Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 164 – 14. august 1997 – side 4

Kan vi få revolution i Danmark?

Martin B. Johansen

“Det sker aldrig her i Danmark.” Det er det mest almindelige svar på ideen om at skabe et socialistisk samfund i Danmark gennem en revolution.

Mange mennesker trækker på smilebåndet og siger, at en revolution vil gå i vasken, hvis det er regnvejr, eller der er landskamp i fjernsynet.

Andre henviser til “dansk tradition” og siger, at forestillingen om hurtige og altomfattende forandringer af samfundet er “fremmed for dansk mentalitet”.

Men store strejkekampe og protester er ikke mere fremmed for dansk mentalitet, end at den danske arbejderklasse flere gange i dette århundrede har sat sig op imod den herskende klasse og tvunget den til at skifte kurs.

Vi skal ikke længere tilbage end 1985 for at finde “Påskestrejken” – den største strejkebevægelse nogensinde i Danmark.

Under Påskestrejken var op imod én million arbejdere i konflikt. Der var flere gange enorme demonstrationer foran Christiansborg, der hver samlede 150-200.000 mennesker.

Påskestrejken var tæt ved at koste den borgerlige Schlüter-regerings afgang, og den herskende klasse var så rystet, at den ved den næste overenskomst i 1987 gav arbejderne en af de største lønforhøjelser i historien for at undgå en gentagelse af 1985.

Feriestemning

Efter befrielsen i 1945 var Danmark gennem et helt år præget af et stort antal strejker og demonstrationer. Venstres statsminister Knud Kristensen sagde beklagende: “Der breder sig en feriestemning på vore arbejdspladser.”

Det var en udbredt holdning, at der ikke kun skulle rettes op på de afsavn, som arbejderne havde lidt under den tyske besættelse. Der skulle i det hele taget gøres op med det system, som i 1930'erne havde ført til enorm arbejdsløshed og i sidste ende var endt med en altødelæggende verdenskrig.

Et tredje eksempel er årene 1918-20. I Rusland havde arbejderklassen taget magten ved revolutionen i 1917. Og efter første verdenskrig blev hele Europa oversvømmet af en revolutionær bølge.

Ikke mindst Tyskland bevægede sig i flere år på kanten af en socialistisk revolution.

Den herskende klasse i Danmark frygtede, at begivenhederne i Tyskland kunne overskride grænsen. En radikal minister, P. Munch, skrev: “Der herskede i de dage en uhyggelig følelse af, at det kunne udvikle sig som i Tyskland. Det var ikke til at bedømme, hvor stærke de kræfter var, som begivenhederne havde sluppet løs.”

Kampen om magten

Mange opfatter en revolution som guerillakamp, bomber på Christiansborg og skyderi i gaderne.

Af den grund afviser mange, som ellers ønsker, at samfundet bliver lavet grundlæggende om, at det sker gennem en voldelig revolution.

Men vold og “militante” kampformer er langt fra det centrale i en revolution. Revolutioner udspringer først og fremmest i situationer, hvor hele samfundet er inde i en omfattende social krise.

Lenin, den russiske revolutionsleder, pegede på, at en revolutionær situation var betinget af to nødvendige faktorer:

For det første, at arbejderklassen og de undertrykte har mistet tiltroen til de bestående magthavere og er begyndt at kræve omfattende forandringer af samfundet.

For det andet, at magthaverne er indbyrdes splittede og uenige om, hvordan samfundet skal styres fremover.

Det er kombinationen af disse to faktorer, der skaber en omfattende social krise, hvor det grundlæggende spørgsmål er: Hvem skal have magten?

Sådanne sociale kriser har været et gennemgående fænomen i hele dette århundrede. Og der er ingen grund til at tro, at de ikke vil opstå igen.

Hele perioden fra 1968 til 1975 var præget af flere revolutionære opstande. Frankrig i 1968, Chile i 1970-73 og Portugal i 1974-75 var inde i sådanne kriser, hvor samfundet bevægede sig frem og tilbage mellem to modpoler: arbejderklassen og borgerskabet.

Østeuropa

Lignende situationer opstod i Polen i 1980-81 – og de omfattende forandringer i Østeuropa i efteråret 1989 var alle præget af, at det store flertal af befolkningen ikke længere ville finde sig i undertrykkelsen. Og samtidig var hele den magtstruktur, som Sovjet havde opretholdt i Østeuropa siden 1945, ved at gå totalt i opløsning.

Revolutioner er altså ikke noget, der tilhører en fjern fortid, men er et grundlæggende og tilbagevendende fænomen i kapitalismen. Det skyldes, at kapitalismen på to måder er et fundamentalt ustabilt system:

For det første er kapitalismen et klassesamfund. Den herskende klasses magt forudsætter, at den gennem overtalelse, løgne og brug af vold kan holde arbejderklassen i ro.

Men som det engang er blevet sagt, så kan man snyde nogle mennesker hele tiden, man kan snyde alle mennesker noget af tiden, men man kan ikke snyde alle mennesker altid.

For det andet svinger den kapitalistiske økonomi op og ned.

Når det går godt for økonomien, kan magthaverne i et vist omfang købe sig til magten ved at imødekomme arbejderklassens krav om bedre løn, pensioner og offentlig velfærd.

Men det er indbygget i kapitalismens økonomi, at ethvert opsving før eller siden bliver afløst af en nedgang med stigende arbejdsløshed, krav om begrænsninger i lønningerne og krav om offentlige nedskæringer.

Når arbejderklassen føler, at samfundet ikke længere kan indfri dens krav, kan der opstå situationer, hvor store dele af arbejderklassen begynder at tvivle på kapitalismens berettigelse.

Mistilliden vokser

Kan man forestille sig, at de grundlæggende betingelser for en revolution vil opstå i Danmark?

Hvis man ser på den herskende klasse, så er det oplagt, at den ikke har greb om situationen.

Efter Berlinmurens fald lovede magthaverne, at nu ville menneskeheden gå ind i en æra med fred og økonomisk fremgang.

I stedet har vi fået et stigende antal krige, bl.a. i Afrika og i det tidligere Jugoslavien, som verdens magthavere har svært ved at få afsluttet.

Selv om der i de sidste par år har været økonomisk vækst i Danmark, så lurer der hele tiden en trussel i baggrunden om en ny nedgang. Et økonomisk kollaps i USA eller i en af de store europæiske økonomier kan hurtigt trække den danske økonomi med ned.

De herskendes usikkerhed om økonomiens udvikling blev udtrykt af Jyllandspostens erhvervsredaktør med disse ord: “Alt er stik imod lærebøgerne.”

Politikerlede

På den anden side er det åbenlyst, at store dele af den danske arbejderklasse nærer stor mistro til, at systemet kan leve op til forventningerne.

Den udbredte politikerlede og mangel på interesse for at deltage i det politiske liv; den store skepsis overfor videnskabens frembringelser i form af bl.a. genteknologi; den store bekymring om fremtiden for miljøet; den vedvarende store modstand mod magthavernes EU-projekt – alt dette er udtryk for, at mange mennesker i bund og grund ikke tror magthaverne over en dørtærskel.

Og i flere tilfælde er denne skepsis blevet forvandlet til direkte kamp mod systemet. I 1995 kunne RiBus-strejken i Esbjerg samle stor sympati og førte til den største sympatistrejke nogensinde, da 250.000 nedlagde arbejdet d. 20. april. Et af resultaterne var, at regeringen offentligt erklærede et stop for fremtidige privatiseringer.

I 1996 strejkede 10.000 københavnske hospitalsarbejdere mod fyringer på Rigshospitalet. Under strejken var det oplagt, at mange støttede konflikten, og den blev kun standset, fordi fagforeningerne ikke turde indkalde til sympatistrejker.

Senere i 1996 så vi eksportchaufførernes blokade af grænsen, hvor de på få dage fik presset større indrømmelser igennem, end deres forhandlere på ti år havde været i stand til.

I øjeblikket lever regeringen og magthaverne i Danmark på lånt tid.

De kan udskyde eller forhale nedskæringer, fordi økonomien er i fremgang.

Men en nedgang i økonomien kan bringe den herskende klasse ud i et omfattende indbyrdes skænderi om, hvordan de kan løse problemerne.

Hvis en ny økonomisk krise fører til nye omfattende protester i arbejderklassen, så kan disse protester i kombination med magthavernes tvivlrådighed hurtigt åbne for en situation, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved hele samfundets fremtid.

Flere artikler fra nr. 164

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Revolutionen

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 270 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside