Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 214 – Maj 2003 – side 6

Utilfredsheden med magthaverne i den arabiske verden er voldsom oven på Irak-krigen

Arabisk oprør fra neden

Margit Johansen

Som endnu en af løgnene omkring krigene mod Irak, har medierne fortalt at store anti-krigs-demonstrationer hovedsagelig fandt sted i Europa og USA, mens de var fraværende i Mellemøsten. Virkeligheden er en helt anden.

Godt en uge inde i krigen, helt præcist d. 20 marts, brød anti-krigs demonstrationerne den stilletiende accept af krigen som magthaverne i de fleste mellemøstlige lande har lagt sig på.

I Egypten var der den største demonstration i de sidste mange, mange år. I dagene der fulgte var der voldsomme sammenstød mellem tusindvis af demonstranter og politistyrker, der ville forhindre dem i at nå den amerikanske ambassade. Hosni Mubarak og de øvrige egyptiske magthavere er afhængig af økonomisk hjælp fra USA, og kunne derfor ikke tolerere protesterne og deres omfang.

I Yemen og Sudan skød politiet på demonstranterne og flere blev dræbt. I Bahrain demonstrerede skolebørn foran den amerikanske ambassade i dagevis selvom specialstyrker fra politiet blev sat ind mod dem.

I Libanon var det palæstinensiske skolebørn fra flygtningelejrene og de studerende der tog teten og gik i spidsen med at demonstrere. Senere var der store demonstrationer i Tripoli og Beirut.

Også i Marokko var det skolebørnene, der den 20. marts satte anti-krigsdemonstrationer på dagsordenen over hele landet, men politiet omringede universiteterne for at forhindre de studerende i at deltage.

Ligeledes i Syrien var hundredtusinder på gaden alene i Damaskus mens andre hundredtusinder deltog i demonstrationer rundt om i andre byer. I Jordan var vreden rettet mod at styret har givet amerikanerne lov til at opmagasinere patriot missiler i landet.

Vreden var i første omgang rettet mod USA og England, men det er helt tydeligt, når man hører demonstranternes råb og hører deres udtalelser, at vreden i vidt omfang også er rettet imod de arabiske ledere.

I Cairo’s gader genlød af råb som f.eks. “Mubarak må slås eller gå til djævlen”. Befolkningen er ikke alene vrede over den passive støtte magthaverne giver USA, f.eks. ved at den egyptiske regering lader krigskoalitionens skibe sejle igennem Suezkanalen, men også over at ingen arabisk leder for alvor er gået imod USA’s politik og støtte til Israel i Palæstina konflikten.  De fleste mennesker i mellemøsten ser at Irak er på vej til at blive Palæstina nummer to, på grund af magthavernes alliance med USA.

Desuden oplever befolkninger i Mellemøsten at regionens olierigdomme ikke har givet dem bedre levevilkår. Tværtimod, rigdommene er havnet hos de få i samfundets top og hos udenlandske selskaber, alt i mens strukturtilpasningslån fra IMF øger deres fattigdom.

Antikrigs-protesterne er blevet ledet af en løs alliance af oppositionsbevægelser – islamister, arabiske nationalister, fag-foreningsaktivister og socialister.

Islamisterne ønsker dog ikke at tirre styrene for meget, bevægelsen må gerne lægge pres og sikre indrømmelser, men de ønsker ingen grundlæggende ændringer, da islamisterne har en vis, skjult indflydelse i flere af landene, bl.a. Egypten.

Det der kan blive farligt for såvel de arabiske regimer som for islamisterne er, at mange af dem, der er med i protesterne er almindelige mennesker, især unge, uden særlig erfaring i aktivitet og alligevel overhaler de de etablerede oppositionspartier. De har hverken tiltro til magthaverne og i mange tilfælde heller ikke til oppositionspartierne, da de har spillet fallit f.eks. omkring reel opbakning til palæstinenserne.

Det der kan få bevægelsen fremad i Mellemøsten og kan fører til oprør mod de siddende magthavere er ikke mindst, at mange helt tydeligt ser sig selv som en del af den globale antikapitalistiske bevægelse, der startede i Seattle og som har været omdrejningspunktet for organisering af den globale krigsmodstand. Det er sket via diskussioner under World Social Forum i Porte Alegre og under European Social Forum i Firenze.

‘Følelsen af at være en del af en global bevægelse gør at vi tør slippe mange års frygt og undertrykkelse’, kommentere den egyptiske journalist Hani Shukrallah ved demonstrationerne i Cairo.

Som en del af en global bevægelsen er det langt sværere for de repressive regimer i Mellemøsten at slå det spirende oprør ned og langt sværere for islamisterne at bevare kontrollen, fordi bevægelsen er en del af en global diskussion om, hvordan vi får en bedre verden.

Flere artikler fra nr. 214

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Margit Johansen

Siden er vist 820 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside