Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 360 – 27. juni 2017 – side 15

Hvem hersker egentlig over England?

Dave Sewell

Vi får ofte at vide, at i modsætning til diktaturer, så er det ‘folket’, der regerer Storbritannien. Men det er en rig og magtfuld elite, der ikke er valgt, som har hænderne på rattet.

Vi har hørt meget om “vores demokrati” i løbet af valgkampen (op til det britiske valg, 8. juni 2017). Men nogle af de mest magtfulde poster og institutioner i landet er ikke kontrolleret af den demokratiske proces – og bliver det heller aldrig. De, som virkelig driver samfundet, har en massiv, koncentreret magt.

En kerne af kun 147 virksomheder kontrollerer 40 pct. af over 43.000 multinationale selskabers rigdom – og 727 kontroller 80 pct. af den. Chefer og direktører i én virksomhed sidder også i bestyrelsen af mange andre virksomheder. Og deres enorme rigdom giver dem enorm økonomisk magt og politisk indflydelse.

Vi har set glimt af denne magt i valgkampagnen. Fredag den 26. maj 2017 ramte værdien af pundet et lavpunkt sammenlignet med de to foregående måneder, efter meningsmålinger viste, at Labour var på vej til at indhente Theresa Mays forspring.

En mystisk institution har bestemt, at det konservative parti skal genvælges. Dette kan minde om markedets reaktion på sidste års EU-afstemning. Der var ikke mere eller mindre rigdom i verden efter det resultat. Men folket havde stemt imod status quo og blev straffet med et valuta-løb, der pressede menneskers levestandard.

“Pundet” og “markedet” bliver beskrevet som naturkræfter eller humørsyge guder, hvis ønsker skal imødekommes for at undgå omfattende kriser.

Disse økonomiske kræfter reflekterer beslutninger, som bliver taget af ekstremt rige personer og investeringsbanker, som kontrollerer det meste af pengemængden i samfundet. De er en del af en kapitalistklasse og milliardærer, som ejer det meste af økonomien og som ikke er bange for at benytte deres magt.

Bosserne forsøger jævnligt at holde arbejdere og regeringen som gidsler. Bilfabrikanten Nissan truede sidste år med at nedlægge titusinder af arbejdspladser, hvis den ikke fik mere støtte fra regeringen.

Mediemogulen Rupert Murdoch kræver at ministre og opposition bejler til ham eller risikerer at møde hans vrede. Og problemet er ikke kun de rige. Den valgte regering er kun en lille del af en overvejende ikke-demokratisk valgt stat.

Uansvarliggjort

Tjenestemænd og dommere er beskrevet som “uafhængige”. Det betyder i virkeligheden, at de ikke stilles til ansvar, selv om deres beslutninger kan have enorme konsekvenser. Dommere kan ødelægge folks liv – fra kvinders ret til skilsmisse til de tusinder, som er fængslet for at være fattige.

Tjenestemænd har langt mere føling for, hvad der foregår i ministerierne end ministrene. Deres indflydelse gør dem til mål for lobbyisme, og de kan få højt betalte ”stillinger” ved at tilbyde at bruge deres netværk på vegne af virksomheder.

Endelig er der de poster, som håndhæver statens magt og dets monopol på voldelig magt. England har i dag over 125.000 politibetjente og et militær med 144.000 i aktivt personale. Og der er enorme fængsler, et grænsepoliti udstyret til at anholde, tilbageholde og deportere mennesker samt et netværk af private sikkerhedsfirmaer og entreprenører.

Disse er de rigide, hierarkiske institutioner, hvis struktur og ledelse er uberørt af valg.

De store politiske partier er vokset op i dette udemokratiske system. Alt for ofte er de enten en del af eliten eller desperate efter at være det. Når Labour-politikere oprigtigt har forsøgt at ændre systemet, er oddsene imod dem. Nogle forsøger at bruge dette som undskyldning for ikke at kæmpe.

Chok

Men kapitalismens tyranni kommer ikke som et chok for arbejdere. Det er noget, de fleste af os oplever som en del af vores hverdag. Vi bliver nødt til at bruge det meste af vores tid og energi på arbejdspladser, der er ledet som i diktaturer.

Vores chefer bestemmer hvad der skal gøres og hvemder bliver hyret til det – og hvem der bliver fyret. Det er ikke en overraskelse at arbejdere føler foragt for demokratiet uden lyst til at udfordre eller knuse det. Men bossernes magt er ikke uanet.

Jernbane-ejer og milliardær, Richard Branson, fører ikke et eneste tog, tjekker billet eller vedligeholder skinnerne. Det gør ham og hans lige afhængige af de arbejdere, der bestrider disse job. Og de bliver de nødt til at give indrømmelser til de virkelige værdiskabere.

Bosserne overdriver ofte deres magt for at aflede eller afskrække modstand. Fabriksejere taler om at flytte produktion til udlandet, som var det let som ingenting. Men når alt kommer til alt er det ikke så let at flytte tungt maskineri, specialarbejdere, velfungerende forsyning eller adgang til markedet.

Bosser er intet uden arbejdere – og ligeledes staten. Den eneste måde, hvorpå vi kan vinde et meningsfyldt demokrati, er at styrke arbejderes ret til at tage kontrol over vores samfund, hvilket kun kan gøres ved at give modstand til de ikke-demokratiske kræfter, der i virkeligheden hersker i England.

Oversat og forkortet fra Socialist Worker (UK), 30. maj 2017.

Flere artikler fra nr. 360

Flere numre fra 2017

Se flere artikler af forfatter:
Dave Sewell

Siden er vist 120 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside