Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 360 – 28. august 2017 (Kun online)

Imellem håbløshed og enorme muligheder – at være revolutionær 2017

Anders Bæk Simonsen

I en diskussion med en kammerat for nyligt sagde vedkommende, at det for de fleste mennesker er nemmere at forestille sig store katastrofer for menneskeheden såsom klima-katastrofe, krige og andre uhyggeligheder end en social revolution inden for en nær fremtid.

Et hurtigt blik på nyhedsbilledet en tilfældig sensommerdag vil umiddelbart give ham ret. Vanvittige krigstrusler, utilstrækkelige klimaaftaler, asociale nedskæringer og racisme, lader til at fodre hinanden endeløst i en ond spiral.

Jo der er nok at lade sig slå ud af, opgive håbet om en bedre verden for menneskeheden og i stedet fokusere på at nyde den tid vi har sammen med vores nærmeste på bedste vis i en mere og mere farefuld verden.

Overfor dette valg er der dog en række spørgsmål der sagte, men insisterende trænger sig på.

Hvilken verden ønsker man rent faktisk, at yngre generationer vokser op i

Først og fremmest, hvor meget vil man reelt kunne nyde denne tid, når man ved, at forholdene for ens nærmeste og særligt de yngre, vil blive mere farefuld, usikker og desperat?

På det nationale plan har de sidste 40 års nyliberalisme og særligt de sidste 10 års krisepolitik betydet et hav af reformer af arbejdsmarkedet og velfærden, som efterlader os – den brede arbejderklasse – langt værre udsigter end foregående generationer.

Det gælder også på det globale plan, hvor økonomisk krise, klimakrisen, flygtninge-krisen og krige om kontrol over klodens ressourcer, spiller sammen i en dødsensfarlig cocktail.

Bagved samværet med ens nære – der kan være nok så rart, sjovt og dejligt – truer de dystre udsigter altså.

Afmagtens ideologi

Håbløsheden og den manglende tro på, at man sammen kan gøre en forskel, ændrer styrkeforholdet mellem arbejderklassen og den herskende klasse til sidstnævntes fordel. Hvis ingen ønsker at kæmpe sammen, vil angrebene på arbejderes levevilkår fortsætte.

Udover det, er det også den stemning, som fascismen; ”afmagtens ideologi”, historisk er vokset ud af.

Hver gang en større social opstand eller revolution er slået fejl, har det været fulgt op af dybt reaktionære bevægelser, hvor de mest primitive ”koder”; hudfarve, etnisk og religiøst tilhørsforhold, bliver afgørende for den sociale orden, og splitter det skæbnefællesskab vi har som arbejderklasse.

Vores skæbnefællesskab

Det vil sige os, der er nødt til at sælge vores arbejdskraft for at overleve, under betingelser, som vi ikke har nogen særlig indflydelse på, for at en lille elite kan øge deres rigdom og magt i dyb rivalisering med andre i eliten.

Det er et generelt vilkår, både herhjemme og ude i verden, at vi bor sammen i større multietniske byer, og går i børnehave, skoler eller på arbejde med folk der kommer fra andre lande, har en anden hudfarve eller tro end en selv.

Den økonomiske udvikling ikke bare i vesten, men over hele kloden de sidste 50 år, har gjort arbejderklassen til verdens største sociale klasse.

Vi har som arbejderklasse ingen interesser i nedskæringer på velfærd, lavere løn og ringere arbejdsvilkår, mere usikkerhed på arbejdsmarkedet, krige eller ligegyldighed over for klimaproblematikkerne.

Arbejderklassen ”i sig selv”....

Om vi opfatter os som arbejdere, der igennem klasse, er forbundet med andre arbejdere over hele  kloden eller ej, ændrer det ikke på, at vi rent objektivt deler grundlæggende livsvilkår og interesser.

Det vil sige, uanset om vi opfatter os som middelklasse, vidensarbejdere, løsarbejdere eller noget helt andet, skaber vores arbejde profit til bosserne.

Arbejderklassen er både i den private sektor, hvor vi producerer varer, og i den offentlige sektor, der producerer fremtidig arbejdskraft (børneinstitutioner og uddannelse), reparerer arbejdskraften (sundhedsvæsenet) og sikrer infrastrukturen (veje, jernbaner,  havne og lufthavne), hvor varerne og arbejdskraften kan transporteres.

På denne måde er vi altså som klasse, ”et materiale for social udbytning” i sig selv. Uanset om vi forstår det eller ej.

...eller arbejderklassen ”for sig selv”

Det interessante sker imidlertid, når vi begynder at forstå ovenstående; at vi faktisk er denne globale, sociale klasse, som producerer samfundets værdier.

Med den erkendelse begynder vi også at forstå, at vi sammen som en social klasse har et meget magtfuld våben. Et våben hvis styrke ligger i, at vi er de fleste, og at vi producerer samfundets værdier. Vi kan nemlig sætte en stopper for samfundets produktion ved at strejke, og dermed udfordre den herskende klasses magt.

Det er i den erkendelse vi går fra at være et socialt materiale for udbytning; en social klasse i sig selv, til at være en social klasse med bevidstheden om sin egen styrke; en klasse for sig selv.

Fraværet af organisationer der vil kamp

Mange forskellige forhold, som der ikke er plads til at gå ind på her, har været med til at forvrænge vores forståelse af arbejderklassens centralitet i at skabe en bedre verden.

Der har været et fravær af faglige og politiske organisationer med vilje til at foretage praktiske skridt til at organisere sociale kampe for at forsvare velfærden, stoppe vores krigsdeltagelse og stå mod racismen.

Dette fravær af kamp har øget den individuelle fornemmelse af magtesløshed, da ingen udover superhelte, kan slås mod systemet og vinde alene.  

Men rundt omkring på kloden har almindelige mennesker faktisk organiseret sig, stået sammen og vundet sociale kampe mod nedskæringer, racisme og for bedre arbejdsforhold.

Fra afmagt til modmagt

For nyligt er det kommet til udtryk i Storbritannien, hvor Jeremy Corbyn fik en historisk vælgerfremgang, på et venstreorienteret valgprogram, der sigtede mod at skabe et samfund ”for de mange, ikke de få”.

I USA fik den erklærede socialist, Bernie Sanders, over 12 mio. stemmer ved præsidentkandidatvalget sidste år. Og endelig er Enhedslisten og Alternativet herhjemme steget markant i meningsmålingerne på venstreorienteret politik.

Dette er klare tegn på, at flere og flere modsætter sig udviklingen, der kun kommer de mest privilegerede til gode. Men hvis vi for alvor vil ændre samfundet til det bedre må modstanden tage afsæt i den styrke, vi har i kraft af vores klassetilhørsforhold.

Fra vores avissalg og generelle snakke med folk omkring os, har vi erfaret, at flere folk forstår, at systemet ikke fungerer og ikke sikrer en værdig fremtid for nogen af os. Det er dog stadig meget abstrakt for rigtig mange, at det er arbejderklassen, der er nøglen til at skabe en anden og bedre verden.

Det kan en lille organisation som vores ikke ændre det store på, men vi kan samle de folk der deler dette perspektiv, og handle sammen i forskellige kampagner for at gøre en forskel nu – uanset hvor minimal den er, og for at forberede os på fremtidens sociale kampe.

Flere artikler fra nr. 360

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Anders Bæk Simonsen

Siden er vist 476 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside