Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 283 – 31. oktober 2008 – side 6

Går det amerikanske århundrede på hæld?

Chris Bambery

Kreditkrisen har svækket USA, men USA er stadig den globale supermagt, argumenterer Chris Bambery.

Den 7. februar 1941 bragte Life Magazine en lederartikel, skrevet af bladets leder og grundlægger, Henry Luce. Artiklen havde titlen “The American Century“, eller det amerikanske århundrede, og slog til lyd for, at USA, ved slutningen af Første Verdenskrig, havde forpasset sin chance for at forme verden efter sit eget økonomiske og sociale forbillede.

Men nu var en ny verdenskrig brudt ud, og USA blev tilbudt en ny chance, som det ikke måtte gå glip af igen.

Luce skrev: “Vi må helhjertet acceptere vores pligt og mulighed for, som den mægtigste og mest vitale nation i verden, og som konsekvens heraf, at udøve vores fulde indflydelse på verden, med de formål og med de midler som vi anser det for passende.“

Han tilføjede, at “ved ethvert samarbejde med det britiske imperium, skal Amerika indtage rollen som overordnet.“

Lederens forslag vandt genklang i og omkring de herskende cirkler i USA. Den blev genoptrykt i publikationer rangerende fra det intellektuelle Washington Post til massemarkedets Readers Digest.

I dag spørger mange sig selv om, hvorvidt det amerikanske århundrede er forbi. USA’s økonomiske magt har været nedadgående i mange år. Dets militære ressourcer er bundet fast i besættelserne af Irak og Afghanistan og nu truer kreditkrisen med at knuse dets globale finansielle forrang.

Men hvordan vandt USA sin globale dominerende position i første omgang? Ifølge myten opstod den som en konsekvens af det frie markeds sejrsgang, men i virkeligheden intervenerede den amerikanske stat løbende for at sikre dets økonomiske og finansielle dominans.

USA opstigning til at blive den største industrielle magt skete i kølvandet på borgerkrigen som sluttede i 1865. De industrielle Nordstater inkorporerede de overvejende Landbrugs-Sydstater, hvis slavebaserede økonomi havde produceret bomuld til Englands tekstilfabrikation.

I løbet af 15 år, efter Nordstaternes sejr, havde USA overhalet Storbritanniens industrielle produktion og i 1913 stod USA for 32 pct. af verdens industrielle produktion.

Men det var Første Verdenskrig der gav USA lov til at blive verdens førende finansielle magt. Indtil da havde USA været en debitor-nation, som lånte mere fra de europæiske magter end den investerede i udlandet.

I løbet af krigen måtte Frankrig og England sælge deres amerikanske aktiver for at finansiere deres gæld, mens Tyskland mistede alle sine udenlandske aktieposter og fik lov til at betale overvældende krigsskade-erstatninger. Både vinderne og den besejrede endte med at optage store amerikanske lån.

Den internationale økonomiske opgang i midten af 1920’erne var baseret på, at andre lande importerede amerikanske produkter og optog lån i dollars. USA’s andel af den globale industrielle produktion nåede 40 pct. i 1929, da Wall Street krakket varslede 30’ernes store depression.

Denne depression skyldtes hovedsageligt, at amerikanske banker krævede øjeblikkelig betaling for deres lån til Tyskland og den amerikanske regerings iver efter at beskytte hjemmemarkedet ved at indføre import-afgifter, for at sikre egen landbrugs og industri-produktion.

Dominans over olien

Mange af import-restriktionerne tog sigte mod England, som måtte se sin dominans over Mellemøstens olie udfordret af USA. I 1938 betød den tyske handelstrussel, ifølge amerikanernes opfattelse, at USA havde overhalet England som den største trussel.

Samme år underskrev præsident Franklin Delano Roosevelt en aftale om udbygning af flåden (The Naval Expansion Bill). Det var den største amerikanske militære omkostning i fredstid, og den sikrede, at landets investeringer langt oversteg rivalernes i flåde-oprustnings-kapløbet.

For den herskende klasse i USA handlede Anden Verdenskrig ikke om at overvinde fascismen, men snarere om en konflikt mellem imperialistiske rivaler. Faktisk var det ligeså meget en konflikt mellem de magter, der gik sejrende ud, som mellem dem og aksemagterne.

Den eksilerede russiske revolutionære, Leon Trotsky, så dette komme så tidligt som I 1934. “USA-kapitalismen er oppe imod de samme problemer som skubbede Tyskland på krigsstien i 1914“ advarede han. “Verden er splittet? Den kan kun være splittet. For Tyskland var det et spørgsmål om at ’organisere Europa’. USA må ’organisere verden’. Historien bringer menneskeheden ansigt til ansigt med den amerikanske imperialisme.“

Så sent som i 1939 lå USA nummer 19 i rangordenen over militære magter – efter Portugal. Men fra 1939 og til dets indtrædelse i krigen i 1941 fordoblede USA sine væbnede styrker otte gange til 1.5 millioner.

Da Frankrig faldt til Hitler i juni 1940, bad Roosevelt kongressen om at øge forsvarsbudgetterne med 1. mia. dollars. De besluttede sig for 1.5 mia. dollars. I løbet af de kommende måneder besluttede de at bruge yderligere 6.5 mia. dollars på militære udgifter.

Anden Verdenskrig gjorde, at USA til sidst overhalede England som den største imperiale magt. Den lagde fundamentet for de økonomiske og politiske arrangementer som dominerede det følgende halve århundrede.

I løbet af krigen steg USA’s totale produktion (GDP) fra 91 mia. dollars til 166 mia.. Det industrielle output blev fordoblet. Antallet af producerede maskindele blev tredoblet. General Motors forsynede en tiendedel af den amerikanske krigsproduktion og ansatte 750.000 nye arbejdere. Motorfirmaet Ford producerede mere militært isenkram end Italien.

Roosevelt og hans administration var eksplicitte i forhold til deres planer om at beskytte og inddæmme fremmede markeder. Vicepræsident Henry Wallace skrydede, at “morgendagens amerikanske forretningsmand“ ville forstå, at “de nye grænser (The new frontier) går fra Minneapolis og hele vejen til Centralasien“.

Under sin ’åben-dør politik’ ønskede USA at slå ind i andre imperialisters koloniale markeder, smadre protektionistiske barrierer og etablere deres kontrol over verdens kapitalistiske system.

Ingen anden magt kunne bruge de ressourcer, som USA havde til rådighed. Manhatten-projektet, som udviklede atombomben, havde ansat 120.000, fordelt over 37 installationer i 19 forskellige stater. For at kunne bygge bomben på kun tre år brugte forbundsregeringen 2 mia. dollars – eller hvad der svarer til 24 mia. dollars i dagens penge.

Den britiske krigsindsats og økonomi var afhængig af amerikanske importer og lån og prisen England kom til at betale var at opløse sit imperium. Den engelske herskende klasse måtte også acceptere den pakke som blev besluttet på Bretton Woods-konferencen i 1944, som bandt de vestlige valuta-kurser op på US-dollaren, institutionaliserede frihandlen samt grundlagde IMF og Verdensbanken.

Det krigshærgede Europa og Asien sultede og behøvede amerikansk hjælp. USA stod også for Marshall programmet – lån og tilskud til genopbygning af landene.

General George Marshall var præsident Harry Trumans indenrigsminister. Han gjorde det klart, at programmets ydelser, “ville ophøre omgående for ethvert land der stemmer kommunismen til magten.“

Et længerevarende amerikansk mål var kontrol over Mellemøstens olie. USA var ikke afhængig af disse forsyninger, men det var Europa. Efter svære forhandlinger blev briterne tvunget til at afgive kontrollen med Saudiarabien.

England underskrev en aftale, der gav USA den reelle kontrol over Saudi-arabiens olie, samt skænkede amerikanerne retten til en stor militærbase i Dhahran ved den Persiske Golf – i hjertet af et kæmpe oliefelt. Den Saudiske konge blev tildelt store lån og amerikansk militær.

For at understøtte sit økonomiske forspring med militær styrke opbyggede USA militære alliancer, der strakte sig over hele kloden. Den mest betydningsfulde af disse, nemlig North Atlantic Treaty Organisation (NATO), blev grundlagt i 1949 og sikrede en permanent amerikansk involvering i europæisk politik.

George Kennan, det amerikanske udenrigsministeriums chefarkitekt bag politikken om at inddæmme kommunismen, gjorde ikke desto mindre grin med NATO som et “militært forsvar mod et angreb ingen planlægger“. Han tilføjede, at NATO “øgede dybden og uenighederne i skellet på kontinentet, og nærmest tvang individuelle lande til at vælge side“.

Den kolde krig blev brugt til at tvinge stater over hele verden til at acceptere en alliance med USA – eller i realiteten et afhængighedsforhold. På den hjemlige front ledede senator Joseph McCarthy en heksejagt imod kommunister og venstreorienterede som knuste enhver radikal hindring for den nye efterkrigs-orden.

Men samtidig blev grænserne for den amerikanske magt også mere tydelige. I 1949 blev det amerikanske håb om at få kontrol over Kina knust, da Kommunistpartiet tog magten. I 1950 blev USA trukket ind i en konventionel krig med Kina og Korea som endte i en omkostningsfuld hårdknude.

USA var stadig i stand til at intervenere åbent i den tredje verden, men selv dette blev saboteret af det fatale nederlag i Vietnam. Omkostningerne ved Vietnam-krigen havde betydet et enormt budget underskud for USA. Dollaren led en alvorlig tilbagerulning af dens finansielle magt og frem for alt stod USA over for seriøse økonomiske konkurrenter i Japan og Tyskland.

Dette var begyndelsen på en lang æra af tilbagegang for USA. I 1945 stod USA for 50 pct. af verdens samlede produktion (GDP). I dag er tallet nede på 25 pct.

Gennem de tre sidste årtier har USA forsøgt at genvinde deres ’pre-Vietnam’ magtposition gennem en række udenlandske krige, ofte kamufleret som “humanitære“ interventioner. “Krigen mod terror“ er blot den seneste i rækken af USA’s forsøg på at udnytte deres militære styrke til at booste deres skrantende økonomiske magt.

Denne tilbagegang skal dog ses i kontekst. USA er stadigvæk den største industrimagt i verden, langt foran Kina. Kinesisk import udgør 3 % af USA’s GDP, mens Kinesisk eksport til USA udgør 10 % af Kinas GDP. Der er stadig et ulige forhold mellem de to.

Produktivitet

Omkring 40 pct. af verdens budgetter til forskning og udvikling er kontrolleret af kun 100 multinationale – heraf er hovedparten placeret i USA.

De tre største medicinvirksomheder (Pfizer, Johnson & Johnson og Glaxo Smith Klein), to af de fire største bilproducenter (Ford og General Motors) og den største computer-software-virksomhed (Microsoft) er alle placeret i USA.

Derudover står USA for 50 pct. af verdens militærudgifter. Under den kolde krig brugte USA “frygtens politik“ til at konsolidere deres kontrol over “den frie verden“. Krigen mod terror spiller i dag den samme rolle, blot hvor islam har erstattet kommunismen som det ideologiske mål.

Da det tidligere Sovjetunionen kollapsede i 1991 blev der talt meget om, hvordan vi levede i en “unipolær verden“ med USA som den eneste globale magt.

Det er dog ikke sådan, udviklingen er gået. Kina opfattes som en hovedrival til USA, og krigen mellem Rusland og Georgien har vist, at Rusland fornyer sine imperiale ambitioner i sin baghave.

Den nuværende økonomiske krise udstiller svagheden i den amerikanske økonomi. Men USA kontrollerer militære, finansielle og økonomiske nøgleelementer, og vil gøre brug af dem for at sikre sin globale position. At dømme efter de hidtidige erfaringer med “det amerikanske århundrede“, ved vi, at dette vil ske på bekostning af resten af verden, og det store flertal af USA’s egen befolkning.

Bragt i Socialist Worker 2122.
Oversat af Alexander Lassithiotakis

Se også:
SAA 283: Farvel, Bush
SAA 283: Fattigdommen vokser i USA
SAA 283: Ustabiliteten i Afghanistan vokser mens USA bomber Pakistan

Flere artikler fra nr. 283

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
USA

Se flere artikler af forfatter:
Chris Bambery

Siden er vist 3245 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside