Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 166 – 11. september 1997 – side 4

Efter SF’s nej til Amsterdam-traktaten

Nej til liberalismens og racismens Europa

Jørn Andersen

SF’s nej til Amsterdam-traktaten er af stor betydning for EU-modstanden. Men det betyder ikke, at SF har opgivet sin ønsketænkning om EU.

“Med Amsterdamtraktaten er der skabt en bedre ramme for fred i et helt Europa med mennesker og miljø i centrum,” mener Socialdemokratiske hovedbestyrelse. De “siger ja for fredens, demokratiets, miljøets og velfærdens skyld”.

De samme tanker tænkes af tilhængerne i SF: “... tendenser til ekstrem nationalisme, racisme og opløsning skal modarbejdes ved at EU åbner sig for Central- og Østeuropa,” mener SF-ja-sigerne.

EU har imidlertid ikke haft nogen særlig succes med at sikre freden. I ex-Jugoslavien støttede Tyskland og Frankrig hver sin krigsførende part, så de kunne ikke blive enige om noget som helst.

Optagelse af de østeuropæiske lande i EU virker heller ikke styrkende for freden, tværtimod. Selv om Jeltsin blev tvunget til at acceptere den, betyder udvidelsen skærpet konflikt mellem EU og Rusland.

SF mener ifølge Antorini, at EU kan bruges til at “begrænse den rå kapitalisme”. Men det er ren ønsketænkning. Indtil videre har EU været brugt det stik modsatte: at give markedsøkonomien så frie betingelser som muligt.

Tænk blot på, hvad liberalisering af telemarkedet har betydet for de ansatte i TeleDanmark. Hvor truslen om fyringer hænger over deres hoved.

Men selv hvis EU’s kontorer blev fyldt op af folk, der gik imod liberaliseringer og for et renere miljø, ville det ikke kunne bremse markedskræfterne og miljøsvineriet.

Kan ikke styre

EU’s medlemslande er ikke kun interesseret i samarbejde, de har også modstridende interesser og er i konstant kamp om EU's udvikling. De vil derfor ikke kunne blive enige om at styre markedskræfterne.

Staten er en integreret del af det kapitalistiske system. Hvis økonomien skal styres af mennesker, kan det kun ske ved at arbejdere overtager produktionen og styrer den demokratisk nedefra.

At tro, at EU kan spille den rolle, som nationalstaten ikke kan, er blot at gentage en “national” fejltagelse på internationalt plan.

Tænk på Renault-arbejderne i Vilvoorde. De fik smadret deres arbejdspladser efter en EU-plan om rationalisering af bilindustrien. Ejerne fik så en symbolsk bøde af EU for ikke at overholde opsigelsesvarsler.

Amsterdamtraktaten indeholder “et særligt kapitel om beskæftigelse, som også SF har støttet”. Men det er brede hensigtserklæringer, som ikke angriber arbejdsgivernes ret til at fyre efter behov.

Langt mere konkret er traktaten, når det handler om stop for flygtninge og indvandrere. Her skal samarbejdet virkelig effektiviseres.

Alene det sidste burde være nok til at få alle humanister og socialister til at sige nej. Resten af traktaten er trods de pæne ord også en cementering af en institution, som altid har været og altid vil være vendt mod arbejderne og de svageste i samfundet.

Koks i køreplanen

Mange føler sig magtesløse over unionstoget, som tilsyneladende bare kører derudaf.

Men EU er i virkeligheden fuld af modsætninger og unionsfortalerne er mere desperate end selvsikre.

EU’s forløber, EF, blev dannet med Romtraktaten i 1957 af Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxemburg. Formålet var at sikre den hastigt voksende europæiske industri gennem oprettelsen af en toldunion mellem de 6 lande. Desuden ville Romtraktaten tjene til en økonomisk forstærkning af det militære samarbejde i NATO.

Men de to dominerende stater havde forskellige hensigter med samarbejdet. Frankrigs præsident de Gaulle ønskede at bruge samarbejdet til at begrænse Vesttysklands magt.

Vesttysklands forbundskansler Adenauer mente, at kun europæisk integration kunne garantere Vesttysklands sikkerhed – og med tiden Tysklands genforening.

Toldunionen var altså et udtryk for, at magthaverne i en tid med økonomisk opsving ønskede at holde konflikter inden for visse rammer. EF betød langt fra, at nationalstaternes rolle blev nedtonet. EF var snarere et redskab for nationalstaterne.

Fejlslagne forsøg

EF blev udvidet i flere omgange bl.a. med England og Danmark. Da den økonomiske krise i 1973 svækkede USA’s dominans på verdensplan, så mulighederne for europæisk kapital lovende ud – forudsat den kunne integreres til et fælles hjemmemarked, der ville være større end USA's.

Men forsøgene slog fejl et efter et. Det første forsøg på at samordne de enkelte landes valutaer – valutaslangen – faldt, så snart den økonomiske krise fra 1973 slog igennem.

Dens efterfølger EMS'en, der blev sat i værk af Vesttyskland og Frankrig i 1978, viste sig gennem 80'erne at være mere afhængig af den stærke tyske nationalbank end af nogen EU-institution. Vesttysklands dominerende rolle blev stadig tydeligere.

Rivaliseringen mellem Vesttyskland og Frankrig betød paradoksalt nok, at begge lande havde interesse i at styrke EU-institutionerne.

For Frankrig var det et middel til at lægge bånd på tysk kapitalisme. For Vesttyskland var det et middel til at kunne operere under dække af mellemstatslige institutioner som EU og NATO.

Det var sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet, som for alvor fik sat fart i unionsplanerne. De to supermagters, USA’s og Sovjets tilbagetrækning fra Europa skabte et tomrum, som de europæiske herskende klasser mente, skulle udfyldes af den europæiske union.

Maastricht-traktaten indeholdte derfor som den første traktat klare skridt i retning af en egentlig EU-stat.

Det meste var dog udelukkende hensigtserklæringer om fælles valuta og økonomisk politik, fælles militær, fælles grænser osv. Selv om EU-institutioner fik mere magt, blev den politiske virkelighed aftalt mellem regeringerne – dvs. især Tyskland og Frankrig.

Drømmene om et forenet Europa faldt dog snart sammen. Projektet viste sig at løbe ind i en voksende modstand i landenes arbejderklasser. Danmark stemte i først omgang nej, og i Frankrig var det kun et mikroskopisk flertal, der sikrede landets godkendelse af traktaten.

Desuden viste EU sig fuldstændig magtesløs overfor krigen i ex-Jugoslavien. Der var endnu langt til en EU-stormagt.

Og endelig fik to valutakriser i 1992-93 EMS’en til at bryde sammen, hvilket var den værst tænkelige start på den fælles valuta, Euro'en.

Det betød – i hvert fald foreløbigt – et sammenbrud i planerne om en europæisk union.

Amsterdamtraktaten er derfor meget mere kendetegnet ved, hvad der ikke står i den, end hvad der står. Den skulle ifølge Maastricht have været virkeliggørelsen af en tæt integreret økonomisk enhed i Europa.

Modstanden vokset

Men siden de glade dage i starten af 1990’erne er især modstanden fra arbejdere over det meste af Europa vokset. I næsten alle lande har der de seneste 2-3 år været strejker og demonstrationer mod den økonomiske politik, der skulle være forudsætningen for indførelsen af den fælles valuta. I Frankrig tog det en regering med i faldet, og selv i Tyskland måtte Kohl bøje sig for strejkende minearbejdere.

EU-toget kører ikke bare derudad. Konflikter mellem medlemslandene indbyrdes og modstanden i arbejderklassen mod at betale for integrationen gør det til et hostende lokomotiv, der ved enhver seriøs forhindring er ved at gå i stå og nogle gange ruller baglæns.

Der er en anden mulighed

SF “bygger på en international strategi for socialisme og ikke en national,” siger SF’s Antorini.

Og sandt er det, at det ikke er noget troværdigt alternativ, når fx Juni-bevægelsen uddeler gamle danske pas som symbol på, at de vil bevare nationalstaten. Eller når selv folk i Enhedslisten gør spørgsmålet om afgivelse af national suverænitet til et hovedpunkt i deres argumentation mod EU.

Men at være internationalist betyder ikke, at vi må acceptere EU og arbejde inden for dens institutioner.

EU er de europæiske herskende klassers organisering vendt mod den europæiske arbejderklasse.

Når et flertal i SF’s folketingsgruppe alligevel går ind for EU, er det fordi, de har mistet troen på, at arbejderklassen kan bekæmpe EU og opbygge socialistiske samfund i Europa.

Derfor ser de ikke anden mulighed end at håbe på, at de kan presse den herskende klasse til at tage sociale hensyn og hensyn til miljøet.

En ægte internationalisme opbygges i stedet gennem at arbejdere i forskellige lande kæmper sammen mod vores fælles magthavere.

International kamp mod “den rå kapitalmagt” starter ikke i kapitalmagtens egne – nationale eller internationale – organer, men på den enkelte arbejdsplads.

Flere artikler fra nr. 166

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
SF
EU/EF

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2680 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside