Socialistisk Arbejderavis
Nr. 170 – 6. november 1997 – side 8
Børnefængsler løser ingen problemer
Frank Antonsen
Politikerne kalder kriminelle unge “uanbringelige”. Men de vil ikke betale de institutioner, der kan hjælpe de unge.
Socialminister Karen Jespersens seneste udspil drejer sig om oprettelse af lukkede institutioner til unge under 15 år. Forslaget kommer efter, at medierne har afsat masser af spalteplads på at skrive om kriminelle andengenerationsindvandrere.
Budskabet kunne være taget fra Dansk Folkepartis program, der forlanger den kriminelle lavalder sat ned til 12 år. Og rundt omkring i kommunerne bruger socialdemokratiske borgmestre ivrigt forslaget i valgkampen.
Opdragelsesanstalter
Konkret går forslaget ud på at oprette to særligt sikrede “opdragelsesanstalter” til hårdt belastede unge. Her kan de unge så anbringes under lås og slå i helt op til et år, mod nu højst 4 måneder. Samtidig skal antallet af pladser på de eksisterende institutioner øges fra 42 til 52.
Men de unges problemer løses ikke ved at spærre dem inde. Det ses meget tydeligt af erfaringerne fra Sverige, hvor man siden 1907 har haft den slags institutioner, som Karen Jespersen nu vil indføre herhjemme. Der har det vist sig, at mindst 90 pct. af alle de indsatte ryger direkte ud i kriminalitet igen.
Mediernes pludselige interesse giver nemt indtryk af et helt nyt problem. Og det er da netop også et af socialministerens argumenter, at der er tale om en helt ny type unge. Men problemet har været støt voksende de sidste mange år.
Mange år med massearbejdsløshed skaber store sociale problemer. Nogle kan godt klare at være langtidsledige, mens andre tyr til alkohol for at dulme problemerne eller til vold for at få afløb fra frustrationerne. Tidligere har man så anbragt den slags folk i fængsler. Det eneste nye er, at det nu er børn helt ned til 10-12 år, der bliver voldelige.
Samtidig har nedskæringer betydet, at institutioner, der ellers kunne hjælpe dem er blevet skåret ned. På bare ti år er antallet af pladser på døgninstitutioner for unge under 18 år faldet fra 5160 til blot 3764.
Da de unge samtidig har meget svært ved at få en uddannelse eller et job, især hvis de er andengenerations indvandrere, så er det ikke mærkeligt hvis nogle af dem reagerer med vold.
Karen Jespersen og hendes støtter hævder også, at de unge er “uanbringelige”, og at der derfor er brug for helt nye institutioner.
Men ingen er “uanbringelig”, der findes kun institutioner, der ikke kan magte opgaven. Det viser erfaringerne fra det åbne socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Nordjylland. Her kommer op mod 80 pct. ud af kriminalitet efter et ophold.
Solhavens succes skyldes dels, at der er dobbelt så mange pædagoger som unge og dels, at man giver sig tid nok. Typisk opholder en ung sig i to et halvt år på Solhaven.
Hvis den politiske vilje var der, kunne man komme det meste af ungdomskriminaliteten til livs på den måde.
Billedtekst:
Socialminister Karen Jespersen foreslår at sætte børn og unge i fængsel, hvis de har problemer. Det svarer til at krølle dem sammen og smide dem i skraldespanden.
Er du under 30? Så støt ISU
Hvis du kan lide artiklen, så bliv støttemedlem af ISU.
Det koster kun 75 kr. for et år, og så får du Socialistisk Arbejderavis ind ad døren ca. en gang om måneden.
Hvis du melder sig ind og betaler inden 30.4, er du med til at sikre, at vi kan få støtte fra tipsmidlerne.
- 25 apr: Efter regeringsindgrebet: Gør 1. maj til protestdag
- Det mener vi: Lærerkonflikten giver klarsyn
- Hvorfor vil de faglige ledere ikke slå igen?
- Lærerne kan vinde – men ikke alene
- BUPL burde se skriften på væggen
- EL årsmøde: Kamp om den politiske hovedretning
- ”Den parlamentariske strategi med at trække regeringen mod venstre har lidt fuldstændig skibbrud”
- Kampparti eller vælgerparti?
- Reform eller revolution på EL’s årsmøde



Newsfeed