[ International Socialisme nr. 8 ]
International Socialisme nr. 8
okt 1994

International Socialisme hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 8

Udskriv artikel

 

Nr. 8

Side 2
· Indhold + Introduktion: 10 års historie om klassekamp

Side 5
· 10 år for socialisme

Side 28
· Klassiker mod nazisme (Hartvig Frisch: "Pest over Europa. Bolsjevisme - fascisme - nazisme. Tiden indtil 1933")

Side 32
· Når fordommene forsvinder (Susan Francis med Andrew Crofts: "En kvindes mod")

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

International Socialisme – Nr. 8 – Efterår 1994 – Side 5

Udskriv

10 år for socialisme

Tom Christiansen


Fra tidsskriftet International Socialisme nr. 8, efterår 1994.
Artiklen er i april 1995 udgivet som pjece af Internationale Socialisters Forlag med titlen 10 år for socialisme ISBN 87-7262-071-4.


Indhold

Firserne – socialisters mareridt
Dannelsen af Internationale Socialister
Påskestrejkerne i 1985
Kampen mod nazismen
Den nye verdensorden
IS i 90'erne
Afslutning

 

Den 30. september 1994 var tiårsdagen for organisationen Internationale Socialister. Det giver selvfølgelig anledning til at kigge tilbage og gøre status over, hvor langt vi er nået.

Men først er der nok et spørgsmål, som trænger sig på: hvorfor overhovedet bruge 10 år på socialisme? Mange vil sikkert mene, at det er forældet at snakke om socialisme. De store klasseforskelle er udryddet – i hvert fald i Danmark. Der er måske mange socialt udstødte, men en arbejderklasse i klassisk forstand har vi da ikke længere. Og hvis vi har, så hverken kan eller vil den lave socialisme.

Det er det billede af den danske samfund, som vi hele tiden får serveret. Danmark er et velfærdssamfund, hvor det er din egen skyld, hvis du ikke forstår at indrette dig.

Men hvis man kradser lidt i glasuren, åbenbarer der sig et samfund med store og voksende sociale uligheder. 94% af al formue i Danmark ejes af den rigeste femtedel af befolkningen. Samtidig lever halvdelen af alle danske husstande af en indkomst, der svarer til eller ligger under niveauet for dagpengesatsen pr. voksen i husstanden.

Men det er ikke kun goderne, der er ulige fordelt. Det er magten i samfundet også. Vi er vant til forestillingen om, at Danmark er et demokratisk samfund, hvor alle har lige meget at skulle have sagt. Men hvis vi kigger på verden, som den ser ud i virkeligheden, så er det en kendsgerning, at demokratiet stopper ved fabriksporten. På arbejdspladserne har vi ingen indflydelse på det arbejde, vi laver, eller det overskud, vi skaber.

Arbejdsgivernes magt gælder ikke kun på selve arbejdspladsen. De har også en afgørende indflydelse på, hvordan livet former sig for millioner af mennesker. Det er dem, der bestemmer, om overskuddet fra en virksomhed skal investeres i arbejdspladser eller i værdipapirer, så tusinder bliver sendt ud i arbejdsløshed, og nye generationer må tage til takke med bistandshjælp.

Det er i sidste ende også arbejdsgiverne, der bestemmer, om der skal filter på fabriksskorstenene, og om spildevandet skal renses. Det kan stadigvæk bedre betale sig for en arbejdsgiver at betale de latterligt lave miljøbøder end at producere uden at forurene. Og hvis kravene strammes, truer virksomhederne med at flytte til udlandet.

Med hensyn til magt og rigdom er det danske samfund derfor stadigvæk delt op i to hovedklasser. På den ene side er der arbejderklassen, som er det store flertal, der får samfundet til at fungere. Det er arbejderne på fabrikkerne, som fremstiller de varer, vi forbruger. Det er sygeplejerskerne, som passer vores syge og gamle. Det er buschaufførerne, som transporterer os til og fra arbejde. Det er skraldemændene, som skiller os af med vores affald osv. På den anden side er der kapitalisterne: direktørerne, spekulanterne, generalerne, departementscheferne osv. De lever godt af det overskud, som almindelige arbejdere skaber i virksomhederne. Det er dem, der har den virkelige magt, for det er dem, der har magten over samfundets rigdomme.

Men sådan behøver det ikke at være. Vi kunne have et samfund, hvor det var arbejderne, der selv bestemte hvilket arbejde, vi ville udføre, hvilke varer vi ville producere, og hvordan vi ville udføre arbejdet. Frem for alt et samfund, hvor vi i fællesskab kunne bestemme over det overskud, vi selv har skabt.

 

Socialisme ikke en utopi

Det er ikke bare en utopi eller en smuk drøm. Det følgende tankeeksperiment forklarer hvorfor. Lad os forestille os, at børsspekulanterne, direktørerne, osv. beslutter sig for at strejke. Det ville ikke forhindre arbejderne i at arbejde. Samfundet kunne stadig fungere. Men blev arbejderne enige om at strejke på én gang, ville samfundet gå i stå.

Men arbejderne kan mere end blot at standse samfundet. De kan også sætte det i gang igen på deres egen måde. Det er hvad socialisme handler om: almindelige mennesker tager tingene i sine egne hænder. At de selv planlægger i fællesskab, hvordan arbejdet skal udføres og goderne fordeles. På den måde kommer samfundsudviklingen til at handle om, hvad der er til vores fælles bedste og ikke om, hvordan det rige mindretal kan blive endnu rigere.

Men vil arbejderne nogensinde gøre det, er vi ikke blevet bildt alt for mange løgnehistorier ind af politikere, aviser og TV? Svaret er, at mange arbejdere i dagens Danmark mere eller mindre gennemskuer systemets løgne og handler på egen hånd.

Fra tid til anden opdager arbejdere på en arbejdsplads, offentlig som privat, at arbejdsgivernes eneste interessere i de ansatte er, hvor meget de kan arbejde. Deres ve og vel er de hamrende ligeglade med. Arbejderne finder derfor ud af, at den eneste måde, de kan blive taget alvorligt på, er at stoppe arbejdet ved at strejke.

Der er selvfølgelig lang vej fra at strejke eller på anden måde gøre modstand mod systemet til at slås for socialisme, men det er en begyndelse. De strejkende får nogle vigtige erfaringer om, at de kan presse forbedringer igennem. De har en magt, når de bliver enige om at bruge den. Den dag det store flertal i arbejderklassen finder ud af at aktionere sammen, så er der ikke længere kun muligheder for små forbedringer. Så kan vi overtage hele samfundet.

Naturligvis vil det blive en vanskelig proces, for kapitalisterne, som har magten i dag, vil ikke give den fra sig sådan uden videre. De vil udsprede løgne om socialister. De vil bruge politiet og militæret mod arbejdere, der gør oprør. De har organiseret deres magt i et hierarkisk system, så det er let for dem at bruge den.

Arbejderklassen må også organisere sin magt. Men dens styrke er også dens problem – nemlig at den udgør det store flertal. Det er svært at organisere, at hele arbejderklassen gør det samme på samme tid. Det kræver en organisation – et parti – der kan koordinere og lede arbejderklassens kamp. Det er et sådant parti, som IS forsøger at opbygge. Det indebærer to ting: for det første skal vi opbygge et masseparti med medlemmer på de fleste arbejdspladser og i de vigtigste fagforeninger. For det andet skal et sådant parti lære af de erfaringer, som arbejderklassen gør sig i kampen mod kapitalisterne – både historisk og i dag.

Det er i lyset af den opgave, at IS's indsats og resultater skal vurderes. Hvor langt er vi nået med at opbygge et revolutionært, socialistisk arbejderparti. Det kan besvares ud fra to vinkler. Den ene vinkel er at sammenligne IS' nuværende størrelse med de krav, der stilles til et parti, der vil lede en socialistisk revolution. Set i det lys er vores resultater beskedne.

Men eftersom IS fungerer under omstændigheder, som vi ikke selv har valgt, kan vi naturligvis ikke skabe et socialistisk masseparti alene ved viljens kraft. Omverdenen sætter betingelserne for, hvad vi kan opnå her og nu. En mere realistisk vinkel er derfor at sammenligne de resultater, vi har opnået, i forhold til de realistiske muligheder, vi har haft. Har vi haft nogle rigtige perspektiver, og har vi reelt kunnet udnytte de muligheder, vi har haft, godt nok.

Det er det afgørende spørgsmål, som i det kommende vil blive besvaret.

 

Firserne – socialisters mareridt

1980'erne var på mange måder et forfærdeligt årti. En selvsikker Schlüterregering kom til magten i 1982 med et budskab om egoisme, grådighed, rundsave på albuerne og angreb på arbejderklassens rettigheder og levevilkår.

Troen blandt almindelige mennesker på, at man kunne forhindre Schlüters og arbejdsgivernes angreb sank til nulpunktet. En række nederlag til strejkende arbejdere fik det store flertal i arbejderklassen til at miste troen på, at man kunne opnå noget ved at strejke og aktionere. Den voksende arbejdsløshed gjorde, at arbejdere, der trods alt alligevel ønskede at slås, som regel undlod at tage til genmæle, fordi de var bange for at blive fyret.

Der var dog hele tiden strejkekampe, men de strejkende oplevede, at de kom til at stå helt alene uden sympati og støtte fra andre arbejdergrupper. Det betød, at de strejkende selv opgav forsøget på at vinde opbakning fra andre arbejdere. I stedet nøjedes de med at stille meget lokale krav. Logikken var, at jo lavere krav man stillede, jo nemmere kunne man få dem opfyldt.

Men det var ikke arbejdsgivernes logik. Deres selvtillid var blevet styrket af, at Schlüter kom til, og de blev hele tiden opmuntret af, at strejkende arbejdere var isoleret og af, at de kun turde rejse beskedne krav. Så i stedet for at opfylde kravene mødte de hver enkelt lille strejke med en massiv arbejdsgiverfront, som tvang de strejkende i knæ.

Stemningen i 1980'erne havde de alvorligste konsekvenser for den venstrefløj, der var vokset op siden 1968. Denne venstrefløj blev født i en situation, der var domineret af to forhold: Dels at arbejderklassen i de industrialiserede lande var i offensiven, dels at der i store dele af den tredje verden blev ført en relativt succesfuld kamp mod kolonialismen.

Arbejderklassens offensiv havde et omfang, der gjorde, at ord som revolution og socialisme ikke længere blev opfattet som urealistisk ønsketænkning, men som noget, der lå inden for rækkevidde. I maj 1968 oplevede Frankrig verdens største generalstrejke. I Chile i 1971 kom en socialistisk præsident til magten, hvilket bragte landet på randen af revolution. I Portugal væltede en opstand i 1974-75 blandt arbejdere, soldater og bønder det diktatur, som havde regeret Portugal siden 1926. I Storbritannien væltede minearbejdernes strejke i 1974 den konservative Heath-regering. Og i Danmark fik en massiv strejkebevægelse i maj 1974 den daværende Venstre-regering til gå af.

Disse kampe var en opmuntring til hundredtusinder af arbejdere og studenter i hele den vestlige verden. De organiserede sig i det nye revolutionære venstre som alternativ til de forstenede og traditionelle stalinistiske og reformistiske partier. I Danmark tilfaldt størstedelen af det nye venstres vækst partiet Venstresocialisterne (VS), som opstod efter en splittelse i Socialistisk Folkeparti (SF) i 1967. VS blev et opsamlingspunkt for alle mulige tendenser på den nye venstrefløj, og voksede fra 300 medlemmer i 1973 til 2.500 i 1975 og opnåede repræsentation i Folketinget.

Men fra midten af 1970'erne vendte stemningen i arbejderklassen. Arbejdsløsheden voksede og arbejdernes kampe løb ind i en række nederlag. Den nye venstrefløj var ikke rustet til at operere i en situation, hvor det ikke længere var arbejderne men arbejdsgiverne, der var i offensiven. Og fra slutningen af 1970'erne begyndte det at gå tilbage for venstrefløjen.

1980'erne blev en ren massakre. Værst gik det ud over Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som gik fra at være 11.000 medlemmer i 1977 til at være under 1.000 i dag fordelt på Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og DKP, som arbejder indenfor Enhedslisten. VS gik fra at have været anslået omkring 3.000 medlemmer i 1980 til at være 300 i 1992. (Peter Iversen: Venstrefløjen i 80'erne – fra storhed til fald, -i: International Socialisme nr. 4, 1993)

De, der blev tilbage på venstrefløjen i 80'erne, gik politisk til højre. Man holdt op med at tro på, at arbejderklassen kunne slås for sin egen befrielse. Det etablerede politiske system i form af folketing, kommunalbestyrelser og fagforeningsbestyrelser kom mere og mere i fokus, mens almindelige menneskers kamp i hverdagen gled i baggrunden. Selvom organisationerne stadig i ord var revolutionære, så nærmede de sig i praksis reformismen.

Der var dog nogle, der holdt fast på, at socialismen skulle komme fra neden. Blandt andet en gruppe inden for VS, som kaldte sig Faglig Fællesliste. Faglig Fællesliste var imidlertid ikke i stand til at stå mod den nedgang og demoralisering, som resten af venstrefløjen oplevede.

Det skyldtes flere forhold. For det første var Faglig Fællesliste i virkeligheden ikke særlig enige indbyrdes. Mest afgørende var det, at organisationen ikke havde en samlet idé om, hvordan de ville opbygge et revolutionært parti. Medlemmerne arbejdede ikke i samme retning, og organisationen kom derfor ikke nogen vegne.

For det andet havde Faglig Fællesliste ikke noget krav til sine medlemmer om, at de skulle være aktive for at sprede organisationens politik. Den eneste betingelse for medlemskab var, at man også var medlem af VS.

For det tredje opstod der en stor kløft mellem arbejdet i Faglig Fællesliste og arbejdet udenfor. Når medlemmerne deltog i møder eller blev valgt til tillidsposter, præsenterede de sig sjældent som revolutionære socialister, men som repræsentanter for denne eller hin arbejdsplads.

For det fjerde havde Faglig Fællesliste ikke en klar analyse af, hvordan betingelserne i verden udenfor havde ændret sig. Organisationen kunne derfor ikke tage sine forholdsregler. I stedet for at se begrænsningerne i øjnene, påtog Faglig Fællesliste sig som sin egen forpligtigelse at holde liv i den del af arbejderklassen, som fortsat ville kæmpe. Faglig Fælleslistes medlemmer skulle opbygge grupper af arbejdere, som skulle være "...alternativt lederskab til det reformistiske fagbureaukrati." ("Her står FFL" – Faglig Fælleslistes politiske grundlag).

Men ved at forlange, at medlemmerne skulle udføre det umulige, demoraliserede Faglig Fællesliste sine medlemmer, der enten blev opslugt af fagligt arbejde eller opgav politisk arbejde.

Da 11 medlemmer i sommeren 1984 valgte at bryde med Faglig Fællesliste, var organisationen som følge af disse svagheder i virkeligheden allerede i fremskreden opløsning.

 

Dannelsen af Internationale Socialister

Faglig Fællesliste var i kontakt med den internationale IS-tendens, som er et netværk af organisationer, der er bundet sammen af en fælles opfattelse: at socialismen må komme fra neden, gennem at arbejderklassen smadrer den kapitalistiske stat; at socialismen kun kan eksistere internationalt; og at de lande, der kalder sig socialistiske, i virkeligheden er statskapitalistiske; og at det er nødvendigt for revolutionære at organisere sig med henblik på at opbygge revolutionære partier.

De øvrige grupper i IS-tendensen havde længe rådet Faglig Fællesliste til at bryde med VS og opbygge en selvstændig, revolutionær organisation, hvilket Faglig Fællesliste sad overhørig. Til et internationalt møde, som samlede repræsentanter fra grupperne i IS-tendensen, i London i sommeren 1984 strammede tendensen skruen en ekstra tand.

Her pegede tendensen på, at problemet for opbygningen af et revolutionært parti ikke længere var VS, men Faglig Fællesliste selv. Rådet til de tilstedeværende repræsentanter fra Faglig Fællesliste var derfor at lade være med at vente på, at organisationen en gang ud i fremtiden ville bryde med VS. De, der mente det alvorligt med at opbygge et revolutionært parti, skulle bryde øjeblikkeligt fra såvel VS som Faglig Fællesliste.

D. 11 juli samlede de 13 medlemmer af Faglig Fællesliste, som var i London, sig til et møde for at diskutere tendensens råd. 11 ud af de 13 besluttede, at de ville følge dem og opbygge en IS-gruppe i Danmark.

D. 30. september 1984 blev IS formelt stiftet. IS var på det tidspunkt oppe på at have 44 medlemmer.

 

Perspektivet for opbygning af IS

Men hvad i alverden fik først 11 og senere 44 socialister til at tro, at de kunne gøre, hvad resten af venstrefløjen ikke formåede – nemlig at gå mod strømmen. Og endda med et så spinkelt medlemsmæssigt udgangspunkt?

Først og fremmest tog vi vores egen analyse alvorligt. Vi forudså, at lige så vel som at 80'erne på et tidspunkt ville blive afløst af 90'erne, ville den defensive situation for arbejderklassen også blive afløst af en offensiv periode.

Så længe der findes to klasser i samfundet, vil der altid være klassekamp, og i hver enkelt lille kamp ligger muligheden for et opsving i arbejderklassens kampe, og på et tidspunkt ville den internationale, økonomiske krise indhente Margaret Thatchers, Ronald Reagan og Poul Schlüters succes med den borgerlige offensiv.

Når det skete, ville der være åbne muligheder for, at arbejderklassens selvtillid ville vokse sammen med dens evne til at kæmpe imod angrebene fra arbejdsgiverne og regeringen.

Et stigende niveau i klassekampen ville også medføre en stigende radikalitet og søgen mod socialistiske svar. Det ville åbne muligheden for at opbygge et revolutionært masseparti, der kunne få indflydelse på arbejderklassens kampe. Men så længe arbejderklassen var i defensiven, ville de revolutionære være et isoleret mindretal.

Ud fra det perspektiv var det ikke opgaven for de 44 IS'ere at søge indflydelse i klassekampen, men derimod at forberede sig på, at situationen ændrede sig. IS skulle med andre ord være en propagandagruppe. Propaganda blev ikke ment i den almindelige betydning, nemlig som udokumenterede påstande, der skal forlede i en eller anden retning. Vi skelner mellem agitation og propaganda.

Agitation er at henvende sig til mange mennesker med en enkelt idé med henblik på at få de mange til at handle, fx at få folk til at deltage i en antinazistisk demonstration. I modsætning hertil er det propaganda at overbevise få mennesker om mange ideer eller hele sæt af ideer. Fx hvis vi ønsker at overbevise folk om, hvordan nazismen hænger sammen med kapitalismen, og hvordan socialismen er det eneste, som for altid vil kunne fjerne den nazistiske trussel.

Hvad der er propaganda, og hvad der er agitation, er ikke til at afgøre én gang for alle. I en revolutionær situation er det agitation at opfordre arbejderklassen til at lave revolution, fordi der er en sandsynlighed for, at de gør det. Mens det i andre situationer er propaganda at opfordre folk til at gå til et fagligt møde, fordi det forekommer usandsynligt, at folk vil gøre det.

Propagandaperspektivet var påtvunget os af to omstændigheder. For det første var IS så lille en organisation, at det gav sig selv, at vi kun kunne henvende os til de få. For det andet blev de folk, der ville handle, mere og mere isoleret, så selv beskedne ideer til handling sjældent blev ført ud i praksis. Det, vi kunne gøre, var imidlertid at finde de få enkeltpersoner, som trodsede strømmen, overbevise dem om vores ideer og rekruttere dem til IS.

Men det betød ikke, at IS kun skulle beskæftige sig med abstrakte ideer. Vi ønskede, at vores propaganda skulle tage konkret udgangspunkt i de spørgsmål, som var aktuelle. Vi skulle også komme med konkrete forslag til handling.

Men eftersom vi ikke forventede, at vi kunne sætte handling i gang, var der ikke tale om agitation. Vi opfandt derfor begrebet "konkret propaganda" til at beskrive den måde, vi forsøgte at komme i kontakt med vores omverden på.

Nedgangen i arbejderklassens selvtillid, og den dermed følgende højredrejning, forudsatte en bestemt måde at arbejde på.

Den første opgave var at bevare den revolutionære tradition i en situation, hvor alt peger væk fra den. Mere end 99 ud af 100, vi diskuterede med, mente, at det var dybt godnat at snakke om socialisme og revolution. Presset på hver enkelt medlem for at opgive traditionen eller bøje af var derfor enormt.

For at modstå det måtte vi være klare og hårde i forsvaret for vores politik og gøre meget ud af at holde hinanden fast på den politik. Når den aktuelle virkelighed ikke kunne bekræfte, at arbejderklassen kan kæmpe sig til et socialistisk samfund, måtte vi i stedet bruge megen tid på at studere historiske erfaringer og marxistisk teori for at fastholde ideen om, at arbejderklassen kan lave revolution.

På den anden side kunne vi heller ikke bare bure os inde med bøgerne. "Hvis vi skal opbygge en organisation, er vi nødt til at forholde os til folk, som ikke er helt enige med os. Vi er nødt til at arbejde på at opbygge en periferi hele tiden. (Jason Meylor: Mod strømmen -i: Hvorfor et revolutionært arbejderparti, udgivet 1984).

For det første skulle vi diskutere med folk udenfor IS for at få nye medlemmer. For det andet er det nødvendigt for revolutionære at være i konstant forbindelse med omverdenen for at undgå selvtilstrækkelighed. "Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings sandhed," skrev Karl Marx. En selvtilstrækkelig sekt vil aldrig gennem studier og lukkede diskussioner kunne forstå, hvad der sker i den omgivende verden, og vil derfor heller aldrig lære sine egne muligheder og begrænsninger at kende.

Derfor skulle vi intervenere i så mange kampe og spørgsmål, som vores kræfter tillod. Men vi skulle gøre det med det, vi kaldte en høj politisk profil. Det vil sige, at vi præsenterede os åbent som IS'ere, når vi tog ordet til et møde, skrev et læserbrev eller stillede op til en tillidspost.

Det vigtigste redskab, vi havde til at fremstå som IS'ere, var en revolutionær avis.

 

Den revolutionære avis

Alle revolutionære gennem de sidste 200 års historie har været involveret i at udgive aviser. Årsagen er ganske enkel, nemlig at revolutionære ikke ønsker at lave en revolution alene. Derimod ønsker vi at overbevise det brede flertal om at tage del i revolutionen. Avisen er det helt centrale bindeled mellem revolutionære og de masser, vi forsøger at overbevise.

På gaden, til demonstrationer, på vores arbejdsplads eller skole kan vi ved at sælge avisen komme i kontakt med folk, som ellers aldrig ville have hørt om IS. Igennem abonnementer og salg til venner og arbejdskammerater kan vi opbygge et net af sympatisører og folk, vi jævnligt diskuterer politik med.

Avisen skal repræsentere det bedste i IS. Den kan have flere argumenter og have flere indgange til at snakke om socialisme end noget enkeltmedlem selv vil kunne huske. Avisen er derfor ikke bare et redskab til at komme i kontakt med folk udenfor IS. Den giver også argumenter til medlemmer og sympatisører, som diskuterer med folk, der ikke er enige med os.

Allerede fra starten var det derfor klart for IS, at arbejdet med at fremstille og sælge en avis skulle være krumtappen i vores arbejde. Så i weekenden d. 29-30 september 1984, hvor vi formelt stiftede IS, lå det første nummer af Socialistisk Arbejderavis parat. Det var en 8 siders avis, som skulle udkomme hver 6. uge. Salgstallet for det første nummer er imponerende; 775 eksemplarer blev der solgt i løssalg. Det antal er siden blevet overgået en del gange. Men vi skal helt frem til 1993 før årsgennemsnittet overstiger de 775 i løssalg – hvis vi regner abonnenter med, oversteg vi tallet i 1992.

Forklaringen på det imponerende salgstal er først og fremmest, at nysgerrigheden på den øvrige venstrefløj var stor omend ikke vedvarende. Men det tæller sikkert også, at IS'erne var meget entusiastiske i salget af det første nummer.

Indholdet i avisen afspejlede selvfølgelig det generelle perspektiv, vi havde for vores arbejde – nemlig at vinde folk for vores ideer. Meget af avisens plads var derfor optaget af forholdsvis lange artikler, der forsøgte at forklare vores ideer bl.a. ud fra historiske eksempler.

Men det betød på ingen måde, at avisen kun beskæftigede sig med abstrakte ideer. Aktuelle spørgsmål, strejker og andre kampe havde en vigtig plads i avisen. Men da de fleste strejker på den tid blev tabt, kunne reportager fra strejkerne ikke stå alene. Vi var nødt til at give en forklaring på, hvorfor de blev tabt, og hvad der kunne have forhindret nederlaget. Avisen kom derfor uundgåeligt til at lægge sig ud med strejkeledere eller lokale fagforeningsfolk.

Avisen havde også bud på, hvad der burde gøres i den konkrete situation. Op til overenskomstforhandlingerne i 1985 havde Socialistisk Arbejderavis følgende bud på, hvad der skulle ske:

Opfordring til aktion er ikke nok for at opbygge en aktiv kamp. Det kræver, at man vinder argumenterne for de skridt, der er nødvendige for at vinde.

En nej-kampagne kan ikke vente til sidste øjeblik. Den skal forberedes og igangsættes nu.

Fagforeninger og klubber skal lave og udsende materiale til arbejdspladserne og medlemmerne om, hvorfor man skal stemme nej. Stem nej annoncer skal laves. Der skal agiteres for møder og afstemninger på arbejdspladserne.
(Socialistisk Arbejderavis nr. 6 marts 1985).

Men selv om avisen kom med bud, der er meget konkrete, så var det alligevel ikke andet end konkret propaganda, fordi meget få læste avisen eller kom i forbindelse med de ovenstående argumenter. Og endnu færre var parate til at følge anvisningerne. Meningen med at skrive det var da heller ikke, at vi troede, at de ville blive fulgt. Det, vi ønskede, var at overbevise læserne om, at med en rigtig politik kunne arbejderklassen slås og vinde.

At overenskomstforhandlingerne i 1985 alligevel fik konsekvenser, som langt oversteg vores forventninger kan Socialistisk Arbejderavis næppe tillade sig at tage ansvaret for.

 

Påskestrejkerne i 1985

Da Schlüter kom til magten i 1982 var det på en meget aggressiv politik overfor arbejderklassen. Det medførte en fantastisk vrede i arbejderklassen på trods af den manglende selvtillid. Situationen op til overenskomsten i 1985 var som en letantændelig krudttønde.

Men ikke nok med det. Schlüterregeringens politik var også en provokation overfor toppen i fagbevægelsen. Fagtoppen var i og for sig ikke så uenig i mange af den nye regerings tiltag, men for første gang siden 2. verdenskrig, sad der en regering, som overhovedet ikke ville tage fagtoppen med på råd.

Tværtimod gik de ideologiske nyliberalister i partiet Venstre til angreb på fagforeningerne og den såkaldte eksklusivparagraf. Eksklusivparagraffen gav en fagforening eller forbund ret til at kræve, at alle ansatte på en virksomhed, der har overenskomst, skal være medlem af den pågældende fagforening.

I ly af regeringens angreb på fagforeningerne skød de borgerlige splittelses organisationer, Kristelig Fagforening og Danmarks Frie Fagforening, frem. De gule foreninger hamstrede medlemmer fra fagbevægelsen. Fagbevægelsens top kom derfor til at dele de almindelige arbejderes vrede og bekymring over den borgerlige regerings politik.

Med en arbejdsgiverforening, der struttede af selvtillid, en fagtop der var fornærmet over ikke at blive taget med på råd, og med en arbejderklasse, der var ved at koge over af vrede, kunne overenskomstforhandlingerne ikke andet end bryde sammen. LO varslede konflikt for 300.000 af sine medlemmer, og mandag d. 24. marts 1985 var strejken en realitet. Efter tre dages strejke besluttede regeringen at gribe ind ved at fremlægge et lovforslag, der ville indføre en overenskomst ved lov. Lovforslaget var stort set identisk med arbejdsgivernes forhandlingsudspil, hvilket arbejderne opfattede som en provokation.

Fagtoppen bøjede nakken og sagde, at nu havde man gjort, hvad man kunne, og folk måtte acceptere det og gå tilbage på arbejde næste mandag, idet lovforslaget blev vedtaget om lørdagen. Men kedlen var sat i kog, og folk accepterede ikke lovforslaget. Allerede om torsdagen, da forslaget skulle til førstebehandling i Folketinget, blev de 9 broer til Christiansborg blokeret af 1.500 demonstranter, så politikerne ikke kunne komme igennem og foretage behandlingen af forslaget.

Det var startskuddet til en generalstrejke, som afbrudt af påsken fortsatte frem til d. 10. april. Mellem en halv og en hel million arbejdere var i strejke, og virkningen var enorm.

Socialistisk Arbejderavis skrev:

Fra demonstrationernes talerstole lød opfordringer til protester og generalstrejke, men bitterheden og harmen var så stor, at arbejderne ikke ventede på ledernes anvisninger – generalstrejken var allerede en realitet – arbejderne havde reageret spontant og resolut på regeringens provokation.

Billedet var det samme i de fleste byer. De offentligt ansatte havde nedlagt arbejdet, busser blev blokeret, skraldet hobede sig op, og der blev ikke kørt benzin. Den overenskomstmæssige strejke fra ugen i forvejen havde totalt ændret karakter. Fra at være en passiv LO-styret storkonflikt var den forvandlet til en reel generalstrejke, hvor initiativet i det mindste for et par dage fuldstændigt lå i arbejdernes egne hænder.

Den omfattende spontane aktivitet eksploderede i nedbrydning af faggrænser og i omfattende solidaritet. Arbejdspladser blokerede andre arbejdspladser og var med til at trække dem ud (i strejke, TC) eller stoppe dem under henvisning til, at de ikke ville arbejde under politibeskyttelse. På den måde blev strejken endnu mere omfattende, og de fleste funktioner var lammede. Ingen post og ingen transport. Ikke engang fjernsyn og radio."
(Socialistisk Arbejderavis nr. 8, april 1985).

Socialist Worker Review, som er IS' britiske søsterorganisations magasin, havde under strejken folk i Danmark. De skrev:

Danmark var mandagen før påske helt forskelligt fra alle andre lande i verden. En million arbejdere ud af en befolkning på 5 millioner var i strejke...Den mandag blev det på tusindvis af møder besluttet at gå i strejke. På næsten alle fabrikker, de fleste kontorer, havne, lufthavne, trykkerier, bryggerier, mange forretninger, hospitaler, børnehaver – hundredtusinder stemte for at gå i strejke.
(Pete Clark: The strike that shook a country -i: Socialist Worker Review, April 1985).

Strejken forvandlede ikke bare Danmark, den forvandlede også de folk, der deltog i den. Kollegaer, der før havde talt om, at det ikke nyttede at strejke, folk for hvem politik før strejken, når det gik højt, handlede om, at de fremmede skulle ud af landet osv. For dem voksede selvtilliden og solidariteten på én gang. Folk kom ud på blokader for første gang i deres liv, og der betød det ikke så meget, hvilken hudfarve kollegaen ved siden af havde. På få dage opdragede strejken folk til solidaritet og sammenhold mere end titusinder bøger, aviser, pædagoger og TV-udsendelser kunne gøre.

Igennem strejken lærte IS også meget – ikke mindst noget om os selv. Vi forsøgte at gribe ind i strejken. Den håndfuld IS'erne, der var i København delte på de store demonstrationer alle de løbesedler ud, som vi kunne overkomme – et par tusinde højest. Aldrig havde det været så nemt at komme af med løbesedler. Men et par tusinde løbesedler til en demonstration på 100.000 mennesker er så godt som ingenting.

På et tillidsmandsmøde forsøgte en IS'er at komme ind. Men mens der kunne være 4.000 til mødet, gik mere end 2.000 forgæves. Vores repræsentant var en af dem, der gik forgæves. Vi var så små, at vi druknede i mængden. Det understregede IS' behov for vækst – en organisation på 40-50 revolutionære i en strejke, hvor hundredtusinder deltager, gør ingen som helst forskel. Hvis vi derfor ikke var vokset inden næste gang, det gik løs, ville alle vores anstrengelser overhovedet ikke give nogen mening.

Det er en enkel lærdom for et parti, som vil have indflydelse på, hvad det store flertal i landet gør, og den er blevet gentaget tit, uden at vi altid har været lige gode til at fastholde det i praksis.

 

Tiden efter påske

Strejkerne ebbede ud, uden at hverken Schlüter eller hans lov blev taget af bordet. Det skyldes, at strejkerne kom midt i en situation, hvor selvtilliden i arbejderklassen var på nulpunktet. Og strejkerne varede ikke længe nok til at ændre på det for alvor. Men en endnu større årsag var, at der ikke var nogen effektiv ledelse af strejken.

I strejkens første dage blev det traditionelle, socialdemokratiske lederskab fejet af banen, og kom ikke til at spille nogen rolle, før strejkerne var slut. Men da det var væk, trådte DKP til. Partiet havde på det tidspunkt mange tusinde medlemmer, hvoraf mange havde tillidsposter i fagforeninger og på arbejdspladser.

Efter et par dage forsøgte DKP at få strejkerne under kontrol og få dem stoppet. Deres udspil var derfor, at folk skulle gå i arbejde igen og forhandle løn lokalt på den enkelte arbejdsplads, uden dog at DKP havde tænkt sig at gøre noget for at organisere den lønkamp. Stemningen i arbejderklassen var til meget mere. Men selvom der på venstrefløjen til venstre for DKP – heriblandt IS – var stor utilfredshed med den parole, var den ikke stor nok til at udfordre DKP'ernes perspektiv.

Bryggeriarbejdernes fagforening i København fremlagde efterfølgende et forslag om, at udvalgte arbejdspladser skulle fortsætte de politiske strejker mod regeringen.

Men selv om bryggeriarbejdernes forslag havde mange sympatiske træk, var det helt urealistisk. Strejkebevægelsen var død og kunne ikke trækkes i gang igen fra toppen af diverse fagforeningsledere. Men hvad værre var, så betød forslaget, at venstrefløjen, der bakkede op om ideen, anså lokale lønstrejker som forræderi og støtte til DKPs perspektiv.

Hele venstrefløjen undtagen IS afviste derfor at støtte den 6 uger lange lønkamp, der startede på Århus Oliemølle umiddelbart efter storstrejken. IS havde et mere realistisk bud på situationen. Vi var enige i, at DKPs forslag om at gå hjem og forhandle lokalt, var den rene obstruktion, så længe massestrejkerne stod på. Men når bevægelsen døde bort, var situationen en anden:

I stedet for at planlægge luftkasteller et det nødvendigt, at den styrke man har på nogle af de større arbejdspladser, bruges til at støtte, sprede og koordinere de kampe, som er i gang.

Lønstrejker er ikke splittende i sig selv.... Om bevægelsen kan genopbygges, afhænger af, hvordan det går de strejker, som er i gang. Derfor er det vigtigt, at der kommer fuld gang i støtte arbejdet.
(Socialistisk Arbejderavis nr. 9, maj 1985).

Til forskel fra resten af venstrefløjen demonstrerede IS her, at organisationen havde forstået, at hvad der kan være helt forkert i én situation, kan være helt rigtig i en anden. En revolutionær organisation skal være hård på sin grundlæggende politik. Man kan ikke have et uafklaret eller "taktisk" forhold til, om socialismen skal komme via en revolution nedefra i samfundet eller indføres fra oven via reformer.

Men udmøntningen af den konkrete politik må være meget fleksibel og hænge uløseligt sammen med en konkret analyse af den situation, som man befinder sig i. "Det er absurd at ville lave en recept eller en almindelig regel, som skal passe på alle tilfælde. Man må bruge sit eget hoved og finde rede i hver enkelt situation,", som Lenin skrev.

Ironisk nok var det bryggeriarbejderne i København selv, der efter oliestrejken var afsluttet, gik ud i en strejke, der i den grad isolerede sig fra andre arbejdere. Bryggeriarbejderne skulle forhandle en 5-årig rammeaftale for arbejdet på bryggerierne. Rammeaftalen indeholdt emner som, hvor mange der skulle være med i produktionen, og hvilke bryggerier, der skulle producere hvad.

Ved at medtage krav om bedre løn og nedsat arbejdstid kunne bryggeriarbejderne have forbundet sig med arbejderne på de fleste arbejdspladser og måske få sympatikonflikter eller i det mindste mere økonomisk støtte til deres strejke. Men Bryggeriarbejdernes fagforening var sammen med venstrefløjen på bryggerierne blevet enige om ikke at stille de krav. I stedet valgte bryggeriarbejderne, at strejke på nogle teknisk indviklede krav, som kun angik dem selv.

Årsagen var, at de havde opsummeret fra påskestrejkerne, at det ikke kunne lade sig gøre at kæmpe en nedsættelse af arbejdstiden igennem. De regnede med, at hvis de kun stillede de specifikke krav, så kunne de nemmere vinde en sejr.

Men som Socialistisk Arbejderavis skrev, forholdt det sig ikke på den måde:

Borgerskabet er klar over, at bare en enkelt strejkesejr giver større selvtillid generelt i arbejderklassen. Enhver strejke bliver under den nuværende krise en kamp mod ikke bare ens egen arbejdsgiver, men mod hele borgerskabet med dets statsmagt i ryggen.

Derfor var det forkert af bryggeriarbejderne og deres aktionsudvalg at tro, at man kunne vinde gennem at isolere strejken og dens grundlag til en lokal kamp.
(Socialistisk Arbejderavis nr. 11, august 1985).

Vi fik desværre ret, bryggeriarbejderne tabte i en sådan grad, at arbejdsgiverforeningen tillod sig at sende lister med samtlige 3.500 bryggeriarbejderes navne ud til sine medlemmer, så de for fremtiden var sortlistede.

IS havde ikke et eneste medlem på bryggerierne, og det er altid nemt at kritisere fra sidelinien. Selv om bryggeriarbejderne havde fulgt vores råd, var det ikke sikkert, at de kunne have opnået en større sympati og støtte fra andre arbejderes side. Men at undlade at forsøge at drage andre arbejdere ind i kampen, var det samme som at styre direkte mod nederlaget.

Vi tillod os at kritisere ledelsen af strejken. Oven i købet tillod vi os at kritisere en venstrefløj domineret af VS, som på daværende tidspunkt stod stærkt på de københavnske bryggerier.

Den samme type kritik blev senere gentaget over for andre folk, der var i en eller anden form for kamp. Det betød, at IS fik nogle uvenner blandt nogle af de strejkende arbejdere og ikke mindst på resten af venstrefløjen, folk som vi i andre sammenhænge skulle arbejde sammen med.

Men ikke desto mindre var det rigtigt at lægge sig ud med strejkeledelsen. Deres opsummering af påskestrejkerne og af deres eget nederlag var mere eller mindre, at det var umuligt for arbejderne at kæmpe. Det var derfor et yderligere skridt i retning af reformisme og opgivelse af socialisme fra neden.

IS gik derimod åbent ud og sagde, at det godt kunne lade sig gøre at kæmpe og vinde, hvis strejkeledelsen havde haft den rigtige politik. Kritikken af strejkeledelsen var derfor den måde, hvorpå vi undgik at blive trukket med i den højredrejning, der prægede venstrefløjen.

At vores kritik ikke ramte helt ved siden af, blev understreget af, at da bryggeriarbejderne stemte for at gå i arbejde igen på fagforeningens og venstrefløjens anbefaling, stemte ca. 900 bryggeriarbejdere for fortsat strejke. Der var trods alt 900 bryggeriarbejdere, der mente, at man kunne vinde strejken.

At være revolutionær socialist betyder ikke, at vi forsøger at vinde popularitet ved at undlade at kritisere det, vi synes er forkert. Tværtimod, hvis vi ønsker at vinde opbakning for vores synspunkter, så må vi argumentere åbent for dem. Revolutionære er for det meste i mindretal, og derfor oplever vi fra tid til anden at komme ud i ret hårde diskussioner og i hård modvind.

 

Kampen mod nazismen

På ét område blev IS nødt til at forlade sit generelle propagandistiske perspektiv – nemlig i kampen mod nazisterne. Kampen mod nazisterne er nemlig en kamp på liv og død. Hvis nazisterne får lov til at vokse sig stærke, vil det nemlig være de små organisationer på venstrefløjen, som sammen med flygtninge og indvandrere vil blive nazismens første ofre. I sidste ende er nazismens mål at smadre arbejderklassens organisationer.

Nazisternes vej til magten går gennem magten i gaderne, som Goebbels, propagandaminister i den nazistiske regering i Tyskland udtrykte det: "Den som kontrollerer gaderne, erobrer også masserne; og den, som erobrer masserne, erobrer på den måde også staten." (Citeret fra Chanie Rosenberg: Labour and the fight against fascism -i: International Socialism nr. 39, 1988 s. 56).

I sommeren 1985 angreb 300 deltagere i den årlige havnefest i Kalundborg et asylcenter, hvor der boede 60 iranere. Det satte gang i en bølge af racistisk hetz mod flygtninge og indvandrere. Hetzen eskalerede, og i foråret 1987 satte unge arbejdsløse, som kaldte sig "grønjakker", fordi de var uniformerede i grønne nylonjakker, fysik bag hetzen. I et boligkompleks i Studsgårdsgade på Østerbro i København chikanerede de indvandrerne ud af området og erklærede i sommeren Studsgårdsgade for "Hvid by". I et nærliggende område i Ragnhildsgade krævede grønjakkerne "Hvid by 2".

I kulissen spøgte de organiserede nazister, som ønskede at bruge indvandrerhetzen til at tiltrække sig sympatisører blandt grønjakkerne. Det ville give dem styrken til at gå på gaden og terrorisere indvandrere og venstrefløjen. Derfor var venstrefløjen nødt til at reagere på truslen.

IS var sammen med den øvrige venstrefløj tvunget til – uanset vores ringe størrelse – at forsøge at opbygge en bevægelse, som kunne stoppe nazisterne, før de blev stærke nok til at angribe os på gaden.

Men hvad er det for en bevægelse, vi har brug for, og hvordan kan den stoppe nazisterne? I det antinazistiske arbejde møder vi mindst to forkerte måder at anskue problemet på. Den ene er, at nazismen kan stoppes gennem oplysning og social behandling. Problemet i den opfattelse er, at den ikke tager højde for, at det er det kapitalistiske samfund selv, der producerer titusindvis af potentielle nazister. Kapitalismen udstøder masser af unge fra at deltage i samfundet. De unge opfatter samfundet som en autoritet, som på én gang udelukker dem og stiller krav og sætter begrænsninger for dem. De unge har ikke en tøddel til overs for det borgerlige demokrati eller sociale behandlere og psykologer, som i bund og grund ikke kan tilbyde dem andet end bistandshjælp.

Det betyder, at for hver potentiel nazist, som systemet får "helbredt", dukker der ti nye op.

Den anden forkerte holdning tager sit udgangspunkt i, at nazisterne ikke kan behandles væk, men skal bekæmpes gennem direkte konfrontationer udført af små grupper, der er parate til at gå til yderligheder for at stoppe nazisterne. Det betyder, at den antinazistiske kamp kun får deltagelse af en lille meget beslutsom flok.

IS' bud på den antinazistiske kamp tager udgangspunkt i, at nazisterne skal forhindres i at vokse ud fra det potentiale, som kapitalismens krise har skabt. Det tager samtidig også udgangspunkt i, at langt de fleste mennesker tager dyb afstand fra nazismen, og at mange vil være parate til at slås mod nazisterne, når de for alvor bliver en trussel.

Socialistisk Arbejderavis beskrev vores bud på kampen mod nazismen således:

Vi ønsker at lukke munden på nazisterne, for deres mål er at knægte ytringsfriheden for alle andre. I vores arbejde møder vi dem, der er bange for at genere nazisternes ytringsfrihed, ud fra tanken om, at alle skal have lov til at ytre sig. Men nazismen er dødsensfarlig for alle demokrater, for alle fagforeningsaktivister, for alle indvandrere, for alle socialister. Det er læren fra Hitlers Tyskland. Derfor er det nødvendigt – også for ytringsfrihedens skyld – at forhindre nazisterne i at kunne vokse sig store igen ...

Nazisterne stoppes ikke gennem almindelig tumult i gaderne mellem højre- og venstrefløjen. Venstrefløjen bør ikke falde i nazisternes fælde og indlade sig på gadeslagsmål uden at have de mange med sig.
(Socialistisk Arbejderavis nr 81, maj 1992).

Alternativet til tumult i gaderne og hætteklædte aktioner er det, der i vores tradition er blevet kaldt arbejdernes enhedsfront. Det bygger på, at nazisternes mål er at smadre arbejderbevægelsens organisationer. Derfor har alle dele af arbejderbevægelsen en interesse i at stoppe nazisterne – uanset hvad vi så hver især mener om alle mulige andre spørgsmål.

 

Enhedsfront mod nazismen

IS har i de aktiviteter mod nazisterne, vi har været med til at arrangere, lagt vægt på at få den størst mulige bredde af arbejderpartier og fagforeninger.

At have arbejderbevægelsen med indebærer mindst to fordele. For det første vil mange flere have tillid til en demonstration eller anden aktivitet, hvis arbejderbevægelsens store partier eller fagforeninger bakker op.

For det andet er det fagbevægelsens medlemmer, der har muligheder for at sætte en effektiv stopper for nazisterne. Det er arbejderne på medborgerhusene, der kan nægte at åbne husene for nazisterne. Det er trykkeriarbejdere, der kan nægte at trykke deres materialer eller annoncer osv.

Enhedsfronten har ved flere lejligheder vist sig at fungere i den praktiske verden. Op til kommunalvalget i november 1989 bebudede nazister og indvandrerfjendske grupper, at de ville stille op mange steder i landet. Men da Den Danske Forening forsøgte at holde offentlige møder i København, ventede der dem lukkede døre. Personalet i de kommunale medborgerhuse nægtede at betjene dem og nedlagde arbejdet i samarbejde med antiracistiske grupper, som blokerede for indgangen.

Også private forsamlingshuse nægtede efterhånden at leje ud til Den Danske Forening eller det, der er værre. Officielt fordi man ikke ønskede den ballade, som det ville medføre.

Da det kom til stykket, var de eneste, der formåede at stille op, borgerlisterne Stop indvandring i Esbjerg, Aalborg, Odense, København og Frederiksberg. Nazisten Albert Larsens parti, De Nationale, stillede op i Ledøje-Smørum. Ingen steder blev de valgt. Dog fik Stop indvandring 2% af stemmerne i Aalborg. Albert Larsen fik 25 stemmer. Kampagnen mod racisterne og nazisterne havde været en succes.

Ved kommunalvalget i november 1993 havde nazisterne faktisk bedre kort på hånden. Den økonomiske krise havde kastet endnu flere ud i håbløs arbejdsløshed, og internationalt voksede nazisternes aktiviteter. I sommeren 1992 overfaldt tyske nazister et asylcenter i Rostock, hvilket gav startskuddet til en massiv bølge af racistisk vold i hele Tyskland. I Storbritannien fik det britiske nazistparti, BNP, valgt en byrådskandidat i et af Londons byråd ved et suppleringsvalg i 1993, hvorefter den racistiske vold eskalerede.

Alt det opmuntrede nazisterne og de indvandrerfjendske grupper i Danmark til at optrappe deres aktiviteter. Men igen blev de mødt af en aktiv bevægelse. I Århus forsøgte Den Danske Forening sig med offentlige møder i foråret 1993. Men talstærke demonstrationer arrangeret af bla. IS fik dem fordrevet fra byen. Ikke engang på cykelbanen lige udenfor Århus lykkedes det dem at undgå demonstrationer. Da de så forsøgte at holde møde i en landsby, True, 20 km. udenfor Århus, vendte de lokale beboere sig imod det. Strømmen til forsamlingshuset blev afbrudt og halmballer spærrede parkeringspladsen. Igen viste det sig, at almindelige mennesker nærede en dyb afsky for Den Danske Forening og deres meningsfæller blandt nazisterne.

Også denne gang viste kampagnen mod nazisterne sig at være effektiv. Kun et sted, nemlig i Struer, hvor der ingen aktiviteter havde været, fik den indvandrerfjendske liste "Holger Danske" valgt en repræsentant i byrådet. Det har dog affødt, at der siden er blevet opbygget en antiracistisk organisation i Struer.

 

Bombeattentatet mod IS

En enkelt begivenhed viste, at det er alvorligt ment, når IS siger, at kampen mod nazismen er en kamp på liv eller død. Mandag den 16. mart 1992 sprang en bombe i vores kontor i Søllerødgade i København og dræbte vores kammerat, Henrik Christensen. Selv om der ikke var en afsender på den pakke, som indeholdt bomben, er der ingen tvivl om, at gerningsmanden eller mændene skal findes i de nazistiske kredse.

Nazisternes metode er at skræmme deres modstandere fra at turde stå frem. Bomben skulle afskrække organisationerne på venstrefløjen og antiracistiske grupper væk fra gaderne. Hvis deres taktik var lykkedes, ville det sætte kampen mod nazismen flere år tilbage.

Men på den anden side var rigtig mange mennesker dybt forargede over bombedrabet, da det var det første politiske mord i Danmark siden 2. verdenskrig. Muligheden for at få nazisternes taktik til at give bagslag var derfor til stede, hvis det lykkedes os at få vreden udtrykt igennem en stor demonstration og større opslutning til det antinazistiske arbejde.

Det var derfor helt afgørende, at IS, der selvfølgelig stod i centrum af begivenhederne, reagerede rigtigt i den situation. I en situation, hvor vores følelser svingede mellem sorg over tabet af Henrik og frygten for nye angreb fra nazisternes side, var vi tvunget til at holde hovedet koldt.

Vi havde imidlertid et problem at slås med. IS var en stort set totalt ukendt organisation for offentligheden. Folk, pressen og politiet kendte ikke til vores politik og metoder. Var der tale om venstreorienterede bankrøvere som Blekingegade-banden, der havde et våbenarsenal i skabet? Var IS en terrororganisation, der legede med sprængstoffer? Var det Henrik selv, der sad og fuskede med bomber? Politiet og pressen brugte denne tvivl ihærdigt.

Hvis vi ville mobilisere den brede forargelse over bombeattentatet, måtte vi for alt i verden undgå at blive isoleret. Vi måtte samarbejde med politiet om opklaringen af mordet, selv om vi kunne have vores tvivl om, at politiet ville eller kunne opklare det. Vi kunne også have vores frygt for, at de oplysninger, vi måtte give politiet om vores organisation, kunne bruges mod os selv i en anden situation. Men vi måtte for enhver pris undgå rygter om, at vi havde noget at skjule.

Vi måtte forsøge at sprede vores opfattelse af, at attentatet ikke specielt var rettet mod IS, men mod alle, der var aktive i kampen mod nazisme og racisme og i sidste ende også mod fagbevægelsen. At bomben kom til IS først, var en tilfældighed.

Og vi måtte forsøge at bevise, at nazisternes bombe virkede mod hensigten. Med parolen "Duk dig ikke – duk op" arbejdede vi for at indkalde en stor demonstration i København lørdag. d. 21 marts. Demonstrationen blev en succes, Socialistisk Arbejderavis skrev:

Målet (med bomben, TC) var ikke specielt Henrik eller IS. Målet var at lamme alle antiracister. Men som sådan blev bomben en fuser. Tværtom har bomben afsløret nazismens ondskab for nye generationer. Protestdemonstrationerne og møderne landet over har været folkelige demonstrationer på, at nazismen ikke skal have en chance igen!

De 15.000 til mindehøjtideligheden må have givet nazisterne kuldegysninger. Nazisterne har virkelig fejlvurderet situationen: de havde troet, at de kunne knægte venstrefløjen og antiracister gennem bombeterroren.

IS og Henriks efterladte har modtaget dybfølte tilkendegivelser fra nær og fjern – tilkendegivelser, der taler sit tydelige sprog om, at nazisterne ikke skal have lov til at fortsætte deres feje handlinger. Den røde tråd i brevene er: Duk dig ikke – duk op!
(Socialistisk Arbejderavis nr. 81, maj 1992).

Men støtten bestod ikke kun i tilkendegivelser. Hele venstrefløjen fra BZ til SF, fagforeninger og enkeltpersoner gjorde et fantastisk arbejde for at protesten mod bombemordet blev så omfattende som muligt. Og det lykkedes os at samle mere end 140.000 kr. ind til demonstrationerne, mindehøjtideligheden og til at genoprette IS' kontor i København og til det fortsatte antiracistiske arbejde.

Den sværeste prøve var imidlertid, om vi kunne vende tilbage til hverdagen igen. Efter at have været i mediernes søgelys igennem en hel uge måtte vi indstille os på, at vi ville komme ud i mørket igen og tilbage til de gamle rutiner. Men vi var klar over problemet, og derfor kunne vi magte det.

På to punkter blev det dog aldrig hverdag igen. Vi havde for altid mistet Henrik. Men samtidig fik IS i en bredere offentlighed et ikke ufortjent ry for at være dem, der konsekvent vil slås mod racisme og nazisme.

 

Den nye verdensorden

1984 er ikke bare det årstal, hvor IS i Danmark blev dannet. Det er også titlen på George Orwells mest berømte roman. "1984" handler om et fremtidigt mareridtssamfund kaldet "Ingsoc", hvor "big brother" stod i spidsen for et diktatur, som havde den totale kontrol i samfundet. Ikke bare over hvad folk sagde og gjorde, men også hvad de tænkte. Der var med andre ord ikke nogen vej ud af den ulykkelige tilstand – intet oprør var muligt. Ingsoc var i virkelighedens Orwells meget pessimistiske forsøg på at beskrive det stalinistiske Rusland.

Næsten samtidig med at Orwell udgav sin roman i 1948, skrev Tony Cliff, en af initiativtagerne til den internationale IS-tendens, en bog som hed "Statskapitalismen i Rusland". Cliff var ligesom Orwell stærk modstander af det stalinistiske regime, men Cliff analyserede det russiske samfund og de nydannede såkaldte "folkedemokratier" i Østeuropa til at være bureaukratisk statskapitalistiske samfund. Konsekvensen af Cliffs analyse var – i modsætning til Orwells konklusion – at der i de statskapitalistiske samfund, lige som i de vestlige kapitalistiske lande, var en arbejderklasse, som før eller siden ville gøre oprør mod kapitalismen.

Klassekampen i Rusland må uundgåeligt udtrykke sig i en gigantisk, spontan storm forårsaget af millioner af mennesker. Indtil da vil den på overfladen se ud som en udslukt vulkan. Indtil da vil det almægtige hemmelige politis magt gøre det umuligt for et revolutionært parti at få indflydelse på masserne eller organisere nogen systematiske aktiviteter overhovedet. Den spontane revolution vil smadre det stalinistiske bureaukratis jernhæl og derved åbne banen for frie handlemuligheder for alle partier, tendenser og grupper i arbejderklassen. Det vil være det første kapitel i en succesfuld proletarisk revolution.
(Tony Cliff: State Capitalism in Russia s. 264).

Selv om Orwells pessimistiske syn overlevede virkelighedens 1984, var det alligevel Cliff, der fik ret. Allerede året efter kom Gorbatjov til magten i Rusland. Det blev indledningen til en reformproces, som skulle afhjælpe de vanskeligheder, som den russiske økonomi var løbet ind i som følge af knap 40 års benhårdt våbenkapløb. Men det var også indledningen til en række af de spontane revolutioner, som Cliff skrev om i 1948.

1989 blev skæbneåret for de gamle regimer i Østeuropa. I Polen vandt fagforbundet Solidarnosc, der så sent som i 1981 blev bekæmpet af det stalinistiske styre med tanks, valget og regeringsmagten. I Ungarn lukkede man grænserne til Vesten op med det resultat, at østtyskere i tusindtal benyttede Ungarns åbne grænser til at flygte til Vesttyskland.

I DDR voksede mobiliseringen mod den forhadte Honecker-regering. Honecker forberedte sig på at kvæle oprøret med magt. Et kup afsatte imidlertid Honecker og indsatte Egon Krenz, som forsøgte at dæmpe gemytterne med lovning om reformer, hvilket kun fik massernes selvtillid til at stige. Til sidst gav systemet op, og Berlinmuren faldt.

Det satte gang i oppositionen i Tjekkoslovakiet. D. 27. november var landet lammet af en generalstrejke. To dage efter lovede regeringen at udskrive frie valg.

Endelig blev Rumæniens diktator, Ceausescu, og hans hemmelige politi, Securitate, umiddelbart før jul nedkæmpet af et oprør blandt arbejdere og soldater, og en ny revolutionsregering fik magten.

IS hilste revolutionerne i Østeuropa velkommen:

Berlin-murens fald er blevet sammenlignet med stormen på Bastillen i 1789 – startskuddet til den franske revolution. Det er ingen overdrivelse.

De scenerier, vi har oplevet det sidste år, er i Vesten blevet mødt med en ægte spontan begejstring, som der kun findes et ord for: Revolutionsbegejstring. Husk blot majdagene i Peking (studenterdemonstrationerne på den Himmelske Freds plads samme år, TC), folkefesten i Berlin og generalstrejken i Tjekkoslovakiet.

Også de vestlige magthavere er nervøse. De ved, at det også kan ske her... Derfor er deres begejstring mere end tvetydig, fyldt med forbehold, hvis'er og men'er.

Så store ombrydninger påvirker naturligvis mange – især unge – massivt i hele verden, ikke mindst på venstrefløjen. Er socialismen ikke død nu? Viste den sig ikke som en gang råddenskab med en magtelite – ligesom i Vesten? Og hvad dur så?

At der er forvirring, er der intet mærkeligt i. Tres års stalinisme kaster stadig lange skygger og skaber forvirring om, hvad der er op og ned. Stalin kom til magten gennem en kontrarevolution, men var i stand til at stjæle revolutionens farver til sine sorte formål.

Det vi ser i dag, er derfor ikke en krise for socialismen, men for de statskapitalistiske regimer. Der har ikke været nogen socialisme i Sovjet siden Stalin tog magten. Og der har aldrig været blot antydningen af socialisme i Kina eller Østeuropa. Socialisme betyder, at arbejderne selv har taget magten.

Kun med den forståelse kan man som socialist begejstres for oprøret i øst.
(Socialistisk Arbejderavis nr. 55 december 1989)

Revolutionerne i Østeuropa gav de østeuropæiske arbejdere frihed til at organiserer sig fagligt og politisk. Og de viste, at almindelige mennesker kan vende verdenshistoriens gang, når de overvinder deres passivitet og tager tingene i egen hånd.

Men de fik også en betydning, som rakte langt videre end til de østeuropæiske lande selv. De betød enden på den internationale magtbalance, der havde eksisteret siden 2. verdenskrig. En balance mellem to supermagter USA og Sovjet, som hver især dominerede hver sin halvdel af kloden.

Revolutionerne i Østeuropa fik det sovjetiske imperium til at falde fra hinanden, og i sidste ende kollapsede selve Sovjetunionen i 1991. Det fik den daværende amerikanske præsident, George Bush, til at erklære indførelsen af en ny verdensorden, hvor USA som den tilbageværende supermagt skulle være verdens politibetjent, der skulle sikre fred og demokrati overalt på jorden.

 

Golfkrigen

De første, der fik politibetjentens knippelslag at mærke, var Irak.

Irak invaderede i juli 1990 den lille oliestat Kuwait. Baggrunden var, at Irak lige var kommet sejrrigt ud af en 8 år lang krig med naboland Iran. Men krigen havde tæret hårdt på den irakiske økonomi, og landet havde derfor hårdt brug for indtægterne fra olien. Kuwait, som tjente mere på forarbejdning af olien end på at pumpe den op, satte produktionen af råolie så meget op, at verdensmarkedsprisen faldt. Invasionen skulle sætte en stopper for Kuwaits merproduktion og samtidig sikre Irak indtægterne fra oliekilderne i Kuwait.

Det reagerede USA på ved gennem FN at opbygge den største militære mobilisering siden anden verdenskrig i landene omkring Irak. Den officielle begrundelse var, at Irak havde forbrudt sig mod den nye verdensorden, og USA følte det som sin pligt at forsvare demokratiet.

Men det var næppe demokratiet i Kuwait, som USA havde i tankerne, for et sådant fandtes ikke. Landet blev regeret af en emir. Ganske vist var der et parlament, men kun 60.000 mænd ud af en befolkning på 1,9 millioner mennesker havde stemmeret. Desuden kunne emiren afsætte parlamentet, hvilket han havde gjort i 1986, fordi parlamentet beskyldte ham for ikke at have betalt sin el-regning.

De egentlige årsager til USAs optrapning var for det første, at USA fik lejlighed til at vise sin militære styrke, og dermed vise de andre lande, at man ikke kan komme udenom USA, når man snakker om verdensherredømme.

For det andet havde USA støttet Irak i krigen mod Iran. Det betød, at USA havde sendt for milliarder af dollars våben til Irak. Irak var derfor en stærk magtfaktor i Mellemøsten og truede derfor den skrøbelige balance i det område, hvor 65% af de kendte oliereserver i verden findes. USAs bekymring handlede ikke så meget om, hvad der skete med de almindelige kuwaitere, men om hvordan adgangen til oliereserverne kunne bibeholdes.

IS var imod Iraks invasion af Kuwait, men vi var endnu mere imod USAs militære opbygning og i sidste ende deres krigsførelse mod Irak. Selvom Saddam Husseins styre i Irak var et modbydeligt diktatur, gav det ikke USA ret til at sikre sine egne olieinteresser med militære midler.

Socialistisk Arbejderavis skrev:

Selvom Saddam Hussein er en brutal hersker, er det utroligt vigtigt, at vi udpeger den kraft, der i dag er krigsskaberen.

Det er uden tvivl USA-imperialismen, der vil starte en altødelæggende krig i Golfen for at sikre sig stabile og billige olieleverancer fremover....

Vi skal vende os mod vores egne herskeres deltagelse i oliekrigs-eventyret og kræve Olfert Fischer (en dansk korvet, som deltog i den militære blokade af Irak, TC) trukket hjem omgående. Vi skal pege på, at de rette til at løse de politiske problemer i Golf-området og gøre op med de brutale herskere der, er den arabiske arbejderklasse selv.
(Socialistisk Arbejderavis nr. 65 december 1990).

Da krigen bød ud i januar 1991 blev den et emne, som optog alle, ikke mindst nyhedsudsendelserne i radio og TV. Alle havde pludselig en mening om krigen. Langt de fleste var for krigen, mens omkring 20% af Danmarks befolkning var imod. Men, fordi fronterne var trukket så skarpt op for eller imod krigen, var krigsmodstanderne parat til at handle, og det blev muligt at opbygge en bevægelse af aktive modstandere.

Vi ændrede derfor den måde, IS plejede at arbejde på, mens krigen stod på. Vi gik massivt ind i antikrigsbevægelsen, og påtog os meget af ansvaret for at opbygge en bevægelse, der mindst en gang om ugen gik på gaden for at markere sig. Vores egne ugentlige afdelingsmøder kom til at handle meget om krigen. Dels for at tiltrække krigsmodstandere til IS, dels for at forberede de mange IS'ere, der var aktive i bevægelsen, til at fremlægge IS' bud på, hvad der skulle ske. Avisen havde måned for måned siden den militære optrapning startede i august 1990 situationen i Mellemøsten i fokus, mange gange på forsiden. Og vi blev opmuntret, når nyhedsmedierne bragte billeder fra demonstrationer mod krigen i andre dele af Europa, fordi vi kunne få øje på skilte og bannere fra vores søsterorganisationer. IS-tendensen var en vigtig del af antikrigsbevægelsen.

På trods af vores anstrengelser endte krigen desværre med det værst tænkelige resultat. USA vandt en overlegen sejr. 2-300.000 almindelige irakere, som sikkert hadede Saddam Hussein af fuldt hjerte, døde under USAs bombardementer og hærgen på dødens landevej. Saddams nationalgarde fik af USA lov til at drukne shiamuslimernes og kurdernes oprør i blod. Saddam Hussein sidder stadig på magten, og der er endnu ikke indkaldt til demokratiske valg i Kuwait.

Med krigens ophør faldt aktiviteterne i antikrigsbevægelsen naturligvis sammen, og IS måtte vende tilbage til den gammelkendte måde at arbejde på.

 

IS i 90'erne

IS' perspektiv er på længere sigt at blive et masseparti med en solid forankring i arbejderklassen. Det vil sige med medlemmer på de vigtigste arbejdspladser og fagforeninger. Det er nemlig betingelsen for at kunne lede hele arbejderklassen.

Men for en lille organisation er det mest afgørende, at den bliver større. Det afgørende er ikke, om nye medlemmer er specialarbejdere eller studenter, men om de vil være med til at forandre verden, og at organisationen hele tiden fastholder perspektivet om, at arbejderklassen må spille den centrale rolle i den forandring.

IS' orientering behøver derfor ikke være rettet mod arbejdspladser og fagforeninger, så længe vi er en relativt lille organisation. Det er vigtigere at orientere organisationen derhen, hvor muligheden for vækst er størst.

Dette afspejlede sig bl.a. i, at i det nummer af Socialistisk Arbejderavis, der udkom op til påskestrejkerne i 1985, var der sat en hel side af til at behandle nedskæringerne på de videregående uddannelser. Og under de første dages storkonflikt valgte vi at deltage i studenterdemonstrationer.

Men arbejdet blandt studenterne var ikke bare et spørgsmål om lejlighedsvist at forholde sig til, hvad der foregik på de videregående uddannelser. I den internationale IS-tendens havde en del af grupperne gode erfaringer med at lave permanente aktiviteter blandt de studerende.

Der var flere argumenter for dette. For det første er de unge på de videregående uddannelser ikke længere borgerskabets bedstebørn med udsigt til en stensikker karriere. Størstedelen af de uddannelsessøgende ender som almindelige lønarbejdere. Den vrede og utilfredshed, der findes i arbejderklassen, findes derfor også på læreanstalterne.

For det andet er det praktisk muligt at drive propagandavirksomhed på et universitet. Vi kan komme og sælge aviser, bøger og pjecer. Vi kan snakke med folk, sætte plakater op, holde møder på uddannelsesstederne. Muligheder, som de færreste arbejdspladser kan byde på.

For det tredje er uddannelsessøgende vant til at arbejde med ideer, hvilket var, hvad IS rent faktisk kunne give. På arbejdspladser accepterer folk oftere kun ideer, hvis det er muligt at lægge noget fysik bag ideerne. Ideer om strejke vinder kun genklang, når det rent faktisk er muligt at strejke. I den forbindelse havde IS ikke meget at komme med, fordi vi som regel var for små til at kunne lægge fysik bag vores ideer, og fordi arbejderklassen generelt set ikke troede så meget på sine egne kræfter.

Vi fik derfor nogle kraftige opfordringer fra tendensen til at forsøge at orientere organisationen mod universiteterne, og i efteråret 1988 vedtog vi at orientere IS mod universiteterne mere permanent. Men eftersom vi ikke havde studenter på de største universiteter, måtte vi komme udefra med et ugentligt avis- og bogsalg ved udvalgte kantiner.

Da vi senere fik medlemmer på universiteterne, kunne vi også blande os i det studenterpolitiske arbejde bla. i de studerendes faglige organisationer. Stemningen blandt de studerende var ikke stort anderledes end i resten af samfundet. I studenterrådene, som i 70'erne havde stået for en aktiv kamp mod nedskæringer, havde man opgivet at mobilisere sine medstuderende.

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) vedtog på sin kongres i april 1989, at de studerende ikke længere skulle afvise nedskæringer, som man havde gjort hidtil. Men i stedet sørge for at få indflydelse på, hvordan nedskæringerne blev tilrettelagt.

DSFs svar på, at antallet af lærere blev skåret ned, var at kræve kontrol med lærernes kvalitet. De dårligste lærere skulle stå forrest i rækken, når der skulle deles fyresedler ud.

IS havde et andet bud:

Det er udmærket at stille krav til uddannelsernes indhold og til lærernes kvalifikationer, men at gøre lærerne til de store bussemænd, er at sætte kikkerten for det blinde øje.

... For at uddannelserne ikke skal blive undergravet, er det nødvendigt, at de studerende tager tyren ved hornene, og klart siger fra overfor alle nedskæringer.

... Det kræver en aktiv og kæmpende studenterbevægelse. Selvom der ikke er så mange aktive i studenterrådene, er det ikke umuligt at opbygge aktivitet og fælles kamp.

Men det kræver at nederlagsstemningen droppes og erstattes med et perspektiv om, at kun fælles kamp kan stoppe angrebene på uddannelsesområdet.
(Socialistisk Arbejderavis nr.49 maj 1989)

Det var det perspektiv, som IS gik ind i studenterarbejdet med. Og i flere tilfælde betød det, at vi kom til at spille en afgørende rolle i de studentermobiliseringer, der kom i årene fremover.

Allerede i april 1990 kom det første tegn på, at IS' aktive linie ikke var grebet ud af den blå luft. Sammen med mange andre studerende var IS'ere i stand til at planlægge en landsdækkende aktionsdag, der blev den største siden 1977. Socialistisk Arbejderavis skrev:

Med aktionsdagen d. 26. april er studenterbevægelsen kommet et kæmpe skridt fremad. Det var muligt at lave en stærk og samlet markering mod Haarders (undervisningsministeren, TC) politik på tværs af fag og byer. Demonstrationerne viser, at utilfredsheden er stor, og at mange ønsker at handle – og ikke kun forhandle. Den overordnede parole ved demonstrationen i Århus var "KOMPROMISERNES TID ER FORBI
(Socialistisk Arbejderavis nr. 59 maj 1990).

Planlægningen af aktionsdagen var mange steder foregået uden studenterrådenes deltagelse og i enkelte tilfælde på trods af dem.

Men aktionsdagen var ikke en enlig svale. I sommeren 1991 forberedte de Lærerstuderendes Landsråd i samarbejde med pædagogstuderendes landsråd og Socialpædagogisk Landsorganisation en betalingsboykot af det gebyr, som studerende ved de videregående uddannelser skulle betale for at blive optaget på uddannelsen.

Gebyret var en del af den borgerlige regerings kampagne for brugerbetaling. Selvom der "kun" var tale om et depositum, var det dog et skridt i at vænne folk til at betale for offentlig service. Året før havde der været nogle spredte aktioner, men ikke noget der battede noget.

Problemet var imidlertid, at selvom DSF syntes, at boykotten var en glimrende idé, blev det hurtigt klart, at de ikke ville røre en finger for, at den blev til noget. IS havde derfor sammen med andre aktive universitetsstuderende en opgave i at få universiteterne inddraget i kampen.

Kampagnen gav resultater: 9.000 ud af de 37.000 nystartede boykottede betalingen af gebyret, og da folketinget i oktober skulle behandle et forslag om afskaffelse af gebyret, var der et flertal for det.

Det var ikke bare en sejr for de nyoptagne studerende, som nu slap for at betale depositum, men også for kampen imod brugerbetaling. Ikke mindst var det en sejr for den aktive linie, som IS ivrigt havde arbejdet for i studenterbevægelsen.

Da de studerende i vinteren 1993/94 begyndte at aktionere mod stopprøverne, brugte IS flittigt eksemplet fra kampen mod gebyrerne: det kan betale sig at aktionere.

Førsteårs studerende ved statskundskab i København lagde ud med deponere deres stopprøver hos en advokat i stedet for at aflevere dem til bedømmelse på universitetet. 66% af de studerende deltog i boykotten. Men som Socialistisk arbejderavis skrev:

De studerende på statskundskab kan ikke afskaffe stopprøverne alene. Det kræver, at deres aktioner bliver fulgt op af andre grupper. Den nuværende aktion har gødet jorden for andre aktioner i foråret.

... I den kommende tid indkaldes der til møder på flere universiteter, hvor studerende fra statskundskab fortæller om deres aktion.
(Socialistisk Arbejderavis nr. 100, februar 1994)

Umiddelbart var der ikke andre fag, der fulgte eksemplet fra statskundskab. Men aktionsgrupper i Århus og København kaldet "Studerende mod stopprøver" arrangerede en vellykket aktionsuge i april. På den afsluttende demonstration deltog 3.500 studerende.

I skrivende stund er udfaldet af disse aktiviteter stadig usikkert, men i løbet af sommeren 1994 løb luftede Socialdemokratiet ideer om at afskaffe både adgangsbegrænsningen og stopprøverne. Om det bliver til noget kommer til at afhænge af om "studerende mod stopprøver" kan få gang i aktiviteterne. Endnu en sejr er inden for rækkevidde.

 

Omstilling

Da IS blev dannet, var det med en sikker overbevisning om, at 80'ernes mareridt en dag ville få en ende. Det var også allerede den gang klart, at en ændring af situationen ville kræve en ændring af organisationen IS. Allerede i begyndelsen af 1990 så vi konturerne af et skift i styrkeforholdet mellem klasserne på internationalt niveau.

Begyndelsen til enden på for grådig-firserne indtraf allerede i oktober 1987. 1980'ernes lånefinansierede opsving skabte et gigantisk finans- og kredit marked, hvor der var hurtige spekulationsgevinster for en hel ny generation af børsmæglere og spekulanter – de såkaldte Yuppier. Porscher, attachemapper og dyre vaner kendetegnede de nyrige i Thatchers, Reagans og Schlüters paradis.

Men på den sorte mandag d. 19. oktober 1987 brast alle yuppiernes drømme om et liv i sus og dus uden at skulle arbejde for det. Bunden gik ud af det amerikanske aktie- og obligationsmarked.

"Børsmæglerne i Chicago brød sammen og slog løs på hinanden. Andre Yuppier stirrede stumt på computerskærmene, mens deres verden faldt sammen. Panikken bredte sig hurtigt til aktiemarkederne i resten af verden" (Socialistisk Arbejderavis nr. 34, november 1987).

Milliarder af dollars forsvandt i den blå luft på nogle få timer. Nogle børsmæglere begik selvmord andre måtte sælge deres porscher. Nationalbankerne i USA, Japan og andre steder formåede dog at give økonomien kunstigt åndedræt frem til 1989, hvor den internationale økonomi løb ind i den hidtil værste krise siden 1930'erne. Selvom det lykkedes at udråbe revolutionerne i Østeuropa som markedskapitalismens sejr, kunne borgerskabet og de konservative regeringer ikke genvinde den selvtillid, der havde præget dem i starten af 1980'erne.

Hverken økonomierne i Øst eller Vest viste nogen tegn på fremgang. Lederen i The Economist, et blad for arbejdsgiverne, skrev 22. september 1990:

I de næste par dage vil bankfolk, finansministre og nationalbankdirektører fra hele verden samles i Washington ved den Internationale Valutafonds og Verdensbankens møde for at tale forretning og spise pindemadder. For to måneder siden ville denne mekaniske hyldest til kapitalismen være uforskammet lykkelig. Uheldigvis har 1990 vist sig at være lidt for spændende. I stedet for at skåle på kommunismens kollaps vil de delegerede drukne deres sorger.
(Her fra Socialistisk Arbejderavis nr. 66, januar 1991).

Den borgerlige offensiv, som havde forpestet luften i 80'erne, blev bragt til ophør. Den selvsikre Thatcher i Storbritannien blev skiftet ud med den usikre John Major, der i dag er den mest upopulære premierminister, landet nogensinde har haft. Bush tabte valget til Clinton, som i sin valgkamp måtte love forbedringer for amerikanerne. Og vores hjemlige repræsentant Poul Schlüter måtte også gå.

De borgerliges bristede illusioner efterlod et tomrum, som socialdemokratiet og SF ikke var i stand til at udfylde, fordi de havde for travlt med enten at være ansvarlige for at redde den kapitalistiske økonomi eller i SFs tilfælde med at afsværge sig socialismen efter murens fald. Den øvrige venstrefløj var så svækket ovenpå 80'ernes ørkenvandring, at de heller ikke har haft kræfter til at udfylde tomrummet.

I IS kunne vi registrere de nye tider ved, at mange flere end tidligere var åbne overfor vores ideer. Og mange flere var parat til at gøre noget aktivt mod systemet. Umiddelbart efter bombeattentatet mod IS fik vi i de jyske afdelinger en masse medlemmer fra en helt ny generation. Da regeringen udskrev den anden afstemning om Danmarks tilslutning til EF-unionen i 1993, oplevede IS i København en fordobling af medlemstallet i løbet af få måneder.

Det var derfor på høje tid at justere organisationen til den nye situation.

Det, der havde forandret sig, var, at omverdenen ikke længere først og fremmest udgjorde et pres mod socialistiske ideer, men derimod åbne muligheder for både at rekruttere nye socialister og for at opbygge og støtte kampe. De undtagelser fra perspektivet om at være en propagandagruppe, som vi tidligere havde gjort i fx. kampen mod nazismen og i antikrigsbevægelsen i forbindelse med krigen i Golfen, kunne nu gøres mere permanente.

Tyngden i IS' arbejde skulle derfor flyttes fra de interne diskussioner til en udadvendt praksis.

IS begyndte i højere grad end tidligere at foreslå og arrangere forskellige aktiviteter. Vi tog initiativ til en underskriftsindsamling mod diskriminering af flygtninge og indvandrere i Hvidovre kommune i august 1993. Vi var med til at stable en underskriftsindsamling mod udvisning af serbiske desertører på benene i starten af 1994. Vi har været aktive i at opbygge modstanden mod Øresundsbroen i foråret 1994. Og senere samme år tog vi initiativ til, at unge på bistandshjælp besatte UngdomsGarantien i København.

De nye muligheder har også betydet, at vi kan vinde nye medlemmer til IS på gaden, når vi er ude at sælge aviser. Hvor det tidligere krævede lange diskussioner med folk for at overbevise dem om socialistiske ideer, er de i dag parate til at melde sig ind fra den ene dag til den anden, hvis vi spørger dem.

Den større udadvendthed betyder selvfølgelig også noget for den måde, vi fungerer på indadtil. Ud over at skære ned i den mængde tid, vi har brugt på vores interne arbejde, har vi måttet rette vores organisation og diskussioner ind i forhold til, at en stor del af deltagerne på vores møder er helt nye. Lange historiske og teoretiske diskussioner er blevet erstattet af kortere, aktuelle og handlingsrettede diskussioner.

Den megen vægt på udadvendte aktiviteter har også betydet, at vi har opbygget en stærkere ledelse af organisationen, så vores kræfter bliver mere koordineret og brugt mere hensigtsmæssigt.

Omstillingen vi startede på i sommeren 1993 er nu et år efter endelig ved at være overstået, og IS får i dag flere nye medlemmer, end vi har gjort nogen sinde tidligere. Vi kan i dag i modsætning til ved påskestrejkerne i 1985 sige, at socialister gør en forskel. Det gør en forskel for arbejdere, der er i strejke, at der er en gruppe socialister, der er parat til at støtte og hjælpe dem med fx. at samle penge ind. Det var organiserede socialister, der sørgede for, at de unge bistandsmodtageres vrede blev vendt til kollektiv handling ved besættelsen af UngdomsGarantien i august 1994.

Men det er samtidig også vigtigt at sige, at flere socialister gør en endnu større forskel. IS er stadig en lille organisation i forhold til de opgaver, der er at tage fat på. Det er smerteligt hver dag at blive konfronteret med alle de problemer, som kapitalismens skaber for millioner af mennesker, og samtidig vide, at vi er for få til at gøre noget effektivt ved dem.

IS' vigtigste opgave er derfor stadigvæk at vokse. Vi har brug for tusindvis af socialistiske aktivister. Alene kan vi kun beklage os over verden. Sammen kan vi forandre den.

 

Afslutning

Når en organisation eller et parti skal skrive sin egen historie, er det ikke uden fare for at havne i selvros og selvretfærdighed. I det, jeg har skrevet, er der bevidst lagt vægt på at fremstille, hvordan IS har været i stand til på én gang at bevare og forstærke den revolutionære socialistiske tradition ved hårdt og uopslideligt at holde fast i de centrale punkter i traditionen, selv om hele den omgivende verden var imod det. Og så samtidig forstå den aktuelle situation og tilpasse sig de muligheder, der lå i situationen.

Men det betyder ikke, at vi ikke har lavet fejl. Vi har lavet masser af fejl: analyseret en situation forkert, sat fejlslagne projekter på benene, sagt og ment noget forkert, forspildt en masse muligheder osv. Til det er der to ting at sige. For det første har vi lært af vores fejltagelser. Den lære er i virkeligheden en utroligt vigtig forberedelse på en fremtid, hvor vores indflydelse er så meget større, og hvor der er så meget mere på spil. Derfor er det vigtigt, at vi har haft alle børnesygdommene, før organisationen bliver voksen.

For det andet har hele den overordnede idé med at opbygge IS på trods af alle fejltagelserne vist sig at være rigtig. Vi har ikke de første 10 år oplevet en revolution eller formået at opbygge et masseparti. Men vi har skabt fundamentet for det.

Vi er nu parate til at fungere, når modstanden mod det kapitalistiske samfund vokser, når folk i større omfang begynder at kæmpe, og stemningen bliver mere radikaliseret.

I stedet for at opfatte de første 10 år som en lang ørkenvandring, er det mere rigtigt at se dem som en helt afgørende, nødvendig forberedelse på de næste 10 år. Når temperaturen i klassekampen stiger, skal vi ikke til at begynde forfra.

De første 10 år er næppe de mest glorværdige, men måske de allervigtigste.

 

 

www.socialister.dk – 19. oktober 2017 kl. 05:19