Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 300 – 12. august 2010 – side 7

Åbn grænserne for frihedens og økonomiens skyld

Jakob L. Krogh

Dansk Folkeparti har foreslået en integrationskommission, der skal undersøge hvad indvandrere fra ikke-vestlige lande koster det danske samfund. Formålet er at give Dansk Folkeparti endnu flere argumenter for lukkede grænser og at give indvandrerne skylden for nedskæringerne på velfærden.

Friheden til selv at vælge hvor man vil bo er en fundamental frihed, der burde gælde alle. Derfor er alle frihedselskende mennesker imod enhver form for kontrol med ind- eller udvandring. Det inkluderer også enhver form for begrænsning i, hvem der har ret til at bo og leve i hvilke lande. Derfor kan økonomien aldrig blive en begrundelse imod indvandring.

Realiteten er også at indvandring er en økonomisk fordel, ikke en belastning, i ethvert rationelt samfund.

Når vi ikke selv skal betale for opvæksten

I 2000 vurderede en FN-rapport, at der var brug for en netto-indvandring på 13,5 millioner om året til Europa over de næste 50 år for at udligne effekten af en aldrende og aftagende befolkning.

Al værdi kommer fra menneskeligt arbejde. Vi har alle sammen enormt behov for atmosfærisk luft, men det har ingen værdi – det kan ikke sælges, fordi det ikke kræver noget arbejde at fremskaffe. Alt hvad der kræver arbejde at fremskaffe har derimod en værdi og kan sælges.

Hvis man ser bort fra familier, der er flygtet fra krig og katastrofer, er flertallet af indvandrere unge mennesker, der kommer til Europa, inklusiv Danmark, for at arbejde. Babyer, der bliver født i Danmark, skal først skal gå i vuggestue, børnehave og skole, før de er klar til at arbejde. Indvandrere er billigere arbejdskraft, fordi deres opvækst er overstået, når de kommer.

Flere arbejdsløse på vej?

Det store spørgsmål for om indvandrere er en gevinst eller ej er altså om de arbejder eller om de ikke arbejder. Det samfund som indvandrerne kommer til har enormt behov for arbejdskraft. Der er ældre der skal passes, vindmøller der skal bygges, børn der skal uddannes, tog der skal køres osv.

Men der er samtidig en høj arbejdsløshed. Det er netop den høje arbejdsløshed, der gør at nogen begynder at tro på Dansk Folkepartis løgne om, at indvandre er en omkostning for samfundet.

Men grunden til at nogle indvandrere og mange andre ikke kan finde arbejde er, at det samfund som indvandrerne kommer til er et dybt irrationelt samfund, der ikke kan finde ud af at udnytte de ressourcer, det har i form af arbejdsdygtige mennesker. Derfor kan det heller ikke finde ud af at udnytte de ekstra ressourcer det får tilført i form af endnu flere arbejdsdygtige mennesker.

Det, Dansk Folkeparti gør med sit forslag om at finde ud af hvad indvandre koster, er at flytte fokus fra det reelle problem – krise og arbejdsløshed.

Arbejdsløsheden skyldes at virksomhederne fyrer folk, når de ikke kan tjene penge på at have dem ansat, selv om der er behov for de produkter de producerer. Når Vestas fyrer 1150 i begyndelsen af krisen, var det ikke fordi der ikke var brug for vindmøller, men fordi de ikke kunne sælge vindmøller.

Et samfund for alle

Ved at skabe et samfund, hvor der er arbejde til alle, kan vi bygge vindmøller, passe de ældre og meget mere. Men vi kan også sikre, at alle har friheden til selv at vælge hvor de vil bo, fordi vi formår at udnytte indvandres ressourcer. Et samfund, hvor der er arbejde til alle, kræver, at vi omlægger produktionen, så målet ikke er mere profit, men at dække flere behov.

Hvis vi skal lave et sådant samfund er fjenden ikke indvandrerne, men dem der i dag lever af profitterne – direktørerne og spekulanterne. Vi behøver ikke en undersøgelse for at se om de er dyre for samfundet, vi kan nøjes med at kigge på bankpakkerne.

Flere artikler fra nr. 300

Flere numre fra 2010

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 536 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside