Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 214 – Maj 2003 – side 3

Socialistisk Arbejderavis mener

Hvad Bush og Fogh giver Irak: Ingen befrielse, men drab og undertrykkelse

Den blodige krig mod Irak er nu afløst af en blodig besættelse af landet. Og den danske regering er blandt besættelsesmagterne, ligesom Danmark var blandt de få angrebsmagter under krigen – Fogh-regeringen har blod på hænderne.

Demonstration i Bagdad

Besættelsen af Irak møder voksende modstand fra den irakiske befolkning. Her demonstrerer tusinder af mennesker i Bagdad

Angrebet på Irak kom ene og alene som led i USA’s kyniske kamp om kontrol med olien i Mellemøsten og for dominans på verdensplan.

Den danske støtte til USA’s “forebyggende angreb” bygger ene og alene på snævre økonomiske og politiske interesser hos en lille gruppe i den danske magtelite. Tusinder af døde og lemlæstede irakiske mænd, kvinder og børn er prisen regeringen var villig til at betale for at sikre sit gode forhold til USA og sikre en luns af krigsrovet til danske virksomheder. Nu er Fogh-regeringen med på USA’s imperialistiske vogn, hvor en krig og besættelse af Irak dårligt kan skjules under dække af “frigørelse, demokratisering og afrustning”, men dagligt afsløres som en kynisk og kold besættelse for olie og magt. Politisk og fysisk undertrykkelse, drab og fattigdom er del af den amerikanske og danske besættelse af Irak.

Regeringen støtter USA’s linie, hvor truslerne mod Syrien og Iran hagler, inden blodet på den irakiske jord er nået at tørre. Og hvor militær oprustning, stjernekrigsprojekt og flere krige truer verdensfreden.

Den samme regering som nu er medansvarlig for besættelsen af Irak, er også ansvarlig for at udsulte kommuner og amter i Danmark, for at indføre et skattestop der forgylder de rige og dræner de fattige, for at føre en dybt racistisk og umenneskelig flygtninge- og indvandrerpolitik, og for at flere og flere områder indenfor den offentlige velfærd lægges ud til fri profit for danske og multinationale virksomheder.

Med besættelsesmagternes kontrol over Irak er der banet vej for en total åbning for nyliberalistisk politik. IMF og Verdensbanken er allerede kommet på banen med deres sædvanlige, umenneskelige lånekrav, og koalitionens virksomheder har allerede sikret sig fede kontrakter på genopbygning, uddannelse, politi mm. i Irak. Privatisering, ødelæggelse af de offentlige velfærdsstrukturer som faktisk var relativt velfungerende i Irak, samt voldsom udbytning af den irakiske arbejderklasse vil være konsekvenserne af dette kyniske salg og køb af Irak.

Men besættelsen af Irak mødes af støt voksende modstand fra både den irakiske befolkning og fra den globale antikrigsbevægelse.

Den globale antikrigsbevægelse er vokset ud af den antikapitalistiske bevægelse – en bevægelse der har kæmpet imod globaliseringens og nyliberalismens hærgen rundt om i verden – en bevægelse der har været i stand til at sætte kravet om en anden verden på dagsordenen. Selv om bevægelsen ikke kunne stoppe krigen, er bevægelsen den globale magt der kan stoppe USA’s imperialistiske korstog.

I al den tid samfundet er baseret på en mindre elites jagt på evig profit, hvor det styrende er konkurrencen mellem virksomheder, og konkurrencen mellem de stater der beskytter sine virksomheder, vil vi se krige og undertrykkelse.

Men håbet om en anden verden ligger netop i, at verdens magtelite udfordres af den anden supermagt – navnlig antikrigsbevægelsen og den antikapitalistiske bevægelse.

I slutningen af maj holder Verdens Handelsorganisationen WTO et mindre topmøde i København. WTO er et af de vigtigste organer for verdens magtelite til at sikre gennemslag for nyliberalistisk politik, og bane vejen for deres økonomiske krig imod verdens befolkning. Og i starten af juni mødes de otte rigeste lande i verden til G8-topmøde i Frankrig.

Begge disse begivenheder vil blive mødt med protester – protester der kan blive langt mere omfattende og farlige for magthaverne end tidligere, pga. den voldsomme modstand mod de riges verdensorden der er vokset ud af den globale antikrigsbevægelse.

Husk i maj

Lørdag d. 10. maj: Ny landskonference for krigsmodstandere. Vil finde sted i København. Oplysninger om konferencen – se www.nejtilkrig.dk

Tirsdag 27. maj: Attac planlægger at arrangere et seminar om WTO i anledning af møde i København i Verdens Samhandelsorganisationen.

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 214

Flere numre fra 2003

Siden er vist 1745 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside