Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 315 – 9. december 2011 – side 8

Socialismen må genvinde sit hegemoni

Hans Jørgen Vad

Selv om den økonomiske krise har rejst tvivl om det kapitalistiske system, er modstanden mod dette system, generelt kun defineret ved dens enighed om at være anti–kapitistisk. Hvad skal der sættes i stedet?

Vi har i år set en stadig mere sammenbrudsagtig udvikling i kapitalismens moderlande. Først den truende nedsmeltning i USA, som måske forekom mindre reel, da den kunne bortforklares som magtkampe mellem demokrater og republikanere.

Det kunne man imidlertid ikke med den senere udvikling i Grækenland og Italien, som reelt har fået suspenderet deres nationale demokrati og er sat under administration af den europæiske storkapital. Helt uhørt blev Grækenland (af alle lande) brutalt forhindret i at gennemføre noget så ærkedemokratisk som en folkeafstemning. Alligevel er der stort set ingen debat om socialisme.

Krisen virker uløselig – hvad er svaret?

Det var måske forståeligt, hvis det var på vej til at løse krisen. Men som det ser ud nu, kan den via Spanien, Portugal og franske banker nemt brede sig til hele Europa, hvilket igen vil slå tilbage på USA´s i forvejen skrøbelige situation.

Hermed ikke sagt, at kapitalismen globalt er ved at bryde sammen. Men dens problemer er dog så åbenlyse, at der selv i borgerlige kredse er diskussioner om, at systemet har overlevet sig selv. Men igen: Stort set ingen diskussion i offentligheden om, at socialisme er et alternativ.

Vi har set voldsomme protester i Grækenland, Indignados i Spanien og senere Occupy, som fra Wall Street blev til globale demonstrationer den 15. oktober. Men alligevel er de ikke kommet ud over at blive opfattet som antikapitalistiske.

Hvilket er en alvorlig begrænsning, selvom mange socialister opfatter antikapitalisme som en positiv reaktion på krisens hærgen: Både som modstand mod dens værste konsekvenser og som en øjenåbner på vej til politisk bevidstgørelse.

Antikapitalisme er ikke noget svar

Den fortsatte kriseudvikling viser antikapitalismens utilstrækkelighed. For “anti” er ikke nok, hvis krisen udvikler sig til en regulær nedsmeltning. Ordet anti-kapitalisme, råber det jo nærmest efter, hvad der skal sættes i stedet for denne kapitalisme? Det er ikke nok at være anti – vi må byde på noget positivt. Og her er socialisme jo det helt naturlige svar, hvor demokrati erstatter markedskræfterne som styringsmekanisme.

Så længe antikapitalismen begrænser sig til at bekæmpe kapitalismens effekter, forbliver den i realiteten en form for reformisme, uanset hvor radikale kampformer, man anvender.

Hvis militansen ikke har et sigte, der rækker ud over kapitalismen, vil den begrænse til at lappe på den – og blot være militant reformisme. Hvilket understreges af, at vi i den antikapitalistiske lejr ofte ser kreative forslag til reformer af finansverdenen, banksystemer mv. (Tobin-skat, Glass-Steagall-love osv.). Forslag, som i deres indhold er regulært borgerlige trods det sympatiske sigte om en mere retfærdig kapitalisme.

Antikapitalisme og socialisme historisk

I et historisk perspektiv kan det undre, at anti-kapitalisme er blevet et så dominerende overbegreb for nullernes progressive oppositionsbevægelser. For begrebet omfatter så ikke-socialistiske tendenser som traditionskonservatisme, nazisme, øko-femenisme, politisk islam og andre religiøse kritikker. Kun anarkisme bygger ligesom socialisme på et fundamentalt lighedsprincip.

Sådan var det ikke i 70´erne, hvor stort set alt oppositionelt havde betegnelsen “socialistisk” (om end iblandet anarkistiske stænk visse steder). Vel at mærke ikke socialisme a la den “virkeliggjorte” slags, som Moskva-kommunismen dengang betegnede sig. Nej, det var “det nye venstres” socialisme, som søgte tilbage til den oprindelige marxisme, der lå forud for den stalinistiske forvanskning.

Det startede i Seattle 1999

Når socialismen i den grad blev overskygget op gennem nullerne, skal årsagen findes i flere forhold i den bevægelse, som startede med WTO-topmødet i Seattle:

Det afgørende var det ideologiske hegemoni-tab, som socialismen led efter Murens fald i 1989, som ikke begrænsede sit til dem Moskva-orienterede socialisme. Det var en global effekt, som påvirkede overalt.

En anden faktor – forstærket af ovennævnte – var, at mange af de aktive kræfter i Seattle ikke primært udsprang af arbejderbevægelsen. Men i høj grad var bønder, “oprindelige folk”, miljøaktivister, borgerrettighedsfolk og mange andre, som var udsat for neoliberalismens tryk.

En tredje faktor, som ofte undervurderes, er en måske frivillig selvbegrænsning, som de faktiske socialister i bevægelsen ubevidst pålagde sig selv. Dels under trykket af den modvind, som “socialismen” var udsat for, men som en indrømmelse til en anarkistisk/antiautoritær tendens i bevægelsen.

Ingen socialisme uden en klar socialistisk vision

Det er fx symptomatisk, at Europas yderste venstre, som er domineret af socialister, kalder sig for ‘European Anticapitalist Left’. Og selv om det er en tilfældighed, at det yderste venstre i Danmark hedder Enhedslisten, er det i hvert fald symptomatisk, at det aldrig taler om socialisme – selv om det står centralt i programmet.

Men der er ingen vej udenom, hvis vi er enige om, at kapitalismen har spillet fallit: Skal det lykkes med et alternativt samfund, må der formuleres en vision om det, hvilket pt. er helt fraværende i den offentlige debat – og ikke som i 1848, hvor “et spøgelse gik gennem Europa”.

Skal socialismen genvinde sit ideologiske hegemoni, skal vi åbent vedkende os den, som Marx afslutningsvis gør i Manifestet, hvor han siger, at “Kommunister forsmår at skjule deres analyser og hensigter” men “erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved at hele den eksisterende samfundsorden styrtes med magt.”

Med andre ord skal vi kunne forklare, hvordan vi når frem til det. Og at det ikke bare kan fungere for det proletariat, som kun har “deres lænker at tabe”. Men også, at det vil være et bedre samfund, “hvor solen altid stråler smukt”, som det hedder i sangen.

Billede: Fra WTO-topmødet, Seattle 1999.

Flere artikler fra nr. 315

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Hans Jørgen Vad

Siden er vist 671 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside