Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 227 – 7. april 2004 – side 9

Film: Mel Gibson: "The Passion of the Christ"

Jesus – The passion of revolution

Jan Hoby

Med udgivelsen af Mel Gibsons film ”The Passion of The Christ” er diskussionen om Jesus’s liv og død delt verden mellem sig. Store dele af det fundamentalistiske og racistiske religiøse højre verden over ser filmen som et sanddruelige billede af Jesus sidste tid og timer. Mens zionistiske organisationer ser filmen som en del af den stigende antisemitiske stemning vendt mod alle jøder. Men virkeligheden er at der er mere løgn og latin end historisk lødighed i myten om Jesu liv og død.

Det er ikke i de borgerlige medier eller de religiøse fortolkninger vi skal finde årsagen til Jesu korsfæstelse. Nemlig de revolutionære oprør mod det romerske imperiums besættelse af det antikke Mellemøsten.

Om Jesus i virkeligheden har været en historisk person kan diskuteres, langt mere sandsynligt er det at Jesus er et synonym for en række palæstinensiske og jødiske revolutionære modstandsfolk, der bekæmpede det romersk imperium. Det romerske imperium var racistisk og antisemitisk helt ind til kernen. Racisme var indbygget i den antikke verden, fordi det – som i den moderne verden – var opdelt i klasser og stater.

Rom’s Nord Irland

I 200 år var Palæstina det romerske imperiums største mareridt og centeret for permanent oprør. Med Zealot-oprøret år 6 og år 66 til 76 som de mest heroiske eksempler. De jødiske revolutioner var, i sin essens, bonde-revolutioner. Oprør der tog sit afsæt i landbefolkningen, hvis liv var blevet så ubærligt at kun militant modstand var et realistisk svar på en bedre fremtid!

Hvis Palæstina var Rom’s Nord Irland, så var Galilæa, hvor Jesus voksede op, Londonderry! I det nye testamente er Jesus en meget mærkelig mand. Ingen steder udfordrer eller stiller han spørgsmålstegn ved den romerske besættelse. I stedet fremtræder han som positiv overfor det romerske tyranni. Jesus tilskynder endda sine jødiske følgesvende til at betale deres romerske skatter. (Det vil svare til at en strejkeleder opfordrer sine kollegaer til at acceptere arbejdsgivernes bod – uden kamp). Til trods for denne absurde holdning, formåede han at få masseopbakning.

Ikke mindre absurd er beskrivelsen af Jesus‘ fødsel og barndom. En romersk folketælling i år nul – der var en i år 6 – krævede urealistisk, at alle undersåtter i det romerske imperium skulle rejse til deres fødested! Hvis sådan en øvelse virkelig var gennemført, ville det have medført et totalt massekaos. Myter som ikke lader Tolkiens Ringenes Herre meget efter.

Hvad Mel Gibson eller andre religiøse fanatiker ikke kan eller vil begribe, er at det er de materielle vilkår og betingelser som gjorde Jesus og andre undertrykkede til modstandsfolk. Jesus var ingen Zealot-militant, som var indstillet på en realistisk og langstrakt guerillakrig med rommerne. Derimod var Jesus en dommedags revolutionær som troede på Guds kongerige – ikke i himmelen men på jorden! Og selvom Jesus ikke trænende sine følgesvende i brugen af våben, så kom fem af hans tolv disciple fra de militante rækker af Zealot-opstanden og de beholdt alle deres guerilla navne som Judas Iscariot – knivmanden. Dette kan ikke overraske da Jesus ikke var pacifist.

Den der kun gør en revolution halvt...

Hvordan ender så Jesus’s revolutionære karriere? Efter at havde samlet en stor skare af tilhængere på landet, indtog han Jerusalem under efterårsfesten det store Tabernakel.

Han blev modtaget af en opstemt befolkning der med symbolske palmeblade hyldede messias, kongens frelsende ankomst. Med hjælp fra masserne fik Jesus og hans let bevæbnede følgeskab til-tvunget sig det hellige tempel og tvunget de få vagter på flugt. Han fik fjernet templets præster og indsatte sig selv.

Med kontrol over templet og under beskyttelse af masserne, ventede han syv dage på dommedagens sikring af Guds kongerige. Det skulle komme på den ottende dag. Ved den sidste nadver sagde han ” Jeg vil ikke dikke mere af vinens frugt før den dag hvor jeg skal drikke det i Guds nye kongerige”. Selvom han bad for sin syge moster, så kom det ikke. I stedet kom en kohorte af romerske soldater (300-600 mænd) og officerer fra den jødiske ypperste præst.

Jesus blev hurtigt fanget da hans disciple kun havde to sværd. Efter forhør hos ypperste præsten blev Jesus overgivet til Pontius Pilatus, som uden nogen former for rettergang eller forhør erklærede Jesus skyldig i oprør. Og sendte Jesus – som så mange rebeller før ham – til at lide en smertefuld død på korset. Jesus´s sidste ord var ”Eloi, Eloi, lama sabachthani?” – “Min gud , min gud, hvorfor har du forladt mig?“ Jesus var ikke noget selvopofrende lam. Han var en modig revolutionær. Han var en farlig og undergravende politisk kraft og det er derfor ikke underligt at han blev arresteret og henrettet af de imperialistiske autoriteter. Jesus betalte dyre lærepenge som så mange andre efter ham, – den der kun gør en revolution halvt, graver sin egen grav! Desværre troede Jesus på den guddommelige intervention og ikke på massernes styrke og kraft, – som så mange efter ham!

The passion of The Christ er mere end en seværdig film, det er en dyb refleksion over en mand som symboliserer oprør fra neden mod imperialistisk undertrykkelse. At Mel Gibson ikke formår at fortælle historien om Jesus revolutionære rolle kan ikke undre læsere af denne avis. Men filmen kommer ufrivilligt til at blive et portræt og symbol på de lidelser som det palæstinensiske og irakiske folk oplever under imperialismens og zionismens herredømme.

Flere artikler fra nr. 227

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Jan Hoby

Siden er vist 871 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside