Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 3

Vilde strejker mod regeringen

Christine Bergen

”Et varmt forår er i vente. Det er længe siden, vi har set den slags vilde strejker, hvor protester mod regeringens politik går ud over enkelte arbejdsgivere. Jeg tror, at der er sat ild til noget, der længe har ulmet, og vi vil komme til at opleve flere af den type konflikter inden valget.”

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen til Nordjyske.

Torsdag den 3. februar gik arbejdere i strejke mod regeringens politik. Blandt de grupper, der nedlagde arbejdet, var en central begrundelse utilfredshed med regeringens politik. Strejkerne, der var organiseret fra neden, spredte sig i løbet af dagen til hele Danmark.

Talsmanden for postbudene i Valby, Jens K. Jensen, siger: ”Først halverede de dagpengeperioden, derefter forringede de mulighederne for efteruddannelse, og som en ekstra lussing er vi blevet pålagt en fagforeningsskat. Nu er turen kommet til efterlønnen, hvor vi skal blive på arbejdsmarkedet, til vi bliver 71.”

Martin Serup, havnearbejder i Københavns Havn, begrunder strejken sådan: ”Baggrunden er den borgerlige regerings og Dansk Folkepartis mange angreb på arbejdere og ubemidlede i Danmark. Samtidig har man foræret milliarder til de rigeste i samfundet gennem skattelettelser.”

Regeringen og fagbureaukratiet

I regeringen er der – ikke overraskende – ingen opbakning til de strejkende, Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, siger, at de strejkende i stedet ”burde rose regeringen for at tage hånd om de udfordringer, vi står over for”.

Men heller ikke fra fagforeningerne møder de strejkende nogen opbakning.

3F-formanden for Kastrup Lufthavn, Henrik Bay-Clausen, varslede, at strejkerne ville være ovre den næste dag, kaldte dem for ”et signal” og tilføjede: ”De, som har strejket, har ønsket at markere, at nu er bægeret fyldt.”

Strejkerne har været radikale, og de kom dagen efter, at LO samlede 5.000 frustrerede tillidsmænd til et møde i Odense. Men mødet blev ikke brugt på at organisere modstand mod nedskæringer – i stedet kunne man høre på fagforeningsbosser der talte, og den eneste debat på mødet var gruppearbejde om argumenter for at beholde efterlønnen.

Fagtoppen vil ikke organisere kamp, og når den alligevel opstår, går de ikke ind og støtter og spreder den, men reducerer den til en ”markering”. Hvis vi vil andet end bare at sende signaler til skiftende regeringer, der alle skærer ned, kan vi ikke stole på fagtoppens støtte. Vi må opbygge netværk på arbejdspladserne, der kan organisere og holde liv i strejker, så vi kan vinde og ikke bare igen og igen nøjes med at markere vores vrede.

Hvad skete der?

Udover en generel utilfredshed med regeringen og dens politik som blev delt af alle de strejkende, blev der også strejket imod konkrete forhold på arbejdspladserne.

Buschaufførerne

Utilfredshed over selv at skulle betale 5.100 kroner hvert femte år for et lovpligtigt kursus. Selv om kurset er en betingelse for at få lov at køre bus, betaler arbejdsgiverne ikke.
5.000 strejkende buschauffører lukkede store dele af den offentlige trafik. I hovedstadsområdet havde strejken standset 200 buslinier, i Syd- og Vestsjælland 33. Al bustrafik blev stoppet i Esbjerg, Fanø, Hjørring, Frederikshavn og Aalborg. Aalborg busterminal blev blokeret, og et fagligt møde samlede 200 chauffører.

Lufthavnsarbejderne

I Københavns Lufthavn nedlagde ca. 1.000 arbejdet i utilfredshed med arbejdsforholdene og sikkerheden. Bl.a. nedslidning, forurening med partikler og faldulykker. I denne vinter er der mindst 40, der er kommet til skade ved faldulykker. I deres løbeseddel skriver lufthavnsarbejderne, at Macquarie (det australske selskab, der ejer aktiemajoriteten i lufthavnen) tænker mere på profit end de ansattes sikkerhed. Der blev holdt faglige møder i Billund og Aalborg lufthavne.

Skraldemændene

Skraldemændene fra R98 nedlagde arbejdet i solidaritet med de andre strejkende. Amager- og Vestforbrændingen blev blokeret hele dagen, ligesom der ikke blev hentet skrald.

Havnearbejderne

I Esbjerg, Århus, Fredericia, Aalborg og København nedlagde havnearbejderne arbejdet.

Stilladsarbejderne

200 stilladsarbejdere blokerede Kongens Nytorv i en halv time. Bagefter lavede de blokader på Amager sammen med skraldemændene.

Postbudene

I Valby og Kastrup strejkede postarbejderne.

Teknisk forvaltning og Vej og park

I Taarnby Kommune nedlagde teknisk forvaltning arbejdet. Og i Dragør og Taarnby nedlagde Vej- og Park-afdelingen også arbejdet. Det skete i solidaritet med de andre strejker.

Flere artikler fra nr. 306

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp efter 2010
Pension/Efterløn
Faglig kamp (DK): Skraldemænd/renovation
Krise og modstand (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Christine Bergen

Siden er vist 829 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside