; ”Ja, I kan sagtens holde et møde, hvor man inviterer en konsulent fra HK til at svare på alle spørgsmål, men det er langt bedre at I selv tager mødet, og de spørgsmål som kommer. De spørgsmål, I ikke kan svare på, må I finde ud af, hvordan I svarer på”. Groft sagt. Kun på den måde kan man bygge noget op. Det er helt grundlæggende fagforenings-opbygningsarbejde, det handler om.

Så længe man ikke laver noget, kan man ikke lære noget

SAA: Kan der udkrystallisere sig et nyt lag af aktive faglige folk i den nuværende situation?

John: Det kommer til at ske. Spørgsmålet er, hvor bredt det bliver. Under ”Nej til OK17” havde vi en meget udefinerbar størrelse, afspejlet i Facebook-gruppen. Men de mennesker, som var inddraget over hele landet, er der stadigvæk.

Spørgsmålet er, om disse folk kan finde deres ”rum”. Hvis de kan opbygge på tværs af fag og sektorer, som man gjorde ved ”solidaritets-pagten” indenfor det offentlige, ser jeg store muligheder. Det kan betyde noget for næste folketingsvalg, næste kommunalvalg. Der vil være folk, som kan huske, hvad der skete i OK18.

Carsten: Historisk set har en egentlig ”fagopposition” til fagtoppen haft sin organisatoriske rygrad i en eller anden politisk organisering, DKP (Danmarks Kommunistisk Parti) eller/og små partier til venstre.

I dag er det svært at få øje på sådanne størrelser. Der er selvfølgelig Enhedslisten, men det er ikke til at sige, om det er der,  man finder ”rummet”. Enhedslisten gør et forsøg på at være motor, men billedet er lidt det samme som i fagforeninger. Der er mange, som er uvante med aktivisme, også i Enhedslisten.

LFS’ TR-netværk og en del andre FOA-afdelinger gør også et godt stykke arbejde for at få aktivismen ind i fagbevægelsen. Blandt andet et skriv, som minutiøst beskriver, hvordan man organiserer en demonstration eller en lille aktion. Aktivismens ABC kan man kalde det.

I hovedbestyrelsen i FOA har man besluttet, at i alle afdelingens lokaler skal der forefindes et ”aktivistrum”, hvor der er plads og materialet til at lave banner og slikkepinde (skilte). I LFS har man brugt denne beslutning til meget aktivisme. Man har også folk, der rejser rundt og holder oplæg om, hvordan man kan organisere sig og lave aktivisme. Det er en bevidst satsning.

Det gode ved dette er, at så begynder folk selv at få idéer. Men så længe man ikke laver noget, kan man ikke lære noget. Mange gange er lidt også godt. Så er der noget at snakke om.

John: Jeg ser ikke for nuværende, at partierne ville kunne samle det her op. De, som er i partier i forvejen, kan bruge det til at bygge op og sikkert tage en tillidsmand med. Men ligesom de 10.000 i Fredericia d. 22. marts ikke blev til 100.000 demonstranter d. 10. april, ser jeg ikke, at det kan blive til noget ad den vej.

Jeg har mere fidus til faglige netværk, som bygges op lokalt og på tværs af fag. Både på det private og det offentlige arbejdsmarked.

Det spændende er, om de lokale fagforeninger, som er i FOA, kan give plads til de uregerlige, som ikke gider at sidde tre timer til et møde. Det er i virkeligheden det største problem i at opbygge en aktiv faglig venstrefløj. Det aktive lag gider ikke at sidde og lægge strategier. De siger ”det skal de gamle gøre” og ”fortæl mig, hvor jeg skal møde op”! Mit håb for en aktiv fagbevægelse er de unge.

Jeg oplever, at vi har et segment af folk fra 35-50 år, som har oplevet nedskæringer, men sagt, at det går nogenlunde i Danmark i forhold til andre lande i Europa, så jeg nøjes. Og lige pludselig kommer der hårde angreb, som ryster de ting, man har taget for givet. For eksempel arbejdstidens længde og betalt frokostpause. Fortsat hårde angreb, selv om man siger, at krisen er overstået.

Det giver en meget vred stemning, og det har politikerne undervurderet. Det har gjort, at solidariteten lige pludselig er blevet et plusord, og det mærker de unge. Det har udviklet en militans blandt en del af dem. Men politiske partier er ikke attraktive for dette lag.

Der er masser arbejdspladser, som skal lukkes

SAA: Hvad er den faglige venstrefløjs rolle under en eventuel storkonflikt?

Carsten: Jeg synes, det er meget simpelt. Der skal fuld skrue på alt, der kan holde gryden i kog for at lægge pres på de igangværende forhandlinger.

Jeg tror, konflikten kommer, fordi de offentlige arbejdsgivere er gået for langt og ikke kan kom ud af det igen uden at tabe ansigt. De krav, der er stillet fra de ansattes side, er næsten alle sammen for at bevare status quo. Det er svært at se, hvordan man kan bede fagtoppen om at lave en kompromis på de ting, da at give sig her betyder en tilbagegang. Vores side kan ikke give sig.

Deres taktik med den massive lockout var at invitere regeringen til at lave et indgreb efter nogle dage. Den taktik har også slået fejl. Hvad ville der ske med 500.000 mere eller mindre aktive offentlige ansatte på gaden? Tør regeringen i det hele taget gribe ind? Der ville være både kæmpe demonstrationer og stor mulighed for, at det ville brede sig til det private arbejdsmarked. ‘

Jeg tror ikke på, at et indgreb vil stoppe det. Måske ville regeringen blive nødt til at gå af. Som Jan Hoby, næstformand i LFS udtrykte det, ”De har vækkede en sovende bjørn”. Og sådan en er farlig.

John: Jeg er meget enig. Noget af prøven bliver om, hvor aktiv strejken bliver. Og her har de offentlige arbejdsgivere også dummet sig, da de ikke har lockoutet de gule og uorganiserede. Det er jo guf for fagligt aktive, som via blokader kan sørge for, at de lukkes ude. Normalt under en strejke kan der rejses spørgsmål om, hvad vi skal tage os til. Men her er det ikke noget problem, der masser af arbejdspladser, som skal lukkes.

Opgaven er at holde gryden i kog. 500.000 ansatte skal ikke sidde hjemme – de skal aktiveres. Og de offentlige arbejdsgivere har givet folk rigtig lang tid til at tænke over deres arbejdssituation; ”Hvad er det for et arbejde, jeg udfører, og til hvilken løn? Kunne det ikke være bedre?”.Den slags tanker gør folk åbne for aktivitet. Det er vores opgave som venstrefløj.

Formand for politiforbundet Claus Øxfeldt sagde på en demonstration i København, at tre politifolk om dagen forlader det svenske politi pga. de elendige arbejdsforhold. Derfor slås politi i Danmark for ikke at havne i samme situation. Det er et godt billede på, at det, man troede var et godt job, lige pludselige ikke er det mere, lige fra DJØF’eren til gadefejeren.

Kommer der en konflikt, kommer der nogle nedslag, som man aldrig har set før.

Flere artikler fra nr. 364

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 424 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside