Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 19 – Maj 1986 – side 5

Libyen

Hvor langt vil Rambo gå?

Jason Meyler

Reagans angreb på libyske byer har rejst frygten for, at et endnu værre er på vej. Reagan synes at være en meget større trussel mod verdensfreden, end Gadaffi nogensinde vil kunne magte.

Det er reaktionen, der fester i USA i dag. Oprustningen fortsætter uafbrudt og stjernekrigsplaner føres offensivt frem. Reagan står i spidsen for den mest agressive politik i USA siden nederlaget i Vietnam-krigen.

Militær magt

Reagan forsøger på at genetablere USA's evne til at “forsvare sig” hvorsomhelst i verden, om nødvendigt med militær magt. Efter bombetogtet mod Libyen er det lykkedes at samle store dele af det amerikanske borgerskab bagved en meget mere interventionistisk udenrigspolitik.

Men Reagan står overfor store problemer, når han skal fastholde amerikanske interesser i verden. Den amerikanske økonomi er blevet svækket igennem de sidste årtier. I 1940 havde USA 40% af verdensproduktionen. I 1980 var det faldet til 20%. Det betyder, at USA bliver mere og mere afhængig af militær magt for at kunne sætte sine interesser igennem. Men det betyder samtidigt, at en svækket økonomi har sværere ved at øge våbenudgifterne.

Det er derfor, at Reagan ikke altid kan bruge militær intervention for at støtte vasalstater rundt om i verden. Det giver problemer og han risikerer, at trofaste diktatorer som Marcos i Filippinerne, fjernes med masseopstand, der løber ud af kontrol.

Det er også derfor, at USA gerne vil presse de NATO-allierede i Europa til at bære en større del af de omkostninger, som forsvaret af vestlige interesser medfører. Vestlige regeringer skulle presses til at opstille cruise-missiler.

Storbritannien spillede derfor en vigtig rolle i angrebet på Libyen. Det var nemmest at bruge fly fra den sjette flåde i Middelhavet, men med England som medansvarlig var det lettere at presse de andre allierede bagefter. Snakken om økonomiske sanktioner mod Libyen er nu blevet meget mere enkel. Som avisen Herald Tribune udtrykte det: “Vort bedste håb er, at den amerikanske aktion ansporer vore NATO-allierede til at komme ud af starthullerne ...”

Vietnams dybe spor

Reagan kunne også bruge angrebet til at løse problemer på hjemmefronten. Vietnam-nederlaget sætter dybe spor i det amerikanske borgerskab. Mange borgerlige politikere frygter en lang krig, som vil medføre store tab af amerikanske tropper og en farlig oppositionsbevægelse i USA.

Derfor har kongressen modsat sig Reagans støtte til Contraerne, som bekæmper Sandinisterne i Nicaragua.

Frygten blev bekræftet, da 241 af USA’s bedste marinesoldater blev slagtet af militserne i Beirut, og man måtte trække sig ydmygt tilbage.

Reagan har derfor primært satset på konfrontationer, hvor sejren var sikker. En ganske ufarlig “rød trussel” kunne nedkæmpes på Grenada, eller gidsler kunne løslades. Disse små sejre bruges så til at gøre militære interventioner acceptable igen.

Efter skyderiet i Sirtebugten ved Libyens kyst i marts blev det endelig muligt at få Kongressens bevilling på 100 millioner dollar til Contraerne. Formålet med aktionerne har altså ikke været at standse terrorismen, men at fremme den.

Hvorfor ingen støtte?

Kun Thatcher har reelt støttet Reagan. De andre regeringer og borgerskaber tænker mere bevidst på deres pengepung.

Der er en ting, der opfattes alvorligt i Mellemøsten, og det er olien. Olien udgør halvdelen af Europas energiforsyning, på trods af store omlægninger. Og de arabiske lande spiller stadig en stor rolle.

Men USA importerer kun en tredjedel af den olie der skal bruges. De europæiske lande importer 71% af deres olieforbrug.

Det betyder, at de europæiske regeringer er langt mere forsigtige, når det drejer sig om de arabiske stater. Ligesom oliestaterne også importerer meget mere fra Europa end fra USA.

De fleste oliestater er som regel meget venligt indstillede i deres støtte til vesten. Men den fælles arabiske nationalisme betyder, at USA's angreb på Libyen møder modstand fra samtlige arabiske lande. Det er en pris, som de europæiske regeringer ikke vil betale.

Verdens største terrorist

Reagans modstand mod terrorismen er hykleri. Han er ikke modstander af terrorisme, men organiserer det i et omfang, som ikke kan sammenlignes med andre.

Han hævder, at 23 amerikanere er blevet dræbt ved terroristiske angreb i det sidste år. Blot det første angreb på Libyen dræbte flere i løbet af få timer.

Reagan forsøger at sammenligne Contraerne, som bekæmper Sandinisterne i Nicaragua, med modstanden mod Hitlers besættelse af Europa. Men håndbogen, som CIA har lavet til Contraerne, opfordrer dem til at efterligne nazi-metoder. Contraerne tager folk i nattens mørke, skyder dem og efterlader deres lemlæstede lig ved vejkanten om morgenen. Contraerne har angrebet skoler og hospitaler, og har i de sidste år myrdet, bortført eller såret over 12.000 mennesker.

En af Contraernes leder praler af, at hvis de vinder, bliver der en massakre i Nicaragua. Ligene vil dække vejen mellem grænsen og Managua, siger han.

Israels terror

Den første flykapring blev gennemført af USA’s trofaste ven i Mellemøsten, Israel, i 1954. Inden da havde de kapret en hel nation. For at grundlægge staten Israel blev en million palæstinensere flyttet med vold og magt ud af landet. 385 landsbyer blev ødelagt.

Israel blev grundlagt med terror og er siden da blevet opretholdt med terror. I 1982 gik det udover flygtningelejre og Libanon med tusinder dræbte, da Sidon, Tyre og Beirut blev angrebet med bombefly. For ikke at nævne Israels indblanding i massakren ved flygtningelejre i Sabra og Chattila. Den vold, som palæstinenserne bruger i deres modstand, blegner ved sammenligning. Vi kan kun støtte deres modstand. Og man kan heller ikke undres over, at de benytter sig af terrortaktik for at kunne slå igen.

Israel modtager en tredjedel af USA’s samlede militære og økonomiske bistand. Det er ikke nogen overraskelse, at USA opfattes som fjende af palæstinensere.

Hvis man er en stor stat med hær, flåde og atomvåben, retfærdiggøres vold som “selvforsvar”. Hvis man tilhører et undertrykt folk og bevæbner sig med gevær og et par håndgranater, så er man en afskyelig terrorist.

Dristige aktioner gennemført af enkelte personer kan desværre ikke løse problemet, men kun gennem mobilisering af arbejderklassen i de arabiske lande får vi styrken til det.

Men indtil Palæstina-problemet er løst, bliver Mellemøsten fortsat et område hærget af vold, ustabilitet og terror. Den virkelig grund til terroren ligger hos Israel og USA.

Hvorfor hader de Gadaffi?

Gadaffi tog magten ved et militærkup i 1969. Revolutionen blev meddelt befolkningen over radioen.

På trods af retorikken om revolution er Libyen regeret af en snæver gruppe bureaukrater, som først og fremmest er loyale over for hæren og Gaddafi.

Libyen er på ingen måde forskellig fra andre arabiske regimer, hvor staten spiller en stor rolle – Nassers Ægypten, Assads Syrien, Irak og Sydyemen.

Der regeres med hård hånd, og fagforeninger er forbudte. Gadaffi er også erklæret tilhænger af islamiske principper. Natklubber er blevet lukket og spiritus forbudt.

Samtidig har Gadaffi brugt de store olie-indtægter til at modernisere Libyen. Hans politik er nedskrevet i den “Grønne Bog”, som er et hårdnakket forsvar af Libyens selvstændighed.

Baser fjernet

Mange udenlandske firmaer og banker er blevet nationaliseret, vestlige militærbaser er blevet fjernet og de sidste rester af den gamle italienske kolonimagt er ophævet. Privatindustri ekisterer dog stadigvæk, og vigtige dele af olieindustrien er fortsat kontrolleret af amerikanske firmaer.

Men det, som amerikanerne hader Gadaffi mest for, er hans stædige forsvar af arabiske nationalisme og den medfølgende støtte til Palæstinenserne.

Det er den samme arabisk nationalisme, som betyder, at ingen arabisk stat, uanset hvor venligt indstillet den er overfor USA, vil støtte USA mod Gadaffi.

USA indrømmer, at størstedelen af den såkaldte terrorisme, som de er så oprørt over, ikke kommer fra Libyen; men Gadaffi er den mest åbenlyse tilhænger af Palæstinensernes sag og et nemt mål.

Det ville være både politisk og militært mere farligt for dem at angribe Abu Nidals gruppe, som har baser i Syrien, som mere åbenlyst er allieret med Sovjet.

Se også:
SAA 19: Libyen: Stop deres vanvid

Flere artikler fra nr. 19

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Libyen

Se flere artikler af forfatter:
Jason Meyler

Siden er vist 1422 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside