Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 263 – 6. december 2006 – side 6

Kampen om Libanon: Interview med libanesisk socialist

Hizbollahs sejr åbner nye muligheder for socialister

Jeres udsendte mødte Simon Assaf i Beirut, to dage før mordet på Gemayel, til en snak om Libanon efter Israels nederlag, Hizbollah og perspektiver for fremtiden.

Hvad er baggrunden for den aktuelle regeringskrise?

Det er modsætningen mellem de officielle politiske institutioner og politikken på gaden.

Det politiske system i Libanon blev etableret i 1943. Da jeg var ung, boede og arbejdede 75 pct. i landsbyerne. I dag bor 95 pct. i byerne – langt de fleste i Beirut.

Det politiske system blev dannet for at sikre godsejerne politisk indflydelse, men i dag er de fleste arbejdere i byerne.

Det politiske system, der blev oprettet af kolonimagten til at “dele og herske“, og som er baseret på etnisk-religiøs “magtdeling“ baseret på en folketælling fra 1930erne. Men i dag er der fx langt flere shiaer, end der var i 1930erne.

Det er et system, som har sikret eliten fra de forskellige etnisk-religiøse grupper kontrollen over Libanon.

Denne sekteriske opdeling er hemmeligheden bag systemets succes i at bevare kontrollen.

Hizbollah

Hvad er Hizbollah for en størrelse?

Hizbollah er på mange måder en historisk tilfældighed.

De opstod i en periode med borgerkrig. De har deres rødder i de fattigste og mest marginaliserede dele af det libanesiske samfund, de fattige shia’er i byerne, som blev drevet væk fra deres jord under krigen.

Og de opstod som en anti-imperialistisk organisation, som ikke var indblandet i den etniske vold og milits-kampene. De så det som deres hovedopgave at gøre en ende på den israelske besættelse i Syd-Libanon. Ved at sætte alle kræfter ind på dette vandt de en ret bred støtte i bredere dele af det libanesiske samfund.

De er disciplinerede, og bliver set som meget “rene“, ukorrumperede og faktisk meget ærlige – de gør hvad de siger, og de siger hvad de gør.

Men de er en organisation med rødder i én bestemt del af samfundet de fattige shiaer. Så selv om de har en bred støtte så har de altså kun deres base i én del af samfundet.

Der har altid været to spørgsmål for Hizbollah: Det ene er at kontrollere deres mere religiøse elementer fra især Syd-Libanon. Det andet, hvordan de kan åbne meget mere op for den generelle støtte de har.

De fremstår nu som en national befrielsesbevægelse, eller en national modstands-organisation med en enorm støtte langt ud over deres sociale base, men som samtidig deres rødder i den.

Hvad de har behov for at gøre er at transformere sig selv fra en sådan organisation til en sekulær (ikke-religiøs) bevægelse. Problemet er, at det kan de ikke. De er begrænset af bl.a. politikken i det sydlige Libanon.

[I Beirut så jeres udsendte masser af billeder af Nasrallah (og andre politiske ledere). I Syd-Libanon var billederne ofte med både Nasrallah og den iranske imam Khomeini, men ikke i Beirut.]

Hizbollah kan bevæge sig et vist stykke, og de har faktisk forandret sig rigtigt meget. Men de kan næppe bevæge sig ret meget længere i den retning.

Libanon er grundlæggende opdelt i en herskende klasse og arbejderklassen. Den bevægelse eller organisation, der kan samle arbejdere, studerende og fattige fra alle dele af samfundet, er endnu ikke født.

Men de betingelser, der gør det muligt, at de kommer, er nu til stede. Og det er et massivt skift.
Det vigtige i, at Israel blev slået er, at vi i dag kan gå rundt i Libanon – og at det ikke er som i Irak. Der er absolut ingen tvivl om, at hvis Israel havde vundet, ville Libanon i dag have mindet om Irak med enorm etnisk-religiøs sekterisme.

Det blev forhindret af modstanden, og herved er der mulighed for, at noget helt andet kan komme frem i stedet. Det er ikke en evigheds-garanti, den etnisk-religiøse strid kan komme tilbage.
Da jeg var ung, blandede man sig ikke med nabo-landsbyen, fordi den var kristen eller muslimsk, men i Beirut blander alle sig. Ikke kun, hvor man bor, men især på arbejdspladsen. Det er her tingene mødes.

Vi kan begynde at se, at arbejderbevægelsen genopstår. Det er stadig småt, men alligevel reelt, fx ved strejker eller store demonstrationer omkring økonomiske spørgsmål, nyliberalisme osv.

Samling

Er der organisationer, der kan samle samle på tværs af splittelserne?

Kommunistpartiet har tidligere spillet en vigtig rolle, men er i dag kun en skygge af sig selv.

Op til starten af 1990erne ledede de modstanden i Syd-Libanon, men måtte overlade banen til Hizbollah. Da det skete gik de fleste kommunistiske celler og guerillaer over til Hizbollah.

Dette var med til at ændre Hizbollahs karakter fra en islamistisk organisation til enorganisation, der på den ene side afspejler en fremvoksende shia-muslimsk middelklasse. På den anden side har mange gode fagforeningsfolk nu tilsluttet sig Hizbollah.

Dette er på den ene side et resultat af venstrefløjens krise internationalt. På den anden side afspejler det, at enhver politisk organisation, der vil have succes, er nødt til at tilpasse sig de faktiske forhold i Libanon.

Det er det samme vi ser, når Nasrallah i sine taler snakker om “de to Amerika’er“. Han er nødt til at forholde sig til, at de folk, der støtter ham, ser bevægelsen som en global bevægelse, ikke primært en kulturel eller religiøs bevægelse.

Det samme gælder for holdningen til Europa, hvor især anti-krigs-bevægelsen har åbnet øjnene for et mere nuanceret syn hos Hizbollahs ledere.

Perspektiv

Hvad er de vigtigste skridt fremover?

Det vigtigste er at der bliver opbygget et marxistisk lederskab.

Der er en enorm politisk åbenhed, men meget lidt erfaring og stor mangel på politisk ideologi.
De folk, der har deltaget i de spontane hjælpe-netværk er ofte unge, mellem 16 og 20. De ønsker reelle forandringer.

For mange unge, som er taget til Syden og hjælpe, er det den oplevelse i deres liv, der vil forme deres udsyn i lang tid fremover.

Det vigtige ved at vinde en krig er, at de betingelser hvorunder det sker bliver en del af “den nationale psyke“. Fordi folk ser krigen som vundet, fordi folk stod sammen, ser de nu, at hvis vi fortsat står sammen, kan vi slå imperialismen eller enhver anden fjende.

På samme måde som borgerkrigen i 1975 satte folk op mod hinanden og i mange år efterlod dem med en følelse af splittelse, så tror jeg, at denne krig har vendt dette billede.

Anti-kapitalisme – anti-imperialisme

Der er antikapitalistisk bevægelse af forskellig art. I Mellemøsten taler kun få om “den arabiske nation“ i dag. Man ser det som en global bevægelse, som Hizbollah er en vigtig del af. Og som Venezuela og Chavez er en del af.

Det er også et resultat af den sociale proces, der har fundet sted. I 1970 var fx Saudi Arabien et feudalt stammesamfund, i dag bor folk i millionbyer.

Den nye bevægelse bygger på et stærkt anti-imperialistisk element. Vi plejer at joke med, at bevægelsen i Europa er meget stærk på anti-kapitalisme, men mangler at lære anti-imperialisme, så er bevægelsen i Mellemøsten anti-imperialistisk, men skal lære anti-kapitalisme.

Jeg tror dette er ved at ændre sig begge steder. Anti-imperialisme og anti-kapitalisme skal være tæt sammenvævet. Vi må både bekæmpe den militære og den økonomiske magt – både McDonald’s og McDonnell Douglas – og vi må bekæmpe både vore egne magthavere og den globale magtelite.
De arabiske lande er i dag integreret i en global økonomi, men de politiske strukturer er ikke ændret tilsvarende.

Vi kan begynde at se enden på mange af disse regimer, fordi udviklingen er accelereret de seneste 15-20 år. Internet og medier som Al-Jazeera og Al-Arabiya betyder at der er enorm diskussion overalt.

Problemet for Hizbollah er, at de kan se denne udvikling, men de gør ikke ret meget ved det. De gør ikke ret meget ved, at international kapital angriber deres land, men er gode i modstanden mod de militære angreb.

Vi er nødt til at bringe de to sider sammen.

Simon Assaf er født i Libanon, 43 år og revolutionær socialist. Han bor på skift i Beirut og London.

Se også:
SAA 263: Kampen om Libanon: På vej mod borgerkrig?
SAA 263: Kampen om Libanon: Interview med Ibrahim Mousawi: Vi kæmper ikke fordi vi kan lide krig, vi kæmper for at stoppe krigen

Flere artikler fra nr. 263

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Libanon

Siden er vist 1831 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside