Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 318 – 18. marts 2012 (Kun online)

Euro-krisen

Kan græske arbejdere slå bankerne?

Sotiris Kontogiannis

Grækerne er nødt til at acceptere nedskæringerne, hævdes det ofte, fordi alternativet ville være værre. Sotiris Kontogiannis argumenterer for en arbejderstyret betalingsstandsning mod bankerne.

Regeringen og medierne i Grækenland fører en skræmmekampagne mod udsigten til en betalingsstandsning og udtræden af eurozonen. De foranstaltninger, som ”trojkaen” (Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Union og Den Europæiske Centralbank) påtvinger, kan være hårde, siger de. Mange mennesker vil måske lide.

Men alternativerne er endnu værre. Uden bistand fra trojkaen vil Grækenland gå i betalingsstandsning. Staten vil løbe tør for penge. Løn og pensioner vil være nødt til at blive suspenderet. Den græske banksektor vil være fuldstændig afskåret fra de europæiske og internationale finansmarkeder. Bankerne vil lukke og hæveautomaterne holde op med at virke. Importen ville stoppe, hylderne i supermarkedet vil stå tomme, og folk vil sulte. Benzinstationerne vil løbe tør for brændstof, og folk ville blive tvunget til at leve i kulde og mørke.

Tilbage til drakmen?

I sidste ende, siger de, vil Grækenland blive tvunget til at forlade eurozonen – eller endda blive smidt ud – og vende tilbage til at bruge den græske drakme, den gamle nationale valuta, som med det samme vil blive kraftigt devalueret med 50, 60 eller endda 70 procent. Folk vil miste deres opsparing, mens lønningerne vil blive reduceret til småpenge. Så vil profitmagerne, der i mellemtiden vil have overført deres rigdom til schweiziske og andre udenlandske banker, komme tilbage og opkøbe alt for ingenting.

Alle disse skræmmende forudsigelser er ledsaget af bunker af ”videnskabelige undersøgelser” og ”særlige rapporter” med masser af tal, diagrammer og fremskrivninger. Det prestigefyldte græske dagblad, Kathimerini, skrev i november: ”Ifølge undersøgelser vil ... recessionen i Grækenland nå op på (en tilbagegang på) 7,6 procent, ledigheden vil nå 18,5 procent, inflationen vil stige til 20,2 procent ... den nye valuta vil blive devalueret med 75 procent.”

Det er ikke bare den umulige præcisionsgrad – inflationen vil stige til 20,2 procent, ikke 20,1 procent eller 20,3 procent – der gør disse analyser så latterlige. Værre er det, at de økonomer, der har beregnet disse forudsigelser, er de samme mennesker, som for tre år siden var helt ude af stand til at se, at krisen nærmede sig.

I oktober 2008, en måned efter at investeringsbanken Lehman Brothers krakkede, forsikrede den samme avis sine læsere: ”Selv de mest pessimistiske analytikere forudser ikke, at recessionen vil banke på døren til den græske økonomi ... Det græske finansielle system står ikke over for de problemer, som det internationale banksystem står over for, i hvert fald ikke i samme størrelsesorden. Det har en stærk egenkapital og er ikke i samme omfang afhængigt af det internationale inter-bank-marked, som nu er frosset. Desuden har de græske banker ikke investeret i det farlige sub-prime obligationsmarked, som de amerikanske og europæiske banker har gjort, af indlysende årsager: De nød godt af høje afkast fra traditionel bankvirksomhed.”

I dag har, ifølge officielle data, arbejdsløsheden i Grækenland nået 20,9 procent. Grækenlands økonomi er skrumpet med en årlig rate på 7 procent i de sidste tre måneder af 2011. Det er tal, der er meget tæt på de forudsigelser, som Kathimerini kom med tilbage i november – men de er ikke resultatet af en betalingsstandsning og en udtræden fra eurozonen. Det er deres ”redningsplan”, som har kastet Grækenland ned i kulden og mørket.

De skræmmende scenarier er ikke blot baseret på usikre forudsigelser. De er hovedsageligt baseret på grove løgne. Det er løgn, at den græske stat ikke ville være i stand til at betale for lønninger og pensioner uden bistand fra trojkaen. Grækenland har indtil nu modtaget 73 mia. euro fra trojkaen – men ikke en eneste cent af disse milliarder er blevet brugt til pensioner og lønninger. I 2011 var det samlede beløb, som Grækenland udbetalte til de græske, europæiske og internationale banker i renter og afdrag over 63 mia. euro. Trojkaen bidrog kun med 35 mia. euro af dem. Grækenland var afhængigt af skatter og nye kortfristede lån fra den græske banksektor for at hente forskellen hjem.

Den seneste aftale, der nu er vedtaget af EU-lederne, er ikke bedre. Af de 130 mia. euro, som Grækenland vil modtage, vil private bankfolk direkte putte mindst halvdelen i lommerne – 30 mia. euro som et plaster på såret for at acceptere nedskrivningen af den pålydende værdi af græske statsobligationer, 6 mia. euro i rentebetalinger, 30 til 40 mia. euro (eller endnu mere) til rekapitalisering. Andre 35 mia. euro vil gå direkte til centralbankerne i landene i eurozonen. Den resterende del vil blive låst på en særlig konto, der er overvåget af trojkaen, og udelukkende anvendt til fremtidig tilbagebetaling af gæld.

Skibs-profitter

Det er ikke sandt, at Grækenland vil synke ned i fattigdom og sult, hvis det ikke ”opfylder sine forpligtelser” over for sine kreditorer og bliver afskåret fra de internationale pengemarkeder. Det er rigtigt, at den græske økonomi har et underskud på betalingsbalancen – hvilket betyder, at indtægterne fra turisme og eksport ikke er nok til at finansiere landets import.

Men kun noget af denne import forbruges af arbejderklassen og de fattige. I 2011, for eksempel, brugte den græske økonomi næsten 4 mia. euro på at importere skibe. Skibe er naturligvis en investering. Mange mennesker vil tænke, at i et land med så mange øer, er det en nyttig investering. Men langt de fleste af disse skibe er tankskibe. Det er investeringer, der vil lægge hundreder af millioner oven i rederiernes overskud, men ikke vil lægge en eneste cent i de offentlige kasser.

Grækenland har den største handelsflåde i verden, ikke fordi ”grækere er født til at være søfolk”, men fordi rederierne ved lov er fritaget for at betale skat. Hvis deres interesser fortsat har prioritet, så vil vi helt sikkert komme til at sulte – med eller uden betalingsstandsning.

Der er ingen ende på disse løgne og falske argumenter. Grækenland er ikke engang selvforsynende med fødevarer, siger de. Selv korn og sukker importeres. Dette er igen et latterligt argument, især når det udtrykkes af hardcore nyliberale, de samme mennesker, der insisterede på, at for at være konkurrencedygtig skulle Grækenland specialisere sig i de sektorer, hvor vi har en ”konkurrencefordel”. En national økonomis succes i en moderne globaliseret kapitalisme måles hverken ved sin selvforsyningsgrad eller ved sin sværindustri.

Den græske krise er ikke et resultat af fiaskoer i den græske kapitalisme, men af dens tidligere succeser. I 2010 var Grækenland, på trods af sin dybe recession, stadig en af de rigeste økonomier i verden. Et lille land med kun 11 millioner indbyggere, som besatte 32. pladsen på listen over de rigeste nationer. Rødderne til denne succes blev plantet tilbage i de første år i 1990’erne. Vesten havde netop vundet den kolde krig, og Grækenlands nordlige naboer (Albanien, Jugoslavien, Bulgarien og Rumænien) tilhørte den besejrede Østblok. For den græske herskende klasse var dette en kæmpe-chance – Athen kunne blive et knudepunkt for udplyndring af vore nabolande på Balkan.

I 1990’erne ”opdagede” den græske herskende klasse bankerne. Nye banker blev grundlagt. Udenlandske banker blev købt, og filialer blev åbnet i næsten alle store byer på Balkan. En af de rigeste redere, nu afdøde Yiannis Latsis, blev bankmand, næsten fra den ene dag til den anden. Hans bank, Eurobank, er nu en af de største i regionen. For de herskende klasser var det gyldne tider – især efter 2002, hvor Grækenland trådte ind i eurozonen. Den græske økonomi boomede – vækstraterne var to eller tre gange højere end i Italien eller Tyskland. Penge flød ind fra hele verden for at blive investeret i denne lille mirakeløkonomi.

Boblen brister

Men det var et mirakel bygget på spekulation – en boble baseret på papir-overskud og voksende internationale kreditter. Den nuværende græske gældskrise er først og fremmest produktet af, at denne boble brast. Eksponeringen af det græske banksystem over for giftige amerikanske subprime boliglån var faktisk lille – men dets eksponering over for den lige så giftige udplyndring af Balkan var enorm. I oktober 2008 afleverede Kostas Karamanlis’ borgerlige regering 28 mia. euro til bankerne for at ”beskytte” banksektoren mod den internationale krise.

Dette tal er nu steget til mere end 100 milliarder euro, primært som sikkerhed. Nu vil de få endnu 30 til 40 mia. euro – denne gang i rigtige penge – for at tilføre ny kapital til dem. Staten bliver den største aktionær i alle græske banker. Normalt ville dette betyde, at staten også ville kontrollere bankerne. Men det bliver ikke resultatet – rekapitaliseringen vil ske gennem særlige aktier, som ikke giver stemmeret. Med andre ord vil den forgældede græske stat låne 30 til 40 mia. euro, og så bare overlade disse penge til Latsis-familien og de andre bankfolk.

Det er indlysende, hvorfor den herskende klasse forsøger så hårdt at overbevise os om, at en betalingsstandsning og udtræden af euroen ville være sådan en katastrofe. For dem vil det helt sikkert være en katastrofe. Det handler ikke bare om de milliarder, som bankerne stopper i egne lommer – de har satset alt på deres Balkan-plyndringer. For dem er det et spørgsmål om liv og død. Og de er klar til at tage enhver risiko for at vinde.

På gaden

Men de er ved at miste pusten. Det er ikke bare økonomien. Arbejderklassen er på gaden, og det politiske system er nu på randen af sammenbrud. Den 12. februar belejrede hundredtusinder af mennesker Plateia Syntagmatos, pladsen foran parlamentet i Athen, for at protestere mod den nye EU-aftale. Enorme demonstrationer fandt sted samtidig i alle de større byer i Grækenland. Det var en enorm menneskemængde – hele centrum af Athen blev til en demonstration, og derefter en slagmark, da uropoliti forsøgte at sprede folk med knipler, tåregas, lydbomber og vilkårlige anholdelser. Ingen ved præcist, hvor mange mennesker, der gik på gaden den dag, men det var helt sikkert en af de største demonstrationer i nyere historie. Den var sandsynligvis større end demonstrationerne 19. og 20. oktober, som væltede Georg Papandreous regering.

I stedet for at smadre bevægelsen har angrebene styrket arbejderklassens modstand. Massedemonstrationerne er blot én del af billedet. Ud over dem er der strejkebølgen. Vi har haft 18 generalstrejker på to år – noget hidtil uset selv efter græsk målestok. Men det var strejker organiseret af fagforenings-bureaukratiet – én- eller to-dages-strejker, indkaldt efter pres fra arbejderklassen.

Nu står den herskende klasse over for en række permanente strejker i den private sektor, med spektakulære strejker organiseret af arbejderne selv. Arbejderne i Halyvourgia, en af de tre store stålvirksomheder i Grækenland, har været i strejke i mere end 100 dage. Eleftherotypia, et af de store græske dagblade, er ikke udkommet siden december 2011 på grund af tidsubestemt strejke. Endnu værre for arbejdsgiverne, så har journalister og arbejdere udsendt deres egen strejke-avis kaldet Ergazomenoi (”Det Arbejdende Folk”). Avisen er væk efter få timer fra kioskerne. Den seneste udgave solgte over 31.000, et tal, som Eleftherotypia aldrig kunne komme op på.

Et andet eksempel er tv-kanalen Alter. Arbejderne dér har også været i strejke i over tre måneder. De havde deres eget program under arbejderkontrol, og det lykkedes dem at sende det i ugevis og trodse forsøg fra bosserne på at lukke det ned. Ånden i oprøret er nu selv ved at sprede sig til mindre arbejdspladser. Et eksempel er Loukisas, en lille virksomhed med 35 ansatte i Peristeri, en forstad til Athen, som også er i tidsubestemt strejke.

Politisk krise

Modstanden omdanner den økonomiske krise til en politisk krise. PASOK, Georg Papandreous og Evangelos Venizelos’ (finansministeren, som er den faktiske leder af den nuværende Loukas Papademos-regering) socialdemokratiske parti, falder fra hinanden. I de seneste meningsmålinger får partiet mellem 8 og 12 procent. Over 20 af PASOKs parlamentsmedlemmer nægtede at stemme for den nye EU-aftale i februar og blev straks ekskluderet af partiet.

”Nyt Demokrati”, de græske konservative, bevæger sig nu hurtigt i samme retning. Efter at have foregivet at være imod EU-aftalen støtter Antonis Samaras, den konservative leder, nu åbent regeringen og dens barske foranstaltninger. Han blev også tvunget til at ekskludere over 20 af sine parlamentsmedlemmer, efter at de nægtede at støtte aftalen. Nu har et af disse ekskluderede parlamentsmedlemmer meddelt, at han danner et nyt borgerligt parti.

De dominerende partier i Grækenland er i en kæmpe-krise, der minder om ”Tangentopoli”-skandalen i Italien i begyndelsen af 1990’erne, der ødelagde de to dominerende regeringspartier, Bettino Craxis Socialistparti og Giulio Andreottis Kristelige Demokrater.

Venstrefløjen er i rivende udvikling i Grækenland. Ifølge meningsmålinger ville parter til venstre for PASOK få over 40 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. I Italien var venstrefløjen også meget stærk i 1990’erne. Arbejderne havde en kæmpe chance, men desværre ødelagde venstrefløjens ledere denne mulighed: Krisen overlod magten til Silvio Berlusconi, Liga Nord’s Bossi og den tidligere fascist Fini. Der er ingen tvivl om, at den herskende klasse i Grækenland pønser på lignende scenarier.

Men historien gentager sig ikke blindt. ”Menneskene skaber deres egen historie,” skrev Karl Marx, ”men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret.”

Ingen kan forudsige udfaldet af den krig, der er brudt ud mellem arbejderne og den herskende klasse i Grækenland. Men én ting er sikker: Arbejderne fra Halyvourgia, Eleftherotypia, Alter TV, Loukisas og de hundredtusinder af mennesker, der kæmpede med politiet den 12. februar, vil ikke uden videre give op.

Oversat fra Socialist Review nr. 367, marts 2012
http://www.socialistreview.org.uk/article.php?articlenumber=11934

Se også:
SAA 318: Mere arbejdermagt i Grækenland
SAA 318: 2. udgave: Så hårdt rammes grækerne

Flere artikler fra nr. 318

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Krise og modstand - Grækenland

Se flere artikler af forfatter:
Sotiris Kontogiannis

Siden er vist 2532 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside