Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 361 – 4. september 2017 – side 13

Film-anmeldelse

I Am Not Your Negro

Anna Wolf

“The history of the negro in America is the history of America,” siger Samuel L. Jacksons hæse stemme hen mod slutningen af dokumentarfilmen I Am Not Your Negro (2016).

Ordene er den amerikanske forfatter, James Baldwins. Filmen, der er instrueret af den haitianske instruktør, Raoul Peck, er struktureret over Baldwins bogmanuskript Remember This House, som han ikke nåede at gøre færdigt før sin død i 1987.

Baldwins selvbiografiske erindringsstykker og refleksioner over racisme og identitet kædes sammen med gamle optagelser med ham, filmklip fra det 20. århundrede, fotografier og sange. Resultatet bliver et portræt af en mand, en befolkning og en kulturel historie i det moderne Amerika, dybt infiltreret af et racebetinget voldstraume, der endnu ikke er blevet gjort op med.

Medgar, Malcolm, Martin

1960’erne, hvor Baldwin selv var kommet tilbage til USA fra Paris for at deltage i borgerrettighedsbevægelsen, danner ramme for Baldwins erindringer.

Årtiet, der så den sidste store oprejsning i afroamerikanernes kamp mod racisme sideløbende med strejker og studenteroprør. Årtiet, der trækker sine tråde århundreder tilbage til slaveriet og frem til politivold og BlackLivesMatter i 2010’erne.

Det blev også årtiet, hvor toneangivende sorte aktivister skabte enorme bølger af håb om forandring. Baldwin mødte og kendte både Medgar Evers, Malcolm X og Martin Luther King, Jr. Alle tre blev likvideret, før de fyldte 40 år i henholdsvis ’63, ’65 og ’68.

Hvert af disse mord blev et slag mod bevægelserne og en yderligere indkapsling af den fortvivlelse og vrede, som 60’erne også var. For de sorte amerikanere havde kampen aldrig været mere udtalt og synlig, men det samme gjaldt samfundets dybe kløfter og fordrejninger.

Heltene døde. En efter en. Det er oprørende og mildest talt tankevækkende at høre Baldwins refleksioner over at vokse op som sort barn i et segregeret samfund kombineret med filmklip fra Hollywoods tidlige dage: hvide helte i euforisk flugt hen over det unge Amerikas sletter, mens de skyder den ene forfølgende indianer ned efter den anden.

Det går op for dig, at du er indianeren, siger Baldwin.

Only a pawn in their game

I Am Not Your Negro er et testamente til den strukturelle racisme i USA. Den sortes historie i Amerika er Amerikas historie – Amerika, som vi kender det, er født med racismen i sit DNA.

James Baldwin repræsenterer en skikkelse, der selv har været dybt splittet på spørgsmålet.

Billederne af den sorte/ikke-hvide i USA har siden satiretegningens, fotografiets, filmens mv. fødsel været repræsenteret som ‘den anden’; gæsten, freaken, slaven, monsteret, djævelen – “the negro”, som han udtrykker det i ’60’er-jargonen.

Dette billede opstår i og med den hvide (mand) som mennesket, helten, herskeren, den alsidige personlighed – “a man”.

Dette er den fortælling, der er blevet skabt og holdt i live – bevidst og ubevidst. Baldwin har også følt vreden, desperationen og bitterheden og kunne – med rette – have allieret sig med den mest sekteriske Black Panther-formation i troen på, at den sidste kamp udkæmpes mellem sort og hvid.

For på mange måder gør den det. Slaveri, lynchning, segregation og brutal politivold er grusomheder begået af hvide mod sorte. Medgar Evers blev skudt ned på sin bopæl af en Ku Klux Klan-mand. Og hvide i USA (og resten af verden) mangler stadig en erkendelse af, at den racistiske undertrykkelse er lige så meget en del af deres (min, vores) arv, som af sortes.

Men Baldwin ved også, at problemet er i hjertet af systemet. For når han siger, at den sortes historie er Amerikas, siger han også, at det er det kapitalistiske system, der ligger til grund for nationens tilblivelse, der indeholder racismen. I hjertet af slaveriet ligger imperialisme og profitvirksomhed bygget på gratis arbejdskraft.

“Only a pawn in their game,” sang Bob Dylan i 1964 i en protestsang om mordet på Medgar Evers. Kun en brik i deres spil. Racismen er en splittelsesmekanisme, der spiller de mennesker, der burde stå sammen mod undertrykkelse og udbytning, ud mod hinanden.

Men dens rodfæstethed i ord, lyd og billeder i den amerikanske (og europæiske) arv nødvendiggør, at hvide mennesker også sætter sig på tilskuerpladserne for en stund.

Flere artikler fra nr. 361

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Anna Wolf

Siden er vist 8 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside