Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 363 – 1. februar 2018 – side 3

Film: Den unge Karl Marx

Kampen var hans element

Lars Henrik Carlskov

Filmen “Den unge Karl Marx” skildrer en af verdenshistoriens vigtigste skikkelsers forvandling fra borgerlig humanist til kommunist og revolutionær.

Den unge Karl Marx

Den unge Karl Marx ses yderst til højre.

Instruktøren Raoul Peck kendes bl.a. for den kritikerroste dokumentar I Am Not Your Negro om den sorte amerikanske forfatter og borgerrettighedsaktivist James Baldwin.

Denne gang dramatiserer han den berømte filosof, økonom, socialistleder m.m.’s politisk formende ungdomsår. Dvs. perioden fra jobbet som redaktør af en liberal avis gør Marx til flygtning frem til udgivelsen af “Det Kommunistiske Manifest”.

Vi ser mødet med medtænkeren og medkæmperen Friedrich Engels. En rig fabrikants søn, som gennem diskussioner, fælles politisk handling, venskab og økonomisk støtte får afgørende betydning for Marx.

Centrale for hans intellektuelle udvikling og forståelse af arbejderklassen og den økonomiske analyses nødvendighed var bl.a. to skrifter af Engels (“Rids af en kritik af nationaløkonomien” og “Den arbejdende klasses stilling i England”).

Også de mange politiske møder og diskussioner med diverse arbejderforeninger og pionerer i socialismens historie, såsom Proudhon, Bakunin og Weitling, vækkes her til live på det store lærred.

Ikke nogen lænestols-teoretiker

Udover at være filmisk interessant, er én af “Den unge Karl Marx’s” forcer netop fremhævelsen af Marx som en handlingens mand med hyppig kontakt og diskussioner med datidens mest fremtrædende socialister og arbejderledere.

Modsat det gængse billede af en lænestols-teoretiker med næsen begravet i bøger. Sidstnævnte havde han selvsagt ofte. Men de sidste fire årtier af sit liv spillede han tillige en uvurderlig aktivistisk rolle i den spirende arbejderbevægelse.

Han var ikke bare forfatter til værker som “Det Kommunistiske Manifest” og “Kapitalen”. Men også hovedrolleindehaver i sammenslutningen “1. Internationale”, som førte til oprettelsen af socialistiske partier og fagforeninger i en række lande. Herhjemme i form af det socialdemokrati, som ironisk nok i dag lukker grænsen for flygtninge som Marx selv.

Og sammen med Engels fungerede han, bl.a. via omfattende brevkorrespondance, også som den nye internationale arbejderbevægelses politiske rådgiver.

Fremfor alt revolutionær

Som tidligere nævnt omhandler filmen dog kun begivenhederne frem til den knap 30-årige Marx på vegne af "Kommunisternes Forbund" skriver en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige politisk tekster.

Nemlig Manifestet, som udkom på tærsklen til Europas revolutionære bølge i 1848. Som bl.a. i Danmark førte til (en begrænset og borgerlig form for) demokrati.

“Den unge Karl Marx” formår den svære balancegang mellem præsentation af politiske idéer og underholdende historiefortælling.

Desuden er skuespillerpræstationerne glimrende og personkarakteristikkerne virker virkelighedstro. Og på nær nogle få detaljer, der sagtens kan forsvares som nødvendige dramaturgiske greb, er filmen også historisk korrekt.

Det gælder også fremstillingen af Marx’s kone Jenny og Engels partner Mary som stærke og politiske personligheder. Og den arbejderklasse, der skulle give kapitalismen dødsstødet, findes i allerhøjeste grad stadig.

Nemlig defineret som alle, der pga. manglende ejendom må sælge deres arbejdskraft eller overleve på usle sociale ydelser. Derfor er filmen politisk højaktuel. Ikke mindst fordi den viser den Marx, om hvem Engels sagde, at han “var frem for alt revolutionær” og “kampen var hans element”.

“Den unge Karl Marx”, Frankrig/Tyskland/Belgien, 2017, 118 min., premiere 9. november.

Se også:
SAA 361: Film-anmeldelse: I Am Not Your Negro

Flere artikler fra nr. 363

Flere numre fra 2018

Se flere artikler af forfatter:
Lars Henrik Carlskov

Siden er vist 359 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside