Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 362 – 5. januar 2018 (Kun online)

Iran i oprør

Interview med iranske socialister om, hvad der udløste demonstrationerne, og hvorfor de gør en forskel

Nick Clark

Irans gader eksploderede med demonstrationer i slutningen af december. Tusinder af mennesker fra de fattigste dele af samfundet har demonstreret mod fattigdom, arbejdsløshed og korruption.

Demonstranter i Iran i sidste måned (Foto: PA)

Demonstranter i Iran i sidste måned (Foto: PA).

Nick Clark har talt med to iranske socialister, Nima Soltanzadeh og Massoud (ikke hans rigtige navn) om, hvad der ligger bag demonstrationerne – og hvad de betyder for kampen i Iran.

Hvordan startede demonstrationerne, og hvad har udløst dem?

Nima: Den første demonstration startede i Mashhad. Det er Irans næststørste by, og også en religiøs by. Initiativet til den kom fra konservative hardliners, der ønskede at undergrave præsident Hassan Rouhanis regering.

De sagde, at regeringens økonomiske politik ikke har gavnet de fattige, og brugte den slags populistisk retorik, vi altid har haft i den islamiske republik [Iran]. Men den lille demonstration blev straks overtaget af folk, der ledte efter en åbning for at lufte deres egne frustrationer.

Så demonstrationen blev større og parolerne rettet mod den øverste leder, Ali Khamenei, og mod Rouhani.

Derfra spredte demonstrationerne sig til næsten 70 byer, hovedsageligt i provinsen.

Massoud: Baggrunden for demonstrationerne er en meget bred utilfredshed med den økonomiske situation: Stigende priser og konkurs for nogle pengeinstitutter. Der er en bred følelse af desillusion og pessimisme om deres fremtid i den unge generation.

Studerende på Teherans universitet råbte “Brød, arbejde og frihed”. Den unge generation føler sig usikker. Selv gymnasieelever ser på deres fædre og ældre brødre, der ikke har job.

Før disse store protester havde vi demoer næsten hver uge af folk, der havde mistet penge i konkursramte pengeinstitutter, eller som har boligproblemer. Vi havde strejker. Bevægelsen er et udtryk for denne utilfredshed. Det er ikke helt nyt, men det er en ny fase med nye paroler.

Hvem er det, der demonstrerer?

Nima: Rygraden i Den Grønne Bevægelse fra 2009 var mest fra middelklassen, selv om også andre deltog.

Nu har vi de lavere klasser på gaderne – og en særligt marginaliseret gruppe blandt dem. Det er virkelig de glemtes protester. Hovedsageligt de ledige, hvilket er grunden til, at demonstrationerne især finder sted i mindre byer – demonstrationerne i Teheran har været ret små.

Rygraden i demonstrationerne er unge mænd i tyverne, fordi ungdomsarbejdsløsheden officielt er omkring 30 procent. I nogle af disse mindre byer er den over 50 procent.

Og i disse mindre byer har de ikke de samme muligheder for at finde et job i den uformelle sektor, som de har i Teheran. Så de har ikke meget at falde tilbage på.

Og så er der problemet med klimaændringer – landbruget er ramt af tørke. Alt dette går op i en enhed og bliver straks politiseret, så regeringen og den øverste leder bliver skydeskive for demonstrationerne.

I budgetudspillet for to uger gik masser af penge til institutioner med forbindelser til de konservative og præsterne. Nu rejser folk parolen: “Hvorfor får de penge uden at betale skat?”

Folk spørger også, hvorfor pengene går til Syrien og krig? Det er faktisk ikke en dårlig parole. Det er en slags anti-krig, internationalistisk parole.

Men der er en mere negativ side, der er anti-arabisk og nationalistisk. Den afspejles i paroler som: “Ikke Gaza, ikke Libanon. Vi giver vores liv til Iran.” Men andre rejser så parolen: “Både Gaza og Iran – død over undertrykkere overalt.”

Massoud: Dette er helt anderledes end den grønne bevægelse. Denne bevægelse udtrykker et brud med regimet og dets fraktioner.

Indtil nu er demonstrationer blevet gennemført af en fraktion af regimet, de såkaldte reform-folk. De tillod ikke, at bevægelsen blev radikaliseret.

Nu er parolerne blevet mere yderligtgående: “Ned med den islamiske republik. Død over Khamenei. Død over Rouhani.”

Det er ikke overraskende, at reform-folkene har vendt sig mod denne bevægelse. Nogle har meget voldsomt bedt om, at den blev undertrykt.

Den amerikanske præsident Donald Trump og den israelske premierminister Binyamin Netanyahu har støttet protesterne af deres egne grunde. Hvad bør venstrefløjens holdning være til det?

Massoud: Regimet forsøger at knytte denne bevægelse til USA, Mossad, Saudi Arabien og monarkister.

Selvfølgelig forsøger amerikansk imperialisme, Saudi-Arabien og Irans rivaler at udnytte situationen. Men det er nonsens at sige, at de kontrollerer den. Dette er helt spontant.

Det er rigtigt, at det iranske regime har været imod USA-imperialismen, Israel og Saudi-Arabien. Men det kan ikke forhindre, at vores arbejderklasse kæmper for sine egne krav.

Det ville være principløst, hvis venstrefløjen ikke støttede demonstrationerne. Det ville bare være at give højrefløjen mulighed for at påvirke en sådan bevægelse.

Det er ægte mennesker fra arbejderklassen, der kæmper. Hvis du er tavs eller siger, du er skeptisk, vil folk sætte deres håb til den borgerlige opposition og imperialisterne.

Hvis folk ikke ser nogen venstre-bevægelse eller venstre-parti i verden, der støtter dem, vil de blive afhængige af højrefløjen. Dette er sket ofte i Mellemøsten, og det har været fatalt for disse bevægelser.

Nima: Venstrefløjen er nødt til at stå på samme side som dem, der er på gaden, men helt sikkert advare mod imperialismens rolle.

Folk har ret i at væmmes ved Trumps tilbud om støtte til demonstrationerne. Trump har ikke været en ven af iranere. Netanyahu og enevælden i Saudi-Arabien har ikke moralsk autoritet til stå på samme side som mennesker, der ønsker demokrati, kvinders rettigheder osv.

USA har sat folk fra Iran på sin ikke-rejseliste. Dette sætter begrænsninger på folk fra Iran, der ønsker at rejse for at studere eller få medicinsk behandling.

I Iran er prisen på medicin steget på grund af økonomiske sanktioner, der håndhæves af USA. Sanktioner har virkelig skadet den iranske økonomi og flertallet af mennesker.

Priserne går op, arbejdsløsheden går op. Mange virksomheder er gået konkurs.

Men USA kan skade protesterne ved at give de konservative i Iran den undskyldning, at de bliver drevet frem af udenlandske kræfter. De fleste iranere er meget knyttet til deres nationale uafhængighed.

Den iranske revolution drejede sig om at opnå iransk uafhængighed. De har fået uafhængighed, nu vil de tilføje social retfærdighed og demokrati til det.

Folk i Iran var ret vrede over Trumps rejseforbud. Det samme gælder for Saudi Arabien eller Israels rolle.

Disse kræfter vil helt sikkert forsøge at manipulere protesterne. Men det giver dem ingen kontrol over, hvad der sker på gulvplan.

Hvilken fremtid ser I for bevægelsen?

Nima: Det afgørende spørgsmål er, om større dele af arbejderklassen vil gå med. I de sidste seks måneder har vi set protester fra buschauffører, af lærere. Af pensionister, der ikke fik deres penge, og folk, der tabte penge, fordi bankerne gik konkurs. Disse protester er bygget på den vrede.

Problemet er, at flertallet af iranere endnu ikke er gået med i protesterne. Så vi må se, hvad der sker næste gang.

Massoud: Protesterne har skabt et alvorligt problem for regimet. Men vi ved, at dette var helt spontant og uden organisation.

Regimet har mobiliseret et stort undertrykkelses-apparat. Den nuværende demontrations-bølge vil måske ikke vare så lang tid.

Regimet vil måske midlertidigt kunne undertrykke bevægelsen. Energien kan måske være udtømt på kort tid. Men den økonomiske krise eksisterer stadig.

Selv når denne bevægelse stopper, er der stadig kampagner fra de ledige og mod de konkursramte pengeinstitutter. Denne bevægelse gav nyt mod til folk om, at de kan stå imod dette regime.

Oversat fra Socialist Worker (UK), 5. januar 2018.

Flere artikler fra nr. 362

Flere numre fra 2017

Se flere artikler om emnet:
Iran

Se flere artikler af forfatter:
Nick Clark

Siden er vist 484 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside