særnummeret i PDF-format">
Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 214 – Maj 2003 – side t1

Særnummer 12. april 2003

Stop besættelsen af Irak – tropperne ud

Jørn Andersen

Saddam Husseins regime er faldet. Endelig fik amerikanerne den flagviftende modtagelse, de har savnet så længe. I Saddam City (shia-bydelen i Baghdad) fik de endda noget, der lignede en opstand.

Resterne af Saddams styre ser ud til at være forsvundet. Mange af soldaterne har givetvis smidt uniformen og satser på civil overlevelse.

Der vil dog stadig være modstand. Der vil mindst gå uger, inden besættelsesmagten kan bevæge sig nogenlunde frit. Men at tro at modstanden umiddelbart kan smide tropperne ud og påføre amerikanerne et militært nederlag er ikke realistisk.

Saddam-styrets fald – imperialismens sejr

Det er således ikke kun regimet, der er faldet. Det er landet Irak og dets befolkning, der nu er under USA-koalitionens besættelse.

Men situationen er ikke uproblematisk for koalitionen. Et nøgternt kig på situationen er nødvendigt for at forstå den.

Befolkningens velkomst

Flagvifterne i Baghdad er ikke bare filmtricks. Der er helt sikkert en lettelse i store dele af befolkningen over at komme af med Saddams regime.

Men det er bemærkelsesværdigt, at det kun er fra det shia-dominerede Saddam City, og de kurdiske områder, man har kunnet vise større menneskemængder, som jublede.

I resten af de “befriede” områder har det kun været ret små grupper, der er gået på gaden.

I Baghdad – en by med 5,5 millioner indbyggere – har der ikke været noget, der minder det fjerneste om hverken 4. maj 1945 i Danmark eller Berlin-murens fald i 1989.

Besættelsesmagten

TV-kommentatorer fra Mellemøsten har længe peget på, at selv om store dele af befolkningen hader Saddam Hussein, så betyder det ikke, at de elsker amerikanerne eller briterne. Koalitionen er en besættelsesmagt, som man ikke kan forvente ret meget godt fra.

Derfor er det en meget sammensat og modsætningsfyldt reaktion, vi har set: Det er ikke så mærkeligt, at shiaer og kurdere som nogle af de mest undertrykte befolkningsgrupper under Saddams regime hilser dets fald velkommen. Eller at nogle vælger – for en tid – at glemme deres mistillid til besætterne og fejrer deres lettelse over Saddams fald.

Andre går på gaden af en helt anden grund: De har læst situationen og satser på at kunne tjene en skilling eller endda opnå privilegier ved at stille sig til rådighed for besættelsesmagten. Man skal huske på, at Irak er et klassedelt samfund, hvor såvel mere privilegerede dele af samfundet som fattige pjalteproletarer hurtigt kan skifte loyalitet fra én herre til en anden.

Men i øjeblikket ser det ud til, at langt de fleste vælger at holde sig inden døre: Lettelsen over Saddams fald bliver (mere end) opvejet af frygten for, hvad besætterne bringer med sig. Foreløbig har de kun bragt død, ødelæggelse og kaos. Med hensyn til genopbygning og sikre levevilkår for almindelige irakere ser det til gengæld sort ud.

Genopbygning?

Der foregår en vældig international kamp om genopbygningen af Irak – eller mere præcist om delingen af rovet.

Bush har meget klart sagt, at det er den irakiske olie, der skal betale genopbygningen. Det er også sagt klart, at genopbygningen vil blive styret af USA – der kan højst blive nogle krummer til andre allierede som underleverandører.

Selve begrebet “genopbygning” er næsten lige så udefineret som begrebet “demokrati”. Der er i hvert fald to centrale spørgsmål, som kræver svar: Hvor stort er omfanget? Og: Hvad er det, der skal genopbygges?

De mere optimistiske regner med, at omfanget er omkring 100 milliarder dollars. Men hvor skal pengene komme fra? Man vil næppe øge udpumpningen af olie vildt for at skaffe finansiering, da det ville slå bunden ud af oliemarkedet.

Og man skal jo huske på, at olien hidtil er blevet brugt til at finansiere samfundets almindelige drift.

Hvor dette enorme ekstra-beløb skal komme fra står hen i det uvisse. Mest sandsynligt er privatiseringer og lån styret af Verdensbanken og IMF – på sædvanlige ny-liberalistiske betingelser: profitter til de multinationale selskaber og smadret velfærd for befolkningerne verden over.

Hvad er det så, der skal genopbygges? Sund fornuft ville sige: Byer og boliger, sundhedsvæsen, skoler etc.

Men dette er en naiv drøm. De store investeringer vil ske i olie-industrien, i infrastruktur etc. USA bekoster ikke en militær ekspedition for at hjælpe en halv-fattig befolkning. Et godt eksempel er Østeuropa efter murens fald: Der bliver investeret i bestemte nicher, som kunne passe ind i et større selskabs øvrige sammensætning, mens velfærdsgoder stort set alle steder har været under kraftigt forfald.

Realiteten er, at Irak vil blive et eksperimentarium for ny-liberalistisk politik med en enorm militær styrke til at sikre prioriteterne.

Hvorfor kan USA ikke bringe demokrati til Irak?

USA’s interventioner har aldrig haft demokrati højt på listen, hverken i Somalia, på Balkan, i Afghanistan etc.

Men der er også en ret åbenlys grund til, at amerikanerne ikke kan tillade demokrati i Mellemøsten: USA’s (og andre imperialistiske magters) altafgørende interesse i Mellemøsten er olie – såvel olieforsyninger som olieprofitter.

Hvis olien blev kontrolleret af Mellemøstens folk, kunne den bruges til at skaffe gode levevilkår.

Der er altså en dyb modsætning: De imperialistiske landes interesser er i olie-profitter, mens den brede befolknings er at bruge regionens ressourcer til at sikre bedre levevilkår.

Det er denne modsætning der gør, at demokrati er udelukket. Ekstremt undertrykkende regimer skal sikre, at befolkningerne affinder sig med, at store værdier pumpes ud af deres lande hver eneste dag – mens de selv må leve i fattigdom.

Et ægte demokrati

Hvis Iraks befolkning skal lave demokrati på egne betingelser, så er den første forudsætning at besættelsesmagten skal ud.

Den anden betingelse er, at demokratiet bygger på direkte valgte repræsentanter fra lokalområder, arbejdspladser og uddannelsessteder i stedet for på de amerikanske marionetter af rigmænd og eks-officerer.

Demokrati vokser ikke ud af militær undertrykkelse, men af befolkningens aktive, frie og direkte deltagelse.

Et ægte demokrati forudsætter demokratisk kontrol over landets resourcer. USA’s magtelite er aldrig frivilligt gået med til noget sådant, hverken i USA selv eller andre steder.

Den arabiske verden uden for Irak

Den irakiske modstand har fundet en stor genklang i de andre arabiske lande. At modstanden nu ser ud til at smuldre er en stor skuffelse. Men som nogle af de interviewede i Jordan sagde: “De vil snart finde ud af, at løfterne ikke holder.”

Skuffelsen kan meget let blive rettet mod de arabiske magthavere, som halv- eller helhjertet har støttet USA-koalitionen.

Håbet for Mellemøstens folk er, at arbejderne i de arabiske lande bruger deres kollektive magt til at kræve demokratisk kontrol over egne resourcer og smider deres egne magthavere på porten sammen med de imperialistiske magter.

Socialistisk Arbejderavis Særnummer 12. april 2003

 

Se også:
SAA 214: Særnummer 12. april 2003: Fortsæt kampen mod Bush, Blair og Fogh
SAA 214: Særnummer 12. april 2003: Irak: Forklædt privatisering

Flere artikler fra nr. 214

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1779 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside