Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 363 – 7. februar 2018 (Kun online)

Socialdemokratiets udlændingeudspil

Racistisk, gement og leflende

Charlie Lywood

Mette Frederiksens smilende kontrafej pryder forsiden af Socialdemokratiets udlændinge-udspil. Det dækker over et gement og umenneskeligt indhold.

I stedet for at kalde det “Retfærdigt  og realistisk”, burde titlen havde været “Racistisk, gement og leflende”.

Det består af tre dele. En del, som handler om, hvorfor der ikke skal komme ret mange flere “ikke-vestlige mennesker” til Danmark. Og hvordan man vil opnå det.

Den anden del handler om, hvordan man forestiller sig at kunne hjælpe flere mennesker i nød.

Den tredje del handler om, hvordan man vil føre en “moderne frihedskamp” mod “parallelsamfund”  i Danmark. Det er her,  man kan se, i hvor høj grad Socialdemokratiet har overtaget DF’s positioner, racistiske opfattelser og forslag til “løsninger”.

Ingen skal kunne søge asyl

Mediebilledet er koncentreret om det opsigtsvækkende forslag, at ingen kan søge asyl i Danmark. Asylansøgere skal være i dansk drevne lejre i udlandet. Hvis de kommer til Danmark, skal de flyves til disse lejre. Der vil de så blive overleveret til FN, som skal fordele dem via kvoter.

Hvorfor skulle FN hjælpe Danmark med dette arbejde? Danmark siger jo nej til kvoteflygtninge med Socialdemokratiets støtte. Det forslag er blot et slag i luften og har ingen gang på jord.

Desuden  vil Socialdemokratiet have en årlig kvote for familiesammenføringer  fra ikke-vestlige lande.  Så bad luck, hvis du gerne vil familiesammenføres med dine børn, og kvoten det år er opbrugt. Kvoten skal være  op til det til enhver tid siddende Folketing. Så væk er alle rettigheder og love – erstattet af hvad der lige er opportunt at gøre.

Integration eller assimilation?

Alt dette bygger på en antagelse om, at ikke-vestlige indvandrere er svære at integrere. Og set ud fra tallene kan man godt få øje på forskellene. Spørgsmålet er, hvad man mener med integration. Er der i virkeligheden ikke tale om assimilation?

Det afsløres senere i oplægget, når man taler om “danske værdier” og “danske levemåder”. Man forudsætter, at befolkningen i Danmark er en ensartet størrelse med ensartede værdier og levemåder.

Det er simpelthen ikke rigtigt. Der er myriader af forskellige måder at leve på i Danmark, og værdierne er også vidt forskellige. Når man opstiller et forkert grundlag for integration, tjener det til at splitte, udstille og begrunde diskriminerende angreb på de etniske minoriteter.

Faktisk har Hjarn v. Zernichow Boberg i sin banebrydende bog “Nydansk: Er nydanskere og danskere virkelig så forskellige”, påvist, at der næsten ingen forskelle er mellem folks opfattelser af kvinder, rettigheder, demokrati, børn og opdragelse.

Diskrimination

Måske er der en del af befolkningen, som har svært ved at acceptere nye folk og skikke, hvilket politikerne så udnytter til at skabe frygt for  “det anderledes” og  til at piske en racistisk stemning op.  Alt bliver brugt til vise  at “vi” er under angreb fra “dem”. Beklædning, helligdage, mad, bederum – you name it.

Det får konsekvenser i form af diskrimination på jobbet, på diskoteker, på gaden og fremmedfjendske udtalelser i de sociale medier. Reel integration går begge veje.

I den anden del foreslår Socialdemokratiet at EU skal lave en Marshallhjælp for Afrika.  Marshall-hjælpen var en massiv økonomiske indsprøjtning til Europa efter 2. verdenskrig. USA havde en klar forventning om også at kunne tjene på Marshallhjælpen, hvilket det gjorde.

I dag modtager EU flere penge fra Afrika, end det giver i bistand. Så medmindre EU opfører sig filantropisk og sletter Afrikas gæld, så vil det ikke nytte.

Socialdemokratiets eget bidrag til Marshall-hjælp består i, at man vil “omlægge” ulandsbistanden, som i dag er 16 mia årligt, så man bruger 7 mia årligt på bistand til lande, hvor der kommer mange flygtninge fra. I dag er det kun 3.5 mia.  Altså ikke en krone “nye penge”. Meget lidt Marshall hjælp her. En gratis omgang, som kun tjener til at tilfredsstille utilfredse socialdemokrater i baglandet.

Bøjer sig for national-konservatismen

Men det er i den tredje del om den “moderne frihedskamp”, at Socialdemokratiet  klarest udstiller sit kollaps over for nationalkonservatismen. Først  accepterer de “parallelsamfundet” som noget givet, selv om det er et falsum. Dernæst går de i gang med at bekæmpe dette falsum.

Her er et lille udpluk:

  • Hvis 50 pct. af eleverne på en privat skole har udlændinge-baggrund, så skal statstilskud standses.
  • Hjemmegående indvandrerkvinder uden uddannelse  skal tvinges til at tage en uddannelse, ellers stoppes kontanthjælpen.
  • Alle børn  af “ikke-vestlige” udlændinge  skal skrives op til vuggestuen på deres 1 års fødselsdag.
  • Ingen skole, institution eller boligområde skal have mere end 30 pct. “ikke-vestlige” børn/beboere.
  • Flygtninge, som har fået opholdstilladelse, må ikke flytte fra den kommune, de bor i, i fem år, efter at de har opnået asyl, hvis de skal opretholde forsørgelsesgrundlaget.
  • Man vil stoppe gratis tolkebistand efter 3 års ophold i Danmark.
  • Og så skal burka og niqab i øvrigt forbydes.

Højre-populisme

Tvang og undertrykkelse – det er hvad det er. Man opstiller en fiktiv fjende, og så går man ellers i gang med at chikanere, forflytte og forfølge folk uden skygge af bevis for, at det er nødvendigt.

Selv om udspillet er iklædt  realisme og retfærdighed, er det et totalt knæfald for den højrepopulistiske stemning, som har spredt sig i Europa.

Det er ikke engang DF light – det er DF for fuld udblæsning. Det er et valgoplæg, som forhåbentlig giver bagslag.

Bøtten må vendes

Det er op til os andre at vende bøtten. Vi må sige nej til at bruge flygtninge og indvandrere som syndebukke for den voksende ulighed og fattigdom.

Det er Socialdemokratiet og co., som har skåret på velfærden – ikke “ikke-vestlige” indvandrere.

Det er Socialdemokratiet og co., som har tilladt skattesnyd – ikke “ikke-vestlige” indvandrere.

Det er Socialdemokratier og co., som har dyrket hadet mod muslimer og pustet problemerne op. Der må være folk i Socialdemokratiet, som siger fra.

Nej til racisme og umenneskelighed

Vi må afvise Socialdemokratiets udspil for hvad det er. Racistisk, umenneskeligt, usolidarisk og og ude af trit med virkeligheden.

Den bedste måde at gør det på, er at bakke op om FN’s internationale dag mod racisme den 17. marts, hvor der er demonstrationer i København, Århus, Odense og Ålborg.

Dernæst starte på at opbygge et landsdækkende anti-racistisk alternativ blandt almindelige mennesker, som ikke ville acceptere ræset mod  bunden.

Vi må rette skytset mod de virkelige parallelsamfund, hvor de rige og mægtige bor – i en fælles kamp for et solidarisk og multietnisk samfund.

Se også:
SAA 363: 17. marts: Aktionsdag mod racisme
SAA 363: Landsdækkende samarbejde for flygtningevenner og antiracister
SAA 363: Det mener vi: OK 2018: En faglig konflikt er det bedste våben mod overklassens VLAK-regering
SAA 363: Hvorfor Internationale Socialister?

Flere artikler fra nr. 363

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Charlie Lywood

Siden er vist 9070 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside