Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 111 – Januar 1995 – side 13

Michael Brammer: “LOVE”

Provokerende hundekunst

Jakob Nerup

Fem udstoppede hundehvalpe omkring et næsten tre meter højt glasfiberhjerte, rødt og rundt, placeret i Nikolaj kirke, markerede på værdig vis, at kunsten i 1994 for alvor brød med 80’ernes meningstomme postmodernisme.

Hundene var centrum i Michael Brammers udstilling LOVE og vakte forargelse hos dyreværnsfolk, mens de rindalistiske kunsthadere føjede Brammer på listen over forkerte kunstnere.

Men det er ikke hundene i sig selv, der skaber reaktioner. Det er den kunstneriske sammenstilling af hvalpe med dumme, bedende øjne, der forsøger at komme i kontakt med menneskets symbol på følelser – hjertet. At selve hjertet er overdimensioneret og gennemboret af et fallossymbol og kristendommens moralske kors, gør det jo endnu mere utilnærmeligt for hundehvalpene, og dermed også for os mennesker.

Det gennemgående tema i udstillingen er fremmedgørelsen. De forskellige rum i kirken er installeret med læderbetrukne maghonimøbler, som hviler tungt på væg til væg tæppet med hjertemotiver. På væggene hænger tre flade ensfarvede malerier i stærke gule, blå, røde og sorte farver, som ved nærmere undersøgelse gemmer en reklame for Carlsberg, Dyrup eller Adidas.

En anden gennemgående serie er farvelagte røngtenbilleder i maxistørrelse med påklistrede babydukker i plastic. Den tredje serie er popartlignende billeder af Michael Jackson, Whitney Houston, Bill og Hillary Clinton og kronprins Frederik, hvor de er blevet upersonlige ikoner med ens blå øjne uden sjæl.

Alle billeder er ophængt, så de fungerer “naturligt” med møblerne, LOVE-tæppet og de store planter. Tilsammen giver det en fornemmelse af at være i A.P.Møllers dagligstue, hvor ehver følelse er klistret op på væggene. Med andre ord er fremmedgørelsen udstillet så tykt, at der må et forsonende element til.

Det eneste levende på udstillingen, ud over de besøgende, er fjernsynets evigt kværnende reklamer og så Michael Brammer selv. Ikke fordi han er personligt til stede, men fordi han har sat sig i scene som mr. LOVE. Receptionen flyder med plakater, platter og T-shirts, hvis eneste motiv er mr. LOVE. Denne overdrevne selvhævdelse virker faktisk som et menneskeligt element midt i fremmedgørelsens univers.

Heldigvis tør Michael Brammer provokere os allesammen til at tage fremmedgørelsen alvorlig. Ikke fordi han leverer svar til handling, men fordi han tvinger os til at tænke over tingene.

Michael Brammer har lavet årets bedste udstilling, hvor han kombinerer sit kunstneriske håndelag for farver og komposition med den frækhed at udstille følelser.

Men i 1994 var det ikke bare Michael Brammer, som fik de bornerte og snæversynede på barrikaderne. Året startede glimrende med Christian Lemmerz’ udstilling af  grisekroppe i Esbjerg, som i samme ånd som LOVE fik følelserne i kog, fordi den industrialiserede gris blev gjort nærværende igennem sin forrådnelsesproces.

1994 blev også året, hvor borgerskabets afstumpede fortrængning af virkeligheden tvang en udstilling til lukning. Skrotbiludstillingen på Kongens Nytorv lige overfor d’Angleterre blev for meget for de fisefornemme. Dette glimrende stykke virkelighedskunst kunne de fine ikke tåle synet af, så de fik tvunget udstillingen væk, og viste dermed tydeligt, at kunst også er klassekamp.

Det mest systematiserede angreb på den provokerende kunst kom fra den nye chef for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, som stærkt sekunderet af Ekstra Bladet, er gået til angreb på Fluxus-kunstnerne. Konkret vil de have Rene Blocks deponerede samling fjernet, men diskussionen handler om meget mere. Fluxus var i begyndelsen af 60’erne en nyskabelse for kunsten, fordi de kombinerede kunstarter i aktionskunst, der ofte direkte inddrog publikum, og dermed var meget uforudsigeligt.

1994 blev året, der for alvor brød med 80’ernes holdningsløse postmodernisme, hvor alting kun havde mening, hvis det var meget elitært og dyrt. Det brud varsler, som i samfundet i øvrigt, nye tider for kunsten.

Kunsten og vi andre kan ikke leve med de evige genopførelser af franske impressionister og de store danskere. Der skal skabes nyt, hvis kunsten skal leve og ikke bare være et investeringsobjekt.

Billedtekst:
Forargelsen over de udstop-pede hundehvalpe viste, at kunsten igen kan provokere.

Flere artikler fra nr. 111

Flere numre fra 1995

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2026 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside