Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 235 – 4. november 2004 – side 6

Krigskammerater

Hvorfor støtter USA Israel?

John Rose

Det er de tætte forbindelser imellem det Hvide Hus og den israelske højrefløjs regering, der ligger til grund for konflikten i Mellemøsten, og ikke en eller anden imaginær jødisk lobby i Washington. John Rose argumenterer her for, at forbindelsen mellem USA og Israel ikke er baseret på en jødisk lobby.

Israel har i løbet af landets korte levetid modtaget næsten 100 milliarder dollars i militær og civil støtte fra USA. Det er langt mere, end hvad noget andet land har fået. Det underbygger, at der er et ganske særligt forhold imellem USA og Israel. Men hvad ligger til grund for dette ganske særlige forhold?

En forklaring man ofte løber ind i er, at der er en jødisk lobby i Washington, som lægger pres på de skiftende amerikanske regeringer for at føre denne politik. En anden og nyere version siger, at det er nykonservative jøder i Bush’s regering, der holder alliancen i live.
Der er endda en version, der siger, at Israel styrer USAs udenrigspolitik og ikke omvendt.

Alle disse forklaringer lægger vægten det forkerte sted. Det er amerikanske behov, der dikterer USA’s mellemøstlige politik og ikke israelske. Israel er nødvendig for at hjælpe med til at skabe en militær balance i regionen, der gør det muligt at beskytte vestens olieforsyning. Den tidligere amerikanske præsident, Ronald Reagan, sammenfattede situationen sådan her: “Israel er med deres erfarne militær en fordel for os i Mellemøsten. Hvis den israelske hær ikke var i Mellemøsten, var vi nødt til at indsætte vores egen. Det er ikke bare godgørenhed fra vores side, at vi hjælper Israel“.

Det er interessant, at det ofte har været republikanske præsidenter, som for eksempel Reagan, der har forstærket forholdet til Israel og ikke demokraterne. Det er interessant, fordi det traditionelt set er demokraterne, der høster den største del af de jødiske stemmer og størstedelen af de penge, som de forskellige jødiske organisationer giver i støtte op til valgene.
Den tidligere republikanske præsident, Richard Nixon, plejede at prale med, at republikanerne ikke havde brug for den såkaldte jødiske lob-by. Alligevel udbyggede Nixon alliancen med Israel i starten af 1970‘erne. Han gav Israel militært udstyr for flere milliarder dollars. Det var derfor heller ikke de amerikanske jøder, der var ellevilde, da Israel væltede Egyptens nationalistiske leder, Nasser, af pinden i Egypten i 1967.

Det var derimod den herskende klasse, og især oliefirmaernes direktioner, en gruppe der for langt størstedelen er hvide protestanter. Nasser var den største trussel mod amerikansk kontrol med regionen både militært, politisk og økonomisk. Og Israel havde fjernet ham.

At Nixon havde brug for Israel, var en konsekvens af den politik han skabte, som et svar på nederlaget i Vietnam.
Fra nu af skulle USAs interesser, i de dele af verden der var ustabile, varetages af lokale regeringer og lande, der var loyale overfor USA.
Nixon var den første amerikanske præsident, der gjorde Israel til det, som landet hele tiden havde været i sin egen selvforståelse: Vestens vagthund i Mellemøsten.
Det havde imidlertid intet at gøre med pres fra jødiske grupper i USA. Ifølge Henry Kissinger, en af dem der arbejdede tættest sammen med Nixon, tog Nixon det for givet, at jøderne var imod ham politisk. Kissinger skrev at:
“Præsidenten var overbevist om, at de fleste jødiske politiske ledere havde modarbejdet ham igennem hele hans politiske karriere“.
Han plejede at sige i sjov, at den lille del af jøderne der stemte på ham, måtte være så skøre, at de sikkert ville blive ved med at stemme på ham, selv hvis han gik imod Israel.
Derudover yndede han at fortælle medarbejdere og besøgende, at den jødiske lobby ingen magt eller effekt havde på ham.

Israels opførsel
Den politiske forsker, Abramo Organski, har lavet et detaljeret studie af hele argumentet om den jødiske lobby. Han fokuserede på det flertal af amerikanske senats- og kongres medlemmer, der ikke fik nogen hjælp fra jødiske interesseorganisationer eller enkeltpersoner.
Han fandt ud af, at de støttede Israel på samme måde, som dem der rent faktisk fik enten stemmer fra jøder og/eller hjælp fra interesseorganisationer. Det der betød noget var, hvilken politik Israel førte i regionen. For dem var det en byttehandel.
Organski gjorde også opmærksom på, at USA’s civile hjælp til Israel, i modsætning til den hjælp der gives til de fleste andre lande, i det mindste gavnede den lokale befolkning, mens den militære hjælp først og fremmest var en fordel for USA selv.

De amerikanske politikere ser hjælpen til Israel som en rigtig god handel, og er overbeviste om, at de får noget for deres penge. Men hvad med de nykonservative i Bush’s regering? Betyder de ikke noget? Jo, men de betyder ikke så meget som man kunne tro. Og ved at fokusere på dem skaber man en kontrast imellem Bush’s Israel politik, og den politik som Clinton førte, hvilket der ikke er belæg for. Især hvis man tager Oslo forhandlinger-ne i 1993 med i sine betragtninger.
Forskellen imellem Bush, de nykon-servative og Clinton er i det hele taget mindre, end hvad der er alment kendt.

Clinton ville have de palæstinensiske myndigheder til at gøre Israels beskidte arbejde med at holde orden i de besatte områder. Og han var lige så villig til at se gennem fingre med nye bosættelser på Vestbredden som Bush er. Den strategi satte den anden Intifada, som startede for fire år siden, et punktum for.

Den meget omtalte “Køreplan for fred“ var et forsøg fra Bush’s side på at genetablere denne strategi, hvilket mislykkedes, blandt andet fordi selv de mest moderate palæstinensiske ledere ikke var eller er i stand til at stoppe intifadaen.

I skyggen af “krigen mod terror“ har Bush været i stand til at fralægge sig ansvaret for det der sker i Palæstina. Men både den nuværende og den forrige amerikanske regering bærer en stor del af skylden for, at det er blevet så slemt som det er.

Den amerikanske presse fremstillede med stor glæde Oslo som et nederlag for PLO og Yassir Arafat.
Et typisk eksempel er Thomas Friedman fra New York Times. Han beskrev det anerkend-elsesbrev Arafat sendte til Yitzhak Rabin, ikke bare som et brev der anerkendte staten Israel, men som dette:

“Det er et brev, der bringer bud om overgivelse. Det er et hvidt flag, der er blevet skrevet, hvor PLO formanden tager afstand fra enhver indstilling, han har haft siden PLO´s dannelse i 1964“.

USA´s retorik
Den israelske journalist Danny Rubenstein lavede en vurdering af, hvilken type “selvstændighed“ USA og Israel var villige til at give palæstinenserne, som desværre skulle vise sig at holde stik.
Han beskrev den således; “Det er den selvstændighed en krigsfange har i en krigsfangelejr, hvor fangerne selvstændigt må lave deres mad og underholdning“.

Kort tid efter Osloaftalen blev underskrevet, reporterede den israelske presse om “hemmelige regeringsplaner der handlede om en udvidelse af Jerusalem næsten helt til Jerichow, planer om store byggeprojekter, turistområder ved Det døde Hav, samt 700 millioner dollars til nye veje til bosættelserne, der ville afskære palæstinensiske byer fra hinanden“.
Osloaftalen legitimerede også, at Israel stjæler en stor del af Palæstinas vand. Professor Haim Gvitzman, som er en af Israels førende vand specialister (og konsulent for Pentagon), fik gennemtrumfet, at Osloaftalen skulle beskytte 500 millioner af 600 millioner kubikmeter vand, som Israel hvert år stjæler fra, hvad han kaldte, “Judæa og Samaria“, dvs. Vestbredden.

Clinton brugte ligeledes Osloaftalen til at droppe den amerikanske retorik om, at de flygtninge, der var blevet fordrevet i 1948, skulle have lov til at vende tilbage.
Under forhandlingerne fik spørgsmålet om flygtningene lov til at vente indtil det tidspunkt, hvor Palæstinas endelige status skulle forhandles, og det er endnu ikke sket. At man sagde, at det skulle afgøres ved et senere tidspunkt, var først og fremmest et forsøg på at skjule, at man var ved at bryde med 50 års FN politik på spørgsmålet.

Clinton trak USAs støtte til FN’s resolution nr. 194 tilbage. Det er den resolution, der giver de palæstinensiske flygtninge ret til at vende tilbage. Det var første gang USA gik imod resolutionen sammen med Israel, den blev dog derefter igen vedtaget af FN´s generalforsamling med 127 stemmer imod 2.

Resolution nr. 194 blev vedtaget som en konsekvens af menneskerettighedskonventionens artikel nr. 13, der var blevet enstemmigt vedtaget dagen før resolutionen. Artikel nr. 13 siger, at “Enhver har lov til at forlade et hvilket som helst land, også hans eget, og vende tilbage til sit eget land.“
Clintons argument var, at efter Oslo var de tidligere resolutioner “forældede“, og at “fredsprocessen“ ville skabe en løsning, som begge parter kunne være tjent med.
Grunden til den anden intifada var altså lagt længe før George Bush kom til magten i det Hvide Hus.

Oversat af Troels Skov Nielsen

Flere artikler fra nr. 235

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
John Rose

Siden er vist 8470 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside