Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 214 – Maj 2003 – side 7

Nye konflikter lurer i horisonten

Anders Schou

Saddam Husseins fald har fået mange amerikanske magthavere til at tro, at de kan få det fuldstændigt, som de vil, rundt om i verden. De truer allerede Syrien, Iran og Nord-Korea.

Og for nogle af deres modstandere i den verdensomspændende antikrigsbevægelse vil den amerikanske sejr også være et tegn på deres absolutte dominans.

Men virkeligheden er snarere, at de amerikanske magthaveres problemer først starter nu. Det vil være langt sværere at gennemføre en succesfuld besættelse, som kan danne udgangspunkt for nye erobringer og øget dominans, end det var at vinde krigen.

Og der vil blive tale om en amerikansk besættelse, et militærdiktatur – ikke en hurtig overgang til demokrati.

Amerikanske soldater holder irakere bag pigtråd

Det var ikke uventet at USA vandt over det militært underlegne Irak. Men vanskelighederne starter først nu, hvor modstanden mod besættelsen af Irak vokser. Den globale antikrigsbevægelse og det irakiske folks modstand mod besættelsen er helt central i kampen mod imperialismen

Ingen USA-venlig politiker vil nemlig kunne vinde et irakisk valg i dag eller i en overskuelig fremtid. De sandsynlige vindere ville blive religiøse partier og forskellige former for arabiske nationalister, og det første, de ville blive enige om, ville være kravet: USA ud af Irak!

Amerikanerne siger da også, at der tidligst vil blive frie valg om halvandet år – en tidsfrist, som sandsynligvis vil blive udskudt til en endnu fjernere fremtid.

Indtil da vil Irak blive styret af det amerikanske militær, som har en såkaldt ”civil” amerikansk administration under sig, der imidlertid udspringer af Pentagon – det amerikanske forsvarsministerium.

De amerikanske magthaveres snak om demokrati er en ny undskyldning for krig og besættelse, som skal afløse den snak om masseødelæggelsesvåben, der klinger stadigt mere hul. På et tidspunkt vil også demokrati-snakken sikkert være tyndslidt, og så må PR-folkene finde på noget nyt.

Ikke demokrati, men dominans

Amerikanerne førte ikke krigen for demokrati, men for at sikre sig dominans i verden på et nyt og højere niveau. Og det er tydeligvis præcis, hvad de arbejder på, når man kigger på deres handlinger og ikke lytter til deres tågesnak.

USA er verdens stærkeste militærmagt, men EU-landene matcher dem for eksempel økonomisk, og den kinesiske økonomi vokser væsentligt hurtigere end den amerikanske. Derfor vil de amerikanske magthavere bruge militæret til at sikre USA og landets multinationale økonomiske og strategiske fordele i konkurrencen med andre magter.

Derfor gik den første store ordre på genopbygning i Irak til et amerikansk firma. Genopbygning af den irakiske infrastruktur er nødvendig, hvis de irakiske oliereserver – verdens næststørste – skal udnyttes.

Planen er, at den irakiske olie skal betale for genopbygningen. Det vil sige, at den irakiske befolknings naturressourcer skal betale et amerikansk firma, som skal skabe forudsætningerne for, at andre amerikanske firmaer fremover kan udnytte den irakiske olie.

Oliens betydning forklarer, at det irakiske olieministerium og diverse oliekilder var det eneste, som amerikanske soldater beskyttede mod plyndring, da det irakiske regime faldt.

Strategiske interesser forklarer, hvorfor USA ifølge blandt andet New York Times vil oprette fire militærbaser i Irak. Sammen med de amerikanske baser i de centralasiatiske republikker og den amerikanske tilstedeværelse i Afghanistan betyder det, at Iran – et olieland på den amerikanske dødsliste “ondskabens akse” – er militært omringet.

De amerikanske baser kan også bruges til at angribe Syrien. Blandt andre den amerikanske udenrigsminister Colin Powell har fantasiløst – men ildevarslende – beskyldt landet for have masseødelæggelsesvåben.

Også Saudi-Arabien er naboland til Irak, og den tidligere CIA-direktør James Woolsey sagde i sidste måned, at landet, som har verdens største olieressourcer, havde behov for et regimeskifte. Woolsey er udset til at styre en del af Irak.

Amerikanerne er ved at skabe en situation, hvor de kontrollerer de lettest tilgængelige olieressourcer i verden – enten direkte eller gennem militær pression. Det betyder, at de kan bestemme prisen på verdens vigtigste råstof, hvilket bliver vigtigere og vigtigere, da USA ifølge landets nationale energiplan bliver stadigt mere afhængigt af importeret olie.

På den måde spiller et ønske om en hurtig økonomisk gevinst fint sammen med mere langsigtede behov.

Straffeaktioner

Samtidig har USA fået statueret et eksempel overfor et hvilket som helst styre – demokratisk eller diktatorisk – som kunne tænke sig at handle mod USA-interesser.

En af præsident Bushs ledende rådgivere, John Bolton, har rådet Iran og Nord-Korea til at “drage en passende lære af Irak”. Men også Frankrig skal have en over næsen. Powell har i et interview med den offentlige tv-station PBS erklæret, at Frankrig vil blive straffet for sin holdning til Irak-krigen. Det er uklart, hvordan straffen vil ramme, men det betyder næppe, at krydsermissiler vil hagle ned over Paris i næste måned. Det er mere sandsynligt, at franske oliefirmaer kan bruge deres oliekontrakter med Irak som toiletpapir.

Det amerikanske pres kan få de forskellige magthavere til at reagere på to måder. Meget tyder på, at de franske magthavere i første omgang vil sige be-be. I hvert fald støtter de nu det amerikanske krav om at ophæve FN-sanktionerne mod Irak, og også de syriske magthavere kryber så meget, de kan.

Men andre vil drage den modsatte konklusion, at man må sætte hårdt mod hårdt. Franskmændene presser fortsat på, for at EU skal have et stærkt militær.

Og de nordkoreanske herskere ser ud til at have gjort den erfaring, at atomvåben er en nødvendighed, hvis man skal opnå en smule respekt hos de amerikanske magthavere.

Nye problemer for USA

Under alle omstændigheder truer nye krige og konflikter i horisonten. Hvor hurtigt de kommer, afhænger i høj grad af, hvor hurtigt amerikanerne får stabiliseret situationen i Irak.Og det bliver langt sværere end at vinde krigen.

Der var aldrig tvivl om, at verdens største militærmagt kunne vinde over den irakiske hær. Men det tog en måneds tid, og forklaringen på, at det ikke gik hurtigere, viser samtidig, hvilke problemer amerikanerne står overfor.

Den amerikanske militærstrategi byggede på et hurtigt fremstød mod Bagdad, hvor tropperne skulle gå udenom de større byer i det sydlige Irak. Forventningen har givetvis været, at den shia-muslimske befolkning i syd så ville gøre oprør og overflødiggøre en egentlig kampindsats i området.

Men oprørene udeblev, og det betød, at de amerikanske tropper i en periode var sårbare overfor angreb på deres forsyningslinier, og at de måtte bruge uventet mange styrker på at holde byerne omringet.

Der er flere forklaringer på, at shiamuslimerne ikke gjorde oprør. Under forrige Golfkrig opfordrede den daværende præsident Bush shia-muslimerne til et oprør, som også kom. Men amerikanerne foretrak alligevel Saddam, da den irakiske hær var slået ud af Kuwait. Den republikanske garde fik lov at marchere gennem de amerikanske linier og slagtede shia-muslimerne.

Det har naturligvis skabt en dyb mistro.

For det andet har den shia-muslimske befolkning en generel mistro til amerikanernes motiver. De kender naturligvis værdien af olierigdommene i det sydlige Irak og føler samtidig en tilknytning til deres trosfæller i Iran – en del af “ondskabens akse”.

Omvendt følte de fleste shia-muslimer heller ikke den store trang til at slås for den diktator, som havde massakreret dem.

Modstanden fra civilbefolkningen kan imidlertid hurtigt komme. Allerede nu har der været flere demonstrationer i det sydlige Irak mod den amerikanske besættelse, og den shia-muslimske højtid i Kerbala var også præget af slagord mod amerikanerne.

I Bagdad har der været protester mod det kaos, amerikanerne har skabt, og mod den særlige amerikanske beskyttelse af oliministeriet. I de kurdiske områder nordpå balancerer amerikanerne på en knivsæg. Kurderne kontrollerer store områder, som USA’s allierede Tyrkiet frygter, kan danne udgangspunkt for en kurdisk stat.

Ligesom shia-muslimerne blev kurderne snydt af amerikanerne under sidste Golfkrig, men satsede alligevel på en desperat alliance med amerikanerne.

Kurderne ved dog, at de ikke kan stole på amerikanerne, så der kan hurtigt opstå problemer mellem de to parter, hvis kurderne skal presses til at afgive kontrol med forskellige områder.

Regime med demokratisk fernis

Alt tyder altså på, at de amerikanske magthavere vil få langt større problemer med besættelsen af Irak, end de havde med at vælte Saddam Hussein.

Især fordi de amerikanske magthavere er nødt til at tage hensyn til verdens anden supermagt: den offentlige verdensopinion, der er præget af den massive krigsmodstand og en dyb mistro til de amerikanske motiver – ikke mindst i de arabiske lande.

Amerikanerne skal altså ikke “bare” forholdsvis hurtigt skabe et stabilt marionet-regime i Irak. Det skal også have en form for demokratisk fernis.

Alt tyder på, at det er en umulig opgave. Og det skal verdens befolkninger være glad for. Jo, hurtigere de amerikanske magthavere opnår stabil kontrol med Irak, jo hurtigere kan de starte nye krige.

Flere artikler fra nr. 214

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Anders Schou

Siden er vist 1340 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside