Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 358 – 17. marts 2017 – side 13

Præsidentvalg i Frankrig

Fascisten Marine Le Pen fører

Jørn Andersen

Fascisten Marine Le Pen fører snævert i meningsmålingerne op til første runde af det franske præsidentvalg 23. april, men har næppe en chance i 2. runde.

Le Pen fra det fascistiske Front National står til ca. 27 pct. af stemmerne, men kun et mindretal af de borgerlige vælgere forventes at støtte hende i 2. runde (mellem de to med flest stemmer), der foregår 7. maj.

De fleste andre vil i 2. runde formentlig samles om højre-socialdemokraten Macron, der ligger på 2. pladsen med 24-25 pct. Han har forladt det socialdemokratiske Socialistparti og dannet sin egen platform op til valget, kaldet En Marche! (Fremad).

Ved et valg i 2. runde mellem Le Pen og Macron giver meningsmålingerne Le Pen ca. 40 pct. og Macron ca. 60 pct.

Den borgerlige (Republikanerne) François Fillon, tidl. premierminister under præsident Sarkozy fra 2007-12, står til ca. 20 pct. Han stod i lang tid til at gå videre til 2. runde, men en sag om misbrug af offentlige midler sendte ham ned på 3. pladsen.

Socialistpartiets officielle kandidat, venstre-socialdemokraten Benoît Hamon (ca. 14 pct.) har 4. pladsen. Og på 5.pladsen er Jean-Luc Mélenchon (mellem SF og EL), som står til 10-12 pct.

Socialistpartiets kollaps

Den afgående præsident, Socialistpartiets François Hollande, blev valgt i 2012 på et håb om forandring efter den borgerlige Sarkozy.

Men hans præsidentperiode vil først og fremmest blive husket for to ting: For det første “Arbejdsloven”, et meget brutalt angreb på franske løn- og arbejdsforhold, der ramte alle, men især unge.

Loven blev mødt af strejker og store protester, men den endte med at blive gennemført.

For det andet undtagelsestilstanden, Hollande indførte efter angrebet på avisen Charlie Hebdo i januar 2015. Ud over fx demonstrationsforbud har den givet politiet næsten ubegrænsede beføjelser til at angribe især muslimer. Undtagelsestilstanden er stadig i kraft.

Popularitet styrtdykker

Efter valget i 2012 var Hollande en ret populær præsident (60 pct. syntes om ham), men ret hurtigt faldt opbakningen til under 20 pct.

Trods en kortvarig stigning i popularitet efter Charlie Hebdo-angrebet faldt den i november 2016 helt ned på 4 pct. Det gjorde ham til Frankrigs mest upopulære præsident. 1. december 2016 meddelte han, at han ikke søgte genvalg.

Som SF i Danmark har måttet sande, er straffen for at føre borgerlig politik hård, kontant og retfærdig.

Socialistpartiet opstillede i januar Benoît Hamon, som forlod Hollandes regering i protest mod angrebene. Han ligger mere på linje med Bernie Sanders og Jeremy Corbyn og har lovet at afskaffe den forhadte arbejdslov.

Efter hans opstilling er Socialistpartiets opbakning steget fra 6-7 til ca. 14 pct.

Fascisterne

Front National (FN) er Europas største og mest etablerede fascistiske parti. Det er 2. gang, FN når videre til 2. runde.

I 2002 tabte FN stort i 2. runde: 17,8 pct. til Jean Marie Le Pen mod 82,2 pct. til den borgerlige Chirac. Nu står de til at få 40 pct. i 2. runde.

Derudover forventes FN at få en betydelig fremgang ved parlamentsvalget i juni – fra de nuværende 2 mandater (ud af 577) til måske omkring 60. (Det franske valgsystem gør det svært at forudsige.)

Som det gælder andre steder, foregår kampen mod fascister og højre-nationalister ikke først og fremmest på valgdagen, men i hverdagen.

Front National vokser, når arbejderklassen lider nederlag i kampen mod magthavernes krisepolitik – som fx i kampen mod arbejdsloven.

Derfor er det afgørende, at venstrefløjen før, under og efter valget fokuserer på sin egen uafhængige kampagne for at opbygge modstand mod krisepolitik og racisme – og ikke underlægger sig presset om at føre kampagne for den nedskæringspolitiker, der ender med at stille op mod Le Pen.

Se også:
SAA 358: Det yderste højre og venstrefløjen ved det hollandske valg
SAA 358: Tyrkiet og den autoritære stat

Flere artikler fra nr. 358

Flere numre fra 2017

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1990-

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 478 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside